Læsetid: 4 min.

Færøsk dilemma

20. januar 2004

Koalitioner i færøsk politik er af en anden karakter end dem, man ser i de fleste andre samfund. Det har de seneste seks år været en iøjnefaldende bekræftelse på. Under ledelse af Anfinn Kallsberg har det konservative Folkeflokken stået i spidsen for et landsstyre (regering), hvor det andet store parti har været Republikanerne under ledelse af Høgni Hoydal. Det eneste de to partier stort set har kunnet enes om, er kravet om selvstændighed.
I det lys er det faktisk bemærkelsesværdigt, at de har kunnet holde sammen så længe – oven i købet med to små partier, Selvstyrepartiet og Centerpartier, som regeringspartnere. Dybe konflikter har da også præget regeringsarbejdet, og i efteråret meddelte Republikanerne, at de ikke længere havde tillid til Kallsberg. Anledningen var en bog, der beskrev Kallsbergs kreative forretningsmetoder i begyndelsen af 1980’erne, da han drev sit eget bogføringsfirma.
Når Hoydal og hans partifæller nu har brugt denne sag som begrundelse for at bryde det politiske samarbejde, kan det dårligt opfattes som andet end en ydre anledning. Kallsbergs sag fra dengang har været almindelig kendt i den færøske offentlighed. Men ifølge Hoydal løj lagmanden om sagen, da den sidste sommer endnu engang var genstand for mediernes bevågenhed. Som selvstændig årsag til at bryde regeringssamarbejdet fremstår denne brøde dog som meget tynd. Langt snarere var der tale om uoverstigelige modsætninger mellem de to store regeringspartier.

Kallsberg reagerede ved at udskrive nyt valg til Lagtinget, selv om det kun er halvandet år siden, der sidst var et sådant. Og nu står både han og Hoydal til at miste deres poster. Meningsmålingerne peger entydigt på, at flertallet ved valget i dag vil gå til det liberale Sambandsparti og Socialdemokratiet. Også disse partier har store, indbyrdes uenigheder, men de er enige om, at Færøerne skal forblive i rigsfællesskabet med Danmark. Derfor ser det ud til, at de bliver kernen i den næste regeringskoalition.
Det er ensbetydende med, at processen, der skulle føre frem til fuld selvstændighed, vil blive sat i stå. Og det har de nuværende regeringspartier kun sig selv at bebrejde, selv om de i sin tid blev genstand for en temmelig hårdhændet behandling fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans SR-regering. Hvis færingerne ville gå deres egen vej, rent nationalt, ville det danske tilskud falde bort efter en kort overgangsperiode på fire år.
At netop den dansk-færøske økonomi ville spille en rolle, var koalitionen imidlertid ikke i tvivl om. Som led i den langsigtede strategi er det lykkedes den i løbet af regeringsperioden at reducere bloktilskuddet fra Danmark fra godt én milliard kroner til 626 millioner. Den har med andre ord arbejdet målbevidst på at formindske afhængigheden af den store partner i rigsfællesskabet.

Men samtidig har der manglet en samlet plan for det forløb, der skulle føre frem til selvstændigheden. Og her træder kontrasten til den grønlandske proces klart frem. Ønsket om fuld selvstændighed har ikke samme styrke i det grønlandske som i det færøske samfund. Men grønlænderne er utilfredse med de begrænsninger, der ligger i det nuværende hjemmestyre som stammer fra 1979. Derfor nedsatte det grønlandske landsstyre i 2000 en kommission, der skulle udarbejde anbefalinger om de initiativer, der vil være nødvendige for at gennemføre et fuldt selvstyre inden for rigsfællesskabets rammer. Dens betænkning kom sidste år og munder ud i et forslag om, at der skal etableres en ’Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse’.
Det fører nu til, at der oprettes en fælles grønlandsk-dansk kommission. Og der er ingen tvivl om, at omfanget af det grønlandske selvstyre vil blive udvidet. Efter al sandsynlighed uden danske trusler om at bruge den økonomiske tommelskrue.
For den regeringskoalition, der nu er brudt sammen, ville en sådan arbejdsmetode være for uambitiøs. Men det har også været ensbetydende med, at retorikken om selvstændighed har haft nemt ved at brede sig på bekostning af en mere stilfærdig, men bedre tilrettelagt strategi i forhold til det, der anses for den danske kolonimagt. Det kom klart til udtryk, da Nyrup Rasmussen i sin tid truede med en overgangsperiode på kun fire år. Hvis den skulle blive virkelighed, ville flertallet af færingerne ikke længere være med på kursen mod selvstændighed. Det ville de derimod godt, hvis der blev tale om en aftrapning over 15 år.
På den baggrund vil det næppe være så dårligt, hvis dagens valg falder ud, som meningsmålingerne tyder på. En sejr til Sambandspartiet og Socialdemokratiet vil ikke være ensbetydende med, at kravet om fuld national uafhængighed forstummer blandt en betydelig del af den færøske befolkning. Men de politikere, der – med Høgni Hoydal i spidsen – står for denne linie, vil få tid og ro til at overveje, hvordan de kan håndtere det dilemma, de i denne omgang selv er blevet politiske ofre for.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her