Læsetid: 7 min.

Fællesskabet skal have god plads til mig

30. juni 2006

Vi hypper vores egne kartofler, hytter vores eget skind og meler vores egne kager. Individualismen er på fremmarch og fællesskabet på retræte. Sådan har det i hvert fald lydt de senere år, og kigger man på de klassiske danske fællesskaber, som fagforeninger, idrætsforeninger, folkekirken og de politiske partier taler medlemstallene da også deres eget tydelige sprog. De er alle for nedadgående.

Alligevel er rygterne om fællesskabets død er stærkt overdrevne, mener blandt andre professor i historie Claus Bryld fra Roskilde Universitetscenter:

"Det er rigtigt, at de politiske og sociale fællesskaber som for eksempel fagforeningerne ikke har det så godt, som de har haft, men på det kulturelle plan har fællesskaberne det udmærket," siger Claus Bryld.

Nutidens fællesskaber har blot antaget nye former, mener han. Vi finder i stigende grad ind i forbrugsfællesskaber, identifikationsfællesskaber og interessefællesskaber, frem for i de klassiske solidaritetsfællesskaber:

"Man identificerer sig ikke med sin fagforening, men mere med et eller andet hobbyfællesskab, en bestemt livsstil eller forbrugsmønster - og man føler sig ikke som en del af en klasse eller et socialt fællesskab, men mere som en der dyrker en bestemt interesse. Fodbold eller veteranbiler. Det går i højere grad hen imod noget med identifikation i dag. Altså, at det er vigtigere for én at være medlem af en bestemt gruppe med en bestemt livsstil end at være solidarisk over for sine arbejdskammerater eller kolleger."

Sociolog ved Institut for Fremtidsforskning, Birthe Linddal Hansen, tillægger imidlertid individualiseringen større betydning:

"Individualiseringen er kommet for at blive. Men man kan opføre sig forskelligt i forhold til denne her individualisering. Og der hører jeg nok til den negative fløj, der mener, at den har fået et meget selvisk udtryk. At individualiseringen i alt for mange sammenhænge tipper over i egoismen," siger Birthe Linddal, som mener, at individualiseringstendensen i høj grad påvirker fællesskabernes status i samfundet.

Individualisering

"Der er sket en skift i logikken. Der er ikke ret mange i dag, der føler, at de skylder andre noget, hvor man før var dybt forpligtet på fællesskabet og ville blive udstødt, hvis man opførte sig sådan," siger hun.

"I gamle dage var fællesskaber koncentreret om et geografisk tilhørsforhold og en fælles aktivitet. Og fordi man stort set ikke flyttede sig, så ville man i langt de fleste tilfælde have undergået samme oplevelser og derfor også have samme mentalitet. Det gjorde, at man på mange måder var meget mere ens og derfor var fællesskabet også stærkere," siger Birthe Linddal Hansen.

Den udlægning kan Claus Bryld imidlertid ikke genkende. Ifølge ham er det en modebetragtning, at vi er blevet mere differentierede og forskellige.

"Jeg mener tværtimod, folk er blevet mere ens, men at de bare ikke forstår det. De føler sig forskellige, men de er ikke forskellige. Hvis der virkelig var en individualisering, ville folk jo være uenige og hele tiden have konflikter og sætte deres egen vilje igennem. Men det er der jo ikke tale om. Der er tale om, at man søger bekræftelse hele tiden og gerne vil være som de andre. Så jeg er lidt uforstående over for det der. Jeg mener, at vi stadig har et massesamfund, og at vi ikke er så forskellige, som vi går og tror."

De valgfrie fællesskaber

Men det er en misforståelse at sætte lighedstegn mellem individualisering og ensartethed, mener rektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt.

"Der er ingen tvivl om, at vi ligner hinanden fortsat, men individualiseringen har ikke noget med det at gøre. Individualisering har at gøre med, at vi er self consumed - selvoptaget. Vi er i en situation, hvor vi føler, at vores selvprojekt er vigtigere end det fælles projekt. Det handler ikke om, hvor vidt vi ligner hinanden eller ej. Men at vi er optaget af at skabe os selv og ikke af at skabe fællesskabet," siger han.

De moderne fællesskaber bygger derfor på personlige valg i modsætning til tidligere tiders skæbnefællesskaber, mener Birthe Linddal Hansen. Vi kan i vid udstrækning selv vælge, hvilken uddannelse, vi vil have, hvor vi vil bo og hvilket tøj, vi vil gå i. Om vi vil være heteroseksuelle, buddhister, økologer, radikale eller Brøndby-fans. Om vi vil have familie, være enlig forælder eller single. Kort sagt: Vi kan i langt højere grad selv vælge, hvilke fællesskaber, vi vil indgå i, mener hun.

"Moderne fællesskaber er blevet langt mere valgbare, og er ikke nogle, man naturligt fødes ind i. Det betyder, at de er mere varierede og måske også sjovere. Men de er til gengæld også mere skrøbelige og flygtige, fordi de i langt højere grad baserer sig på valg end på en tvungen kontekst," siger hun.

Samme vurdering deles af Lars Henrik Schmidt.

"Et moderne fællesskab har en anden karakter end et klassisk fællesskab. Forskellen er, at vi i tidligere perioder forsøgte at blive os selv ud fra fællesskabet. Men nu om dage er det omvendt. Jeg skal hele tiden overveje, hvorvidt jeg har lyst til at indgå i et fællesskab. Og det er en helt anden måde at tænke verden på," siger han.

I den individuelle tidsalder er ansvaret for fællesskabet ens eget, og det er i høj grad med til at omdefinere præmisserne for at indgå i dem, forklarer han.

"Frem for at prøve at individualisere sig i et fællesskab så overvejer man nu i stedet, om man skal bruge sin individualitet til at gå ind i et fællesskab. Hvor vi tidligere havde valget om at springe ud af fællesskaberne, har vi nu valget om at tilvælge dem. Og det gør vi så også. Pointen er bare, at den type fællesskaber, man selv vælger, altid er momentane. Når man har tilvalgt dem, så forbeholder man sig samtidig retten til at springe ud af dem igen," siger han.

Dermed bliver fællesskaberne også mere skrøbelige eller flygtige, mener Birthe Linddal Hansen. For det stiller større krav til den enkelte om at vedligeholde de fællesskaber, man selv ønsker at være en del af.

"Hvis din mor bor i Jylland, og du bor i København, så kan du ikke tage for givet, at du har den nære kontakt og kan følge med i, hvordan det egentlig går hende. Du skal tage et valg om at se hende, for du render ikke ind i hende, ligesom du havde gjort, hvis du havde levet for 100 år siden. Så det kræver, at man er meget mere aktiv. Man skal selv tilvælge fællesskaberne," siger Birthe Linddal Hansen.

Ikke desto mindre er selve idéen om fællesskabet med stort F stadig et ideal.

Hun nævner som eksempel mobiltelefonselskabet Nokia, som de seneste år har haft succes med deres reklameslogan: connecting people. Underforstået, at folk ikke er connected, men at de har lyst til at blive det:

"Kampagnen er interessant, fordi den blot er et eksempel på et utal af reklamer, som alle sammen bruger fællesskabet som et stærkt værdiparameter. Skal man tro reklamebranchen, må man altså antage, at fællesskab er en værdi, som har betydning og er værdsat," siger hun.

At tro andet er da også dumt, mener Lars Henrik Schmidt: "Det er simpel social logik, at mennesker altid vil vælge fællesskaber til. Ingen kan eller vil stå alene i verden."

At fællesskabet stadig lever på trods af individualiseringen er også den erfaring, rektor på Allerød Gymnasium, Kirsten Schiellerup, har gjort sig. I sin translokationstale, som hun holdt for få uger siden, sluttede hun af med følgende opfordring til de nyudklækkede studenter: "Så gå nu ud i en masse nye fællesskaber og arbejd videre på det store projekt: hvem er jeg?"

Nutidens unge er...

Talen tog udgangspunkt i årets eksamensstile, som handlede om individualisering - og dermed også om fællesskab:

Ifølge en af teksterne i stilehæftet indgår man i dag ofte modstridende fællesskaber. Man kan således godt købe økologisk om formiddagen med de miljøbevidste, men bruge round up om aftenen med de travle. Men at fællesskaberne af den grund skulle være overfladiske, køber Kirsten Schiellerup ikke:

"Det er i hvert fald ikke noget, man skal skamme sig over. For i dag er det bare sådan, at man indgår i mange fællesskaber. Det er ikke nok at have familie og arbejde. Man skal også have flere venne-grupper, dyrke sport osv. Men det betyder ikke, at fællesskaberne ikke spiller nogen rolle, eller at de er mindre værd. Man bruger stadig fællesskaberne til at udvikle sig selv i projektet 'hvem er jeg'. Og den funktion er vigtig," siger hun.

Desuden stikker de unges fællesskaber dybere end som så, mener Kirsten Schiellerup:

"Jeg læser altid en stak af stilene for at holde mig orienteret. Og i år var det tydeligt, at de gerne vil fællesskabet, og at de også interesserer sig også for hinanden. De er ikke sig selv nok - de kan kende nogle ting, når de bliver beskyldt for at være det, men det synes jeg bare viser, at det ikke står helt galt til. Og samtidig med, at de vil fællesskabet, kæmper de deres egen kamp, og det synes jeg også, de skal."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her