Læsetid: 6 min.

Fællesskabets skole

Højskoleforstander Kasper Graarup mener, det er på tide at tage et opgør med det individuelle og personlige udgangspunkt, der ligger til grund for så mange meninger i dag - samt det, Thomas Wiehe kalder det imageprægende højglanssprog
24. marts 2006

Hvad gør Du den dag Solen går under?

Følgende kurser i henholdsvis økonomi, etik og astronomi kan man ikke følge på Vrå højskole til sommer:

Økonomi: Inflation og depression - hvad for noget tøj skal man vælge?

Etik: Det kategoriske imperativ og seks måder hvorpå det kan fungere for dig!

Astronomi: Solen, der er lavet af gas, kan eksplodere hvert øjeblik, det skal være, hvorved hele solsystemet vil gå under. Kursister får råd og vink om, hvad den enkelte borger kan gøre i en sådan situation. Kurserne her er fiktion, opfundet af Woody Allen og brugt af Zygmunt Bauman i bogen Flydende modernitet som eksempler på nutidens store patologi: Det evindelige individuelle og personlige udgangspunkt.

Jeg kom til at tænke på den sarkastiske Woody Allen, da jeg i Kristeligt Dagblad (den 18. marts) læste et indlæg af mine forstanderkolleger Erik Boel og Jørgen Carlsen. Under overskriften Højskolen er mere nødvendig end nogensinde, diskuteres højskolens rolle i verden af i dag, og i forhold til demokrati, globalisering og det multikulturelle samfund, hedder det, at "højskolen kan bidrage til at afklare, hvad globaliseringen betyder konkret og personligt".

Hvad betyder det for dig

Bedste Woody Allen-stil, men han ville nok have skrevet: "Vi lever i en globaliseret verden, hvor handlinger på den ene side af kloden har øjeblikkelige og uvægerlige konsekvenser på den anden. På højskolen undersøger vi, hvad det betyder for dig personligt".

Indrømmet, min læsning af Erik Boel og Jørgen Carlsen er muligvis ikke helt retfærdig. Til gengæld mener jeg, det er på tide at tage et opgør med det individuelle og personlige udgangspunkt, der ligger til grund for så mange meninger i dag. Det er nødvendigt for samfundet, og det er nødvendigt for højskolerne.

Den 6. marts skrev Politiken i en leder, at der heldigvis ikke længere er brug for højskolerne. Årsagen skulle være den, at højskolerne for længst er blevet overhalet af andre og bedre uddannelsestilbud, og at alle i dag har adgang til uddannelse som følge af en velfungerende folkeskole.

Hertil har jeg lyst til at tilføje, at det personlige og individuelle udgangspunkt, der altid har været højskolens varemærke også for længst er blevet overtaget og udvandet af det øvrige uddannelsessystem: Undervisningsdifferentiering er ikke noget nyt begreb. For så vidt har Politiken ret, og derfor er det en vigtig og relevant diskussion, lederen lægger op til: Højskoleformens berettigelse er ikke selvindlysende, og den statsstøtte, vi modtager, gives ud fra den forudsætning, at samfundet er godt tjent med udgiften.

Højskolen er til for samfundets skyld, altså for os alle sammen. Højskolen støttes af staten, fordi vi - som samfund - mener, højskolen yder sit til at gøre verden et bedre sted. Gør højskolen derimod ikke en positiv forskel, bør pengene kanaliseres et andet sted hen.

Individuelle rettigheder

Ib Ravn, forskningsleder ved Learning Lab Denmark, har, som beskrevet i Information (den 15. marts), netop udgivet bogen Forskning i sammenhænge.

Ib Ravn argumenterer her for, at al, al for megen forskning i højere grad handler om forskernes karrierer end om at løse konkrete samfundsmæssige problemer. Ib Ravn siger, at bidrager forskningen ikke til at gøre verden til et bedre sted, da har den ingen berettigelse. Og hertil siger jeg, det samme gælder højskolen. Men hvad er da højskolens berettigelse anno 2006?

Den vigtigste opgave i dag synes at være at erindre om fællesskabets og solidaritetens betydning. Vi lever i en individualiseret tid, som understreges af et mangfoldigt kommercielt udbud á la Woody Allens sommerkurser.

Og hvor højskolen måske tidligere kunne siges at give individet stemme og betydning i forhold til systemet, er opgaven i dag snarere at gøre opmærksom på rammernes betydning for de højtbesungne individuelle rettigheder. Som sådan er højskolernes berettigelse en politisk sag:

På Vrå højskole mener vi ikke, at individets frie udfoldelsesmuligheder er den vigtigste mission. Vi mener, at ansvarsfølelse og det fællesskab, der har så trange kår - ikke i skåltalerne, men i den faktisk førte politik - er det vigtigste.

Det er et sine qua non for, at vi som individer overhovedet kan udfolde os. Erik Boel og Jørgen Carlsen skriver, at de på deres højskoler har fulde huse, fordi de unge kræver engagement og stillingtagen.

Det er en tvivlsom karakteristik, og endnu mere tvivlsomt er det, om denne karakteristik i højere grad gælder for den yngre generation end for de ældre.

Det er nemlig ikke mit indtryk, at højskolelever skiller sig ud fra befolkningen i almindelighed.

Superindividualister

Tværtimod: Højskolerne domineres - akkurat som alle andre uddannelsesinstitutioner - af superindividualister med fokus på egne interesser. Erik Boel og Jørgen Carlsen skriver, at målet med højskolen er, at eleverne får øje på sig selv. Jeg tror, vi mener det samme, men jeg vil hellere sige, at statsstøtten først er givet godt ud, når eleverne glemmer sig selv og får øje på hinanden.

Jørgen Carlsen fortalte den 14. marts i Information om Thomas Ziehe, og det forekommer mig, at netop Ziehes kritik af 70'er-pædagogikken rammer hovedet på sømmet: Der var en gang, hvor frie og uformelle omgangsformer var det, der gjorde højskolen til noget særligt, men det er jo ret beset omkring 30 år siden, det øvrige uddannelsessystem meldte sig ind i klubben og dermed gjorde nichen til mainstream. I dag opflaskes vi alle med det 'personlige, uformelle og individuelle' i fokus, og jeg er enig med Politikens leder i, at det er tvivlsomt, om højskolen har et forspring på dette felt.

Forankring i verden

Og på Vrå højskole vil vi slet ikke have det. Vi ønsker at give vores elever en konkret faglig og vidensbaseret forankring i verden og dermed i sig selv. Rækkefølgen er vigtig. Det er ikke individet først. Det er en viden om verden først.

Det er en faglig og i fællesskabet forankret dannelse, der skal give det individuelle udgangspunkt. Vi behøver ikke lære vores elever at forfølge egne mål. Det kan de i forvejen. Det, de ikke har så godt styr på, er, at betingelsen for et godt samfund er, at man hjælper hinanden.

Woody Allen har også sagt: "Jeg agter at blive udødelig. Ikke ved at gøre noget stort, men ved ikke at dø."

Sådan har vi det også på Vrå højskole, og når jeg siger det på den måde, er det i et forsøg på at distancere mig fra det Thomas Ziehe kalder 'Imageprægende højglanssprog'.

Ziehe beskriver fænomenet i forordet til sin seneste bog oversat til dansk, 'Øer af intensitet i et hav af rutine': Uddannelses- og dannelses- institutioner pålægges i dag, dels af omverden i form ministerielle krav og dels af sig selv i form af behov for profilering, krav om 'programmatiske selvbeskrivelser', der som oftest slår over i 'imageprægende højglanssprog'.

Sådan som hvis nu man skrev, at man ville 'skabe hele, kompetente og kreative mennesker'.

Visionen kan der jo ikke være noget at udsætte på, men der er noget ved den sproglige form, der gør det utroværdigt og får det til at virke som tomme floskler.

Naturligvis skal højskolen profilere sig selv og argumentere for sin berettigelse, men i denne øvelse havner vi, som så mange andre også let i ulidelig markedsføringsjargon, der medfører en fornemmelse af blot at blæse sæbebobler.

I relation til dette skriver Ziehe, at selviscenesættelsen og systemets vurdering og evaluering af samme, ikke må fjerne fokus fra det, det hele handler om, nemlig at skabe gode læringssammenhænge.

Virkeligheden er ikke programmatisk, den er virkelig, og også på højskolen bevæger vi os midt i den: Vi har superindividualister, og vi har elever, der har brug for at komme sig efter de sår, frihedens tidsalder har påført dem.

Vi skal prøve at gøre hinanden glade og ansvarsbevidste, og vi skal lære, at vi har brug for hinanden. Lykkes det for os, er tilskuddet til højskolerne givet godt ud.

Kasper Graarup er forstander på Vrå Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her