Læsetid: 4 min.

Et fællesskab går begge veje

Det drejer sig om sæl- og hvalfangst, hvor Danmark er blevet bragt i en vanskelig situation internationalt og har måttet give køb på dyreetiske principper for at sikre Grønlands og Færøernes interesser. Set fra min stol i Europa-Parlamentet er det ikke noget kønt syn
16. marts 2007

Da vi i denne uge hørte om, hvordan hver tredje pige og hver tiende dreng i Grønland har været seksuelt misbrugt, var automatreaktionen fra Dansk Folkeparti at stramme grebet om pengepungen. Det er klart, at der skal sættes ind overfor de horrible forhold for børnene, men det er beklageligt, at Rigsfællesskabet altid skal gøres op i kroner og ører.

Jeg er tilhænger af vores fællesskab og har under debatterne i Folketinget ofte følt ubehag over, at disse overvejende handler om penge og ikke så meget om vores indbyrdes forhold. Fokus er på hvor mange kroner - omkring 3,6 milliarder årligt i øjeblikket - der bliver overført til vores nordlige venner. Det er ikke passende for et fællesskab, hvor vi burde fokusere mere på historie, fælles interesser og gensidig respekt end på antallet af nuller på bankoverførslerne.

Danmark, Grønland og Færøerne udgør en enhed, og selvom der er en høj - og stigende - grad af selvstyre, er vi sammen en del af en moderne, globaliseret verden.

Det er i lyset af vores rigsfællesskab, med tryk på 'fælles', at jeg i den seneste tid har måttet knibe mig i armen over den nordlige del af riget. .

Great Greenland, der er ejet af det grønlandske hjemmestyre og hvert år modtager 31 mio. kr. i offentlig støtte, køber lige under halvdelen af deres sælskind fra Canada.

Dyreplageri

De grønlandske fangere kan ikke følge med efterspørgslen på de smukke skind, og alle vil gerne tjene penge. Det er der ikke noget galt i, men problemet er, at den canadiske sælfangst er det rene dyrplageri. Kort fortalt slår canadierne sælerne ihjel med køller. Da fangerne skal nå at ramme så mange sæler som muligt, inden de hopper fra isflagerne i vandet, bliver mange af sælerne ikke slået helt ihjel. Resultatet er, at de forbløder på isen og op til 42 procent bliver flået levende. Andre dør i vandet efter at være flygtet som såret. Fuldstændigt uacceptabelt.

De grønlandske politikeres svar på omverdenens væmmelse har været en blanding af skuldertræk og syrlige kommentarer om, at svinene i de danske stalde lever under torturlignende forhold. At andre kører over for rødt, har nu aldrig været legitim grund til selv at gøre det. Det gælder også for dyrevelfærd, og det er beklageligt, at grønlænderne ikke er lydhøre overfor andres bekymringer.

Samtidig virker det som om, man ikke har forstået, hvordan moderne forbrugere handler. Brigitte Bardot's kampagne fra 1970'erne burde ellers have været dyrekøbte lærepenge. For trods protesterne vil Great Greenland fortsætte med at købe skind fra kølledræbte sæler. Der er stærke kræfter i Europa, som arbejder for et totalt forbud mod al import af sælprodukter til EU. I Belgien er et forbud allerede trådt i kraft. Selv mener jeg, at den traditionelle sælfangst skal opretholdes, men dette synspunkt er svært at komme igennem med, når Great Greenland og de grønlandske politikere blæser på dyrevelfærd og stædigt fastholder retten til at sælge skind fra Canada.

Tilsvarende har grønlændernes og færingernes ønske om at fange hvaler fået Danmark til at se stort på bæredygtighed til fordel for at genoptage den kommercielle hvalfangst. Danmark stemte sidste år i Den Internationale Hvalfangstkommission IWC for et japansk forslag om at fjerne forbuddet fra 1986 mod kommerciel hvalfangst. Danmarks holdning gav ramaskrig blandt internationale miljø- og dyreværnsorganisationer, da vi som eneste EU-land reelt bomber situationen tilbage til 1960'erne, førend man tog hvalernes overlevelse og betydning for biodiversitet alvorligt. Det er en yderst prekær sag for Danmark, hvor vi har sat os selv i bås med de lande, der tænker mere på profit her og nu end på havmiljøet på længere sigt. Den pinlige situation forværres af, at de øvrige medlemslande i EU gentagne gange har opfordret til at lade Europa-Kommissionen repræsentere et samlet EU i IWC, da EU ønsker at tale med én stemme i udenrigspolitik. Danmark er ellers stærk tilhænger af en fælles udenrigspolitik, men lige præcis her, hvor Grønland og Færøerne har særlige interesser, er vi imod.

Mere end bloktilskud

Tilbage står billedet af et Danmark, der virker som om at vi er ligeglade med miljø, dyrevelfærd og moderne forbrugeres bekymringer.

Det er helt forkert, og er i direkte modstrid med vores ønske om at være bannerførere inden for selv samme områder. Grønlænderne og færingerne burde hjælpe Danmark ud af den vanskelige situation, så vi kan opretholde de værdier om miljø, bæredygtighed og dyrevelfærd, som vi ellers skatter så højt. Et rigsfællesskab handler ikke kun om størrelsen på bloktilskuddet men også om, at man lytter til hinanden og ind i mellem er villig til at ændre synspunkt.

Forståelsen den anden vej

Måske er man som grønlænder eller færing ligeglad med, hvad franskmænd, italienere og danskere tusindvis af kilometer væk mener om fangstmetoder og miljø.

Men hvis det er tilfældet, viser det, at man ikke har forstået en pind af, hvad det vil sige at leve i en moderne globaliseret verden, hvor varer og mennesker krydser grænser, og hvor vi alle må respektere og tage hensyn til hinanden.

I Danmark har vi i mange år skullet lægge øre til beklagelser fra de grønlandske og færøske politikere om, at vi danskere ikke er lydhøre nok. Det er på tide, at forståelsen også går den anden vej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her