Læsetid: 4 min.

Færdige Fergo

14. januar 2002

DET HØRER til sjældenhederne, at kirkeministre ligefrem er underholdende. Som regel ordner en regering sig stille og roligt med kirkeministeriet takket være en minister, hvis engagement i dette specielle ressort er til at overse. Det kirkelige selvstyre klarer det meste selv, ministeren er bagstopper og bistår, hvis noget større substantielt står på spil. I al sin kedsommelighed er dette givetvis en glimrende indretning. Måske er allerbedst kirkeministre, der ikke er følelsesmæssigt belastede, måske ligefrem ikke er medlemmer af Folkekirken eller, som den danske befolkning flest, sjældent manifesterer sig alt for fysisk påtrængende i Guds hus.
Anderledes med kirkeministre af lidenskaben, politikertyper der selv har aktier i firmaet. En sådan er nuværende Tove Fergo (V), som ikke blot er præst af fag, men hvis sympati for en sekterisk retning inden for kirken, kendt som Tidehverv, er åbenbar. Giftige (salme)tunger vil ydermere vide, at Fergo er så godt som fjernbetjent af de frygtelige fætre i det nye Folketing, Krarup skråstreg Langballe.

Det eventuelt tiloversblevne af ministerens handlefrihed synes deponeret i egne stærke lidenskaber, efter sigende udsprunget af personligt relaterede tildragelser i fortiden, samt af holdninger i kategorien der almindeligvis går under betegnelsen fordomme. I sin egenskab af præst nægter ministeren for eksempel at velsigne homosexuelle forhold, da sådanne ifølge pinkoden i det fergoske betalingskort til evigheden strider mod natur og bibel. Nu er naturen som bekendt finurlig i sin ustyrlige vælde, og med respekt: mængden af forældet sludder og vrøvl i Den Gode Bog legio.
Den slags infamier i Guds og de hellige skrifters navn, ofte vendt mod minoriteter, formår præster i den fundamentale tradition over alt på jorden at iklæde teologisk-retoriske gevandter, så det hele lyder finere. Ølse for eller ølse bag bevarer pølsen dog sin smag. Tove Fergo er ganske enkelt en reaktionær horisontforsnævret absolutist på linje med andre religioners fundamentalistiske ypperstepræster, der har deponeret forstand og fornuft i dogmer og lader dem være pålydende midt i livets blomstrende mangfoldighed. (Margrete Auken kaldte i et muntert indlæg i Folketinget Krarup/Langballe for tingets nye mullaer. Krarups alvorlige reaktion var ubetalelig.)

DET KUNNE være pastor Fergos og hendes menighedsråds egen sag, at hun vedkender sig et doktrinært kirke- og menneskesyn. Men nu er hun altså – fanden forstå det – blevet minister, hvilken ophøjelse hun gerne selv understreger, og skulle som sådan optræde rummeligt favnende og med visdom. Thi en minister forventes at være den gode tjener for folket – i dette tilfælde folkets kirke, Folkekirken.
På en god måneds tid har Fergo imidlertid rendt sig staver i livet, der under gængse forestillinger om et regeringsmedlems virke måtte have kostet taburetten. Ministerens ord er ganske enkelt ikke til at regne med. At blive grebet i lodret selvmodsigelse – for ikke at bruge et mere belastet ord – hvad angår kirketællingerne, det vil sige præstens indberetning af besøgstallet i kirken – var i sig selv tilstrækkeligt til, at en statsminister i en ordentlig regering sagde tak for kaffe og fandt sig en anden kirkeminister. Håndteringen af salmebogssagen ville i øvrigt have været mere end nok. Tilsidesættelsen af i hundredevis af engagerede, flittige menneskers arbejde gennem en lille snes år var ikke blot ufatteligt usagligt. Det var en dumhed af de gigantiske.
Fergos adfærd allerede i den forbindelse mere end lod ane denne ministers manglende politiske begavelse og intellektuelle format.
Kirkens administrative og teologiske afdelingschefer, biskopperne, bestred Fergos autoritet og forlangte et møde. Her blev ministeren over kaffebordet tævet på plads af denne ganske formidable forsamling, som Ekstra Bladet ganske vist har døbt fløjlsmaver, men som i så fald har hård hud andre og mere hensigtsmæssige steder. Ministerens tilbagetog var lige så fundamentalt som hendes livsholdning. Færdig med Fergo.

TILBAGE BLIVER den allerede antydede dybe undren over, at nogen nogensinde kan have fået den eksotiske idé at gøre lige præcis denne præst til minister. Anders Fogh Rasmussen, der siges at være kontrolfreak, har her skaffet sig selv en total tåbelig og overflødig kronisk konfliktårsag på halsen. Fergo får jo næppe flere hjernevindinger af, at biskopperne har svinget stavene over hendes hoved. I modsat fald måtte man bede dem om at svinge stavene noget hyppigere.
Forklaringen må søges i, at Anders Fogh Rasmussen enten ønsker konfrontation på alle leder og kanter. At han vitterlig er kommet for at plante storm og høste orkan i det danske samfund, selv i noget så relativt harmonisk som den danske folkekirke. At tiden til forandring ikke skal forstås som en ny salmebog, men forandring fra konsensusdemokrati til majoriserende fåmandsvælde.
Det kan man jo næppe tro, skønt statsministeren – åbenbart glemt af mange – før har demonstreret vilje til at tilsidesætte gængse spilleregler og på egen hånd og efter egne kreative regler gå kreativt til værks.
Den anden mulighed, som sagtens kan være i slægt med den her antydede, er noget mere elementær – eller pinlig: Ét er jo at forberede sig hele livet på at blive statsminister, et andet er at vælge Fergo som minister for noget som helst. Hvad mon dette dybest set betyder?

mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her