Læsetid: 5 min.

Fængslende kunst

I går åbnede Horsens nye statsfængsel, og i dag afsløres den kunst, fangernes skal se på. Informations udsendte medarbejder fik adgang, inden kunsten spærres inde. Fremover skal man have begået en alvorlig forbrydelse for at kunne se den
3. oktober 2006

Horsens nye Statsfængsel består af gule murstensbygninger, der ligger som kiler ind i det jyske landskab. Omkring bygningerne er en massiv grå mur, der ligesom efterårsskyerne ikke tillader noget at slippe igennem sig. Jeg melder mig i vagten med min særtilladelse fra kriminalforsorgen og taler med en af fængselsbetjentene. Lad os kalde hende B, for en sikkerheds skyld, nu det er Danmarks sikreste fængsel, vi befinder os i. Hun udtrykker en vis bekymring for vagternes, ikke fangernes, sikkerhed.

"Der er lange afstande imellem bygningerne og langt hen til muren. Vi definerer alle sikkerhed forskelligt, og forhåbentlig har arkitekterne tænkt på at beskytte alle mod hinanden."

Jeg spørger B, hvad hun synes om den kunst, der er kommet ind i fængslet, og måske aldrig får udgangstilladelse. Hun slår straks ned på et allerede omdiskuteret kunstværk, nemlig Christian Lemmerz- mere end mandshøje hermafroditengel, der har vinger flagrende bagud og armene rakt frem, så man kan se tatoveringerne på underarmene. DOG på den ene og GOD på den anden. Op ad englens ene læg slikker en flammetatovering, og på hovedet har hanhun en tornekrans, og ellers både pik og bryster i en muskuløs bronze. B mener, at skulpturen er forkert placeret, fordi den står foran rockernes særlige bygning, som har egen gård med en sort mur ud til de øvrige fællesarealer, så fangerne ikke kan signalere til hinanden. Hun mener, at skulpturen er en hyldest til Hells Angels.

- De vil da nok ikke identificere sig med en hermafrodit?

"Årh," svarer B: "de fleste af de testoronbomber har da større tævepatter, end jeg."

Hun fortæller også, at fængslet rummer en særlig bygning til andengenerationsindvandrere. Jeg spørger, om det er andengenerationsindvandrere generelt, eller om de skal have gjort noget kriminelt for at blive sat i fængsel. Man ved jo aldrig i disse tider. Men nej, afdelingen er kun til de negativt styrende, siger B. Der er andre, der godt kan finde ud af at lytte, når hun ser dem i øjnene og siger, hvad de skal.

Ortweds bronzemark

Omkring forgården står husene tæt. Der holder en bil parkeret på asfalten, i hjørnet står nogle kasser. Så er der for øvrigt også lagt en skulptur på asfalten. Kunstneren er Kirsten Ortwed, og jeg så skulpturen, da den stod på bronzestøberiet i Italien.

En stor modelleret mark af bronze med samme plan som fængselsarealet. Stivnet tid, som fangernes tid er stivnet og bundet metalagtigt hårdt fast til stedet.

Den store bronzemark er sat på kiler af grøn marmor, der minder om de kiler, fængselsbygningerne er i det bakkede landskab, og de kiler, forbrydelsen er ind i samfundet. Da jeg så skulpturen i støberiet, var den prægtig og tankevækkende. Da jeg så den i den alt for lille gård, stillet direkte på asfalten, slap kunsten ikke igennem. Jeg talte med arkitektfirmaets konstruktør, med fængslets tekniske chef, med organisten; alle er enige, den skulptur burde placeres anderledes. Men det er åbenbart for sent, her tager ingen længere ansvar. Fangerne ser den også kun, når de kommer ind. Og når de kommer ud. Men alligevel. Den ville gøre sig smukt på den enorme bølgende græsplæne mellem de gule, kileformede bygninger som har den vidde, skulpturen har brug for.

Teletubbies

Bag forgården begynder de velfriserede græsbakker. I midten ligger en sø, hvor teknikere i orange tøj fisker vandplanter. Bag de funktionalistiske bygninger er muren, og bag muren kan man se lidt træer og mark de få steder, hvor terrænet når op over den høje mur. Der står lave hvide robotlignende kasser på græsset, som ligner støvsugermundinger for oven. Bag muren drejer en vindmølle. Det hele minder om Teletubbies, et børneprogram for 25 årige, som skal forestille at foregå i en surreel fremtidsverden fuld af gentagelser.

Hullet i muren

Robotkasserne viser sig at være avanceret infrarød overvågning, der i mørke får øje på alt, der bevæger sig op til 30 centimeter over jorden. Jeg går ind i kirken, der dominerer det centrale kulturhus. Musikken strømmer ud fra orglet. Jeg kan se, at nogen har brudt hul i kirkemuren. Det er billedhuggeren Øivind Nygaard, der har lavet altertavlen til kirken. Nygaard siger, at han har forsøgt at identificere sig med fangerne som mennesker. Hvad vil man allerhelst, hvis man er i fængsel? Ud.

Så altertavlen er et hul i kirkemuren. I midten sidder et asymmetrisk kors, der er 90 centimeter dybt, og stikker ud på begge sider. Hullet er dog fyldt ud med glas, men effekten er der. Problemer er naturligvis, at fangerne kun kommer ud i teletubbiesland, hvor der måske er trøst i fodboldmålene, og det buslæskur, der er stillet op til bænkevarmerne. Symbolikken lader ikke til at have strejfet den tekniske chef. Her kan spillerne sidde og vente på en bus, der ikke kommer, midt på en græsplæne, der ligner noget fra børnetv.

Jeg går om bag Lemmerz skulptur, og lukker mig ind i en af de celler, der er tiltænkt de hårde rockere. Der er tremmer for vinduerne og en skodde, jeg kan åbne for luft, med et tæt metalgitter for. Døren har to låse. Der er et lillebitte pænt badeværelse. Alt lys tænder langsomt og tøvende når man går ind, som om det er i tvivl, om det har lov. Der er seng, bord, opslagstavle, skab. Gulvene er orange. Der er et samtaleanlæg. Jeg ser ud i et metalhegn foran den grå mur, på græsset er flere overvågningsstøvsugsrobotter. Der er en strimmel velfriseret plæne, og mågerne flokkes op over muren, som om de har fundet et lig. Intet, absolut intet, til at stimulere fantasien.

Kunst som straf

Rengøringspersonalet siger, at det nye fængsel er flot - det er nærmest som at være på ferie for de indsatte.

Jeg ved ikke, hvad slags ferie de plejer at tage på.

Gangen er malet en form for gul, som må være dobbelt straf for fangerne, ligesom Lemmerz har udtalt, at den moderne kunst i fængslet også må være ekstra straf for fangerne. En af vagterne peger på en bygning, monotont magen til den, jeg har forladt.

"Det er så den narkofri afdeling," siger han.

- Nå, er der så narko i resten af fængslet?

"Fangerne har så meget fantasi," siger han.

Da jeg kommer ud i det fri, er en ordentlig stabel bronzepapir ved at blive sat op foran kirken. Det er sagens akter, en fem meter høj skulptur, også af Øivind Nygaard. Den står sejrssikkert op i luften, i modsætning til Hanne Warmings menneskefigur, der krummer sig sammen i gården mellem produktionshallerne, hvor fangerne skal producere 37 timer om ugen.

Det er tanken, at fængslet skal afspejle det omkringliggende samfund, med kunst, produktion, fodbold. Og mennesker. Gud ved, hvilken kunst de har i Teletubbies land?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her