Læsetid: 4 min.

Fællesskaber i billeder

Nye billedbøger fra to af sværvægterne i moderne dansk illustratorkunst for børn: Hanne Kvist og Hanne Bartholin
3. oktober 2005

Der skal helt basalt to ting til en vellykket billedbog: en god tekst og gode billeder. Og så skal de to lag mestre interaktionens kunst og have noget på hjerte. Hanne Kvist (som både er forfatter og illustrator) styrer i sin nyeste billedbog Os to (uden sutsko) på fornemmeste vis denne balancegang mellem ord og billede.

Hun tilhører den ge-neration af illustratorer, som debuterede i midten af 1990'erne og som især har gjort sig bemærket ved at insistere på billedet i en billedbog som en mere fri, selvstændig kunst, d.v.s. at tek-sterne i langt højere grad bliver udgangspunkt for illu-stratorernes eget billedudtryk.

Kvists eget forfatter- og illustratorskab samler sig overordnet om to tematikker: 1) børns forhold i et postmoderne samfund, samt 2) kærligheden som menneskelig drivkraft.

Os to (uden sutsko) har fokus på samværet mellem en dreng og hans far i den periode moderen er på hospitalet for at føde en lille ny.

Det giver afsæt for nogle stunder mand og mand imellem, et mellemspil uden kvindeligt filter, for som det hedder i den unavngivne drengejeg-fortællers optik: "Siden mor tog af sted med sin store taske, er alt blevet meget nemmere herhjemme. Vi kan nå mange ting, fordi vi ikke behøver at rydde op efter mor".

Vrimler med pizzaæsker

Uden de sutsko moderen synes er så vigtige, bliver det et samvær på mandebetingelser, kropsligt og sansenært illustreret af Kvist, som med akryl, akvarel og oliekridt i 12 tableauer med en rig tekstur levendegør det fællesskab, der opstår undervejs.

Illustrationerne vrimler med pizzaæsker, mælkekartoner, æbleskrog og værktøj i lejligheden, hvor faderen reparerer sin gamle Nimbus, alt imens drengen slår brædder for vinduet i et forsøg på at fastholde mandefællesskabet og holde de kvindelige omsorgsfunktioner fra døren. "Jeg synes vi har det fint" -siger drengen- " ad helvedes til fint faktisk", ledsaget af en illustration, hvor drengen som en abe hænger på faderens ryg og 2 pakker bleer i samme billedes underkant signalerer, at nye tider er på vej.

Efter en smuk solopgangsstrandtur med motorcyklen og en far, der lugter helt rigtigt af olie, rust og fedt, må drengen indrømme, at han også savner moderen "en lille bitte smule ad helvedes til" og på næste billedopslag (der som det eneste kun fylder én side -og dermed varsler en "back to normal"-situation) ses moderen med den nyfødte gennem den barrikaderede dør.

Brædderne fjernes først (på sidste opslag), da moderen på tro og love siger: "Resten af dit liv op i røven med sutsko, på ære". Og som et herligt appendiks ses på bogens bagsats en lille vignet, hvor drengen og den nye lillebror titter ud fra et legehus, lavet af de brædder drengen tidligere havde brugt til at befæste lejligheden med. Jo, Os to (uden sutsko) mestrer i gnistrende tæt samspil mellem en skarpskåren og underfundig tekst og en række næsten fysisk-stoflige illustrationer at indkredse et oplevelsesrum, hvor fandenivoldskhed og sårbarhed skaber et dynamisk og troværdigt billede af en samværszone far og søn imellem i en moderne familie.

En af årets hidtil bedste danske billedbøger og et værk der positionerer Hanne Kvist som en oplagt kandidat til Kulturministeriets Illustratorpris 2005.

Lille Nø

Ydermere er Kvist også aktuel som forfatter på Lille Nø, der har kollegaen Hanne Bartholin på illustrationsdelen. Det er en fortælling om den identitetssøgende elefant Nø, som elsker fred og ro og slet ikke har lyst til at trutte i sin snabel og være en del af de mudderbade og den fest og ballade, de store flokdyr elsker overalt. Den søger ud på den store græsgrønne savanne og bliver her fundet af et ægtepar, som adopterer lille Nø, der efter eget udsagn "forfærdelig gerne vil tæmmes". Hos ægteparret er mudderhullet skiftet ud med et badekar, hvor Nø kommer i kontakt med sit trompeter-gen og pludselig savner en elefantnumse at varme sig op imod. Og så går turen tilbage over savannen inden den store forløsning sætter ind med et øredøvende langt trut, hvorefter Nø genforenes med moderen og de øvrige elefanter i erkendelsen af, at den jo er et flokdyr.

Hvor Kvist på tekstsiden afregner kontant i korte, præcist beskrivende sætninger, spinder Bartholin fint og sart drømmedrys ud over billederne, som med en blød, poetisk streg og baggrunde i douce farver er meget langt fra de dybgrønne naturscenarier, man normalt forbinder jungle med.

Man må blive individ og mærke sin egen natur, før man kan blive flokdyr. Det er det tematiske omdrejningspunkt i Lille Nø ,som står stærkt på såvel tekst- som billedsiden, men uden den fuldtonede samklang, som lige gør Os to (uden sutsko) et elefantskridt mere helstøbt.

K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu