Læsetid: 5 min.

Færingerne kan selv - grønlænderne kan ikke

Er det en øvelse i at puste sig op, når grønlandske politikere skælder og smælder mod Danmark? De skulle hellere bruge energien på at komme i gang med arbejdet for at forberede sig til fuld selvstændighed, hvor vi taler om et projekt 50-100 år ude i fremtiden
18. november 2005

"I det øjeblik, Færøerne og Grønland ønsker fuld selvstændighed, vil ingen i den danske regering eller det danske folketing modsætte sig det."

Ovenstående er i årevis, næsten som et mantra, blevet gentaget fra Folketingets talerstol hver gang debatten er drejet ind på de to nordatlantiske lande. Også vi fra Dansk Folkepartis side har i diverse debatter udtrykt os i lignende vendinger.

Det agter Dansk Folkeparti også fortsat at gøre, når det gælder Færøerne, men ikke når det gælder Grønland.

Vi indser, at det har været en fejl i den grad at betragte de to nordatlantiske lande under ét - som om de to landes udviklinger og udviklingsniveauer var ens. Det er de ikke. Og derfor må vi fastslå, at mens Færøerne den dag i dag - måske bortset fra nogle overkommelige økonomiske vanskeligheder - ville være absolut egnet til at varetage egne forhold i et selvstændigt land, gælder dette ikke for Grønland.

Fuld selvstændighed til Grønland er et langtidsprojekt. Vi taler om 50 til 100 år ude i fremtiden.

Inden vi går ind på, hvorfor Grønland i vore øjne ikke i overskuelig fremtid har mulighed for at stå på egne ben i en egen selvstændig stat, vil det her være på sin plads at slå fast, at vor indgangsvinkel til problemstillingen alene er hensynet til det grønlandske folk.

For nemt at slippe

Økonomisk ville det da for os være herligt at slippe for Grønland - og derved hvert år kunne spare knapt fire milliarder kroner på finanslovens grønlandskonto, ud over de mange hundreder af millioner, vi skal finde til Grønland ved siden af - vi taler militærudgifter, vi taler fri uddannelse af grønlændere i Danmark, vi taler hospitalsudgifter til grønlændere i Danmark etc. etc. Men gjorde vi det, ville vi til gengæld i årtier gå rundt med en rigtig elendig samvittighed, fordi vi på denne lette facon lod det grønlandske folk i stikken - samtidig med at vi svigtede vores historiske og folkelige ansvar, som altså også indbefatter det grønlandske folk.

Mens færingerne på snart sagt samtlige områder vil kunne stille med egne folk på ledelsesposter inden for erhvervsliv og offentligt liv - et aldeles afgørende forlangende, når der tales om fuld selvstændighed - er dette på ingen måde tilfældet for grønlænderne.

Der befinder sig for tiden et sted mellem 6.000 og 8.000 danskere i Grønland. En ganske dramatisk overvældende del af samtlige ledende poster i Grønland - såvel i det private erhvervsliv som inden for det offentlige - skal findes blandt disse danskere.

Denne beklagelige situation er den samme, som da Hjemmestyret for knapt 30 år siden blev en realitet. Intet er ændret. Der har i denne forbindelse ingen udvikling været på en tredjedel af et århundrede. Mange unge dygtige grønlændere uddanner sig, enkelte af dem opnår en højere uddannelse i Danmark, men enten bliver de hængende i Danmark og fortsætter karrieren der; og vender nogle af dem tilbage, er det, uvist hvilken grund, meget sjældent, at det ender med en topstilling hverken inden for erhvervslivet eller i den offentlige administration.

For at kunne styre og udvikle sit eget land, kræves i vor moderne verden masser af kompetence - og det er en kompetence, som grønlænderne generelt ikke har, og som man i overskuelig fremtid ikke ser ud til at kunne mønstre.

Kompetencerne mangler

Man skal kigge meget langt for at kunne spotte en grønlandsk læge, en ledende grønlandsk politimand - eller grønlændere på poster som kommunaldirektører, revisorer, teknikere, ingeniører, dommere, advokater, arkitekter, direktører, afdelingssygeplejersker, entreprenører, socialchefer, skibsbyggere, geologer, havbiologer, sundhedsdirektører, professorer - ja, højt uddannede akademikere i det hele taget. Sådanne grønlændere findes, ja. Men de er beklageligvis undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de ikke findes.

Dog kan kompetencerne findes - og de skal findes, hvis Grønland skal have fuld selvstændighed. Alle ressourcer skal kastes ind i en udvikling af et aktivt privat erhvervsliv; således skal iværksætterkulturen udvikles, så der bliver skabt produktion - og så moderne produktionsformer og kommunikation som it o.l. bliver udbredt. Der skal satses inden for alle erhvervsområder, og der skal satses på videregående uddannelser for Grønlands unge. Det kræver hårdt og målrettet arbejde at skabe kompetencerne, og det vil tage årtier før det eventuelt vil kunne lykkes.

Men fra de ledende grønlandske medlemmer af Landstinget og Landsstyret bliver der ikke gjort meget for at øge kompetencerne. Derimod har man fra politisk hold været stærkt optaget af at grønlandisere Grønland, frem for at internationalisere. Man troede det var smart at tilsidesætte danskundervisningen i skolerne for i stedet at få indført engelsk som en slags andet-sprog, men dels er engelsk og dansk nært beslægtede sprog, og dels er det altså ikke i London eller New York, men stadigvæk i Danmark, at de unge grønlændere skal have den videregående uddannelse. Nu lander de så i Danmark, og er ringere til dansk end nogensinde. Intet under, at mange taber modet, og uden uddannelse vender slukørede hjem til Grønland.

Hungersnød og incest

Hjemme venter jo så desværre i høj grad dårlige sociale miljøer. Det er ganske uacceptabelt, at man inden for det danske rige har områder med direkte hungersnød som med børnene i Tasiilaq, med voldsom alkoholisme, med udbredt incest. Landsstyret og Landstinget gør kun lidt for at bekæmpe dårligdommene. Der har man travlt med så meget andet.

Blandt andet har man åbenbart masser af tid til at skælde og smælde mod Danmark og alt hvad der er dansk. Specielt fra politikerne fra de ledende partier, Siumut og IA - de røster man også hører i Folketinget - kan man ofte i grønlandske medier læse og høre Danmark omtalt særdeles nedrigt. Vi er ikke klar over, om det er sådan en slags øvelse i at puste sig op for at virke stærkere og mere pompøse; blot må vi konstatere, at det ikke er specielt befordrende for noget som helst - undtagen en dårlig stemning. Langt bedre ville det være, om disse politikere, såfremt deres mål er et selvstændigt Grønland, ville bruge energien på at stramme musklerne og komme i gang med arbejdet.

Fuld selvstændighed for Grønland bør bestemt være et fælles mål for danske og grønlandske politikere - det ligger også mejslet fast i det arbejde, der for tiden pågår i kommissionsarbejdet, og fra dansk side vil vi gerne med det samme træffe en principbeslutning om at målet er et selvstændigt Grønland - meget gerne stadig inden for Rigsfællesskabet. Men den endelige beslutning om fuld grønlandsk selvstændighed vil Dansk Folkeparti ikke lægge stemmer til, før det øjeblik Grønland besidder de nødvendige kompetencer for at kunne fungere som en moderne vestlig stat.

Søren Espersen og Chr. H. Hansen er begge MF og medlemmmer af Grønlandsudvalget for Dansk Folkeparti

Chr. H. Hansen desuden medlem af Selvstyrekommissionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu