Læsetid: 3 min.

Fællesskab med respekt

18. januar 2003

En til tider farceagtig krisetid for den grønlandske regeringdannelse ser ud til at være overstået. Landsstyreformand Hans Enoksen kan blive på sin post, nu med det borgerlige Atassut som koalitionspartner i stedet for det venstreorienterede IA. Men forløbet har blotlagt så bizarre forhold i grønlandsk administration og politik, at danske folketingsmedlemmer på jagt efter omtale og stemmer har fundet anledning til at kræve øget kontrol med den offentlige økonomi i det store, arktiske selvstyreområde.
Den første, der lod budskabet lyde, var Venstres finansordfører, Kristian Jensen. Han sagde først på ugen til Berlingske Tidende, at Danmark bør bryde med princippet om, at Grønland selv bestemmer, hvordan det årlige danske bloktilskud på små tre mia. kr. skal bruges. I stedet bør de danske bevillinger øremærkes.
Kristian Jensen slog fast, at han ikke vil være med til at spinke og spare i Danmark og samtidig være ligeglad med effekten af de penge, der blev sendt til Grønland. I den forbindelse talte han om indspisthed og stillingsbesættelser efter partibogen og kammerateri – fænomener, vi som bekendt for længst har lagt bag os her i Danmark.
Stafetten blev omgående grebet af Dansk Folkeparti, der fulgte op med et beslutningsforslag i Folketinget om, at den danske rigsrevision sættes ind i Grønland i stedet for det lokale og derfor »indspiste« revisionsfirma – der i øvrigt hedder Deloitte & Touche.

Ved første øjekast kan reaktioner af denne art fremstå som forståelige. De danske skatteydere har krav på et ansvarligt bevillingssystem, hvor det er muligt at fastslå, hvad deres penge bliver brugt til. Det er præcis af den grund, vi har en institution som de af Folketing et udpegede statsrevisorer og deres store stab af professionelle rigsrevisorer. Hvorfor skulle Grønland – eller for den sags skyld Færøerne – være undtaget i den forbindelse?
Svaret ligger i, at vi lever i et rigsfællesskab. Som det er fastslået i den første paragraf i vores forfatning: »Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige«. Eller med andre ord: Dette rige består af flere enheder, med forskellige folkeslag, der har hvert deres sprog. Vi, der bor i langt den – befolkningsmæssigt – største del af riget har forpligtet os til at respektere de mindre enheders egenart og folkeligt-nationale aspirationer.
Derfor kan de ikke underkastes en forvaltning, der finder sin parallel i et amt eller en kommune. Der er tale om enheder, der med en anden geografisk beliggenhed eller historisk baggrund kunne have været selvstændige nationalstater. Befolkningsmæssigt er de begge på størrelse med – eller større end – flere af de mindste kontinentaleuropæiske stater.

Det er ikke kun deres, men også et dansk valg, at de udgør en del af det fælles rige. Som det i de senere år er blevet dokumenteret i flere værker om vores nyere historie, har dette fællesskab været et vigtigt aktiv for dansk udenrigspolitik i forhold til USA og andre større magter. Helt aktuelt bliver det afspejlet i den amerikanske fastholden ved aftalen fra 1951 om Thule-basen. Den har en alder, der i sig selv kunne gøre det relevant at se den efter i sømmene – men regeringen i Washington er ganske på det rene med, at det ville
indebære indrømmelser til den voksende grønlandske selvbevidsthed.
I lyset af planerne om at opbygge det såkaldte missilskjold er det mest bekvemt at lade aftalen køre videre – for den amerikanske såvel som den danske regering. Derfor er der intet overraskende i, at finansordfører Kristian Jensen omgående blev kaldt til orden af statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Uanset hvor meget, der i de seneste uger er blevet rodet rundt i grønlandsk politik, vil der fremstå et landsstyre, som bliver en forhandlingspartner for den danske regering. Og de politikere, der skal udgøre dette landsstyre, skal ikke midt i den svære proces have kastet salt i sårene igennem et dansk krav om en koloniagtig kontrol med deres økonomi.

Ud fra den skatteyderorienterede argumentation, der er blevet brugt af nogle danske politikere, kan statsministerens standpunkt umiddelbart forekomme letfærdigt. Men ud fra en langsigtet strategi er det både klogt og korrekt at respektere konsekvenserne af, at det danske rige består af tre forskellige dele, der er bundet sammen i et fællesskab

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her