Læsetid: 3 min.

Fæstning Danmark

11. november 1998

BERTOLT BRECHT skrev i 1939 under sin landflygtighed fra nazismen, som også bragte ham til Danmark, et nuanceret digt med en i dansk oversættelse tvetydig titel: Til dem der kommer efter os. Dels kommer unægtelig nogen efter flygtningen, der derfor er flygtning, dels kommer nogen efter ham og udgør eftertiden, som jo gerne skulle være blevet klogere:
I det store digts tredje og sidste afsnit hedder det:
I, som skal dukke frem af den flod
I hvilken vi gik til grunde
Betænk
Når I taler om vore svagheder
Også den mørke tid
Som I undgik
Skiftende land oftere end sko
Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede
Dengang der kun var uret at se og ingen harme
Samtidig véd vi:
Også hadet mod gemenheden
Forvrænger et ansigt
Også vreden over uret
Gør stemmen hæs. Ak vi
Som ville berede en vej for venlighed
Kunne ikke selv være venlige
Men I, når det kommer så vidt
At menneske bliver menneskes hjælper
Betænk os
I overbærenhed."
Brecht, oven i købet privilegeret, verdensberømt som han var, prøvede på egen krop, hvad det ville sige - med en omskrivning af digtets ord: når "gaderne fører ud i pløret, sproget røber én over for slagteren", og målet ligger langt i det fjerne "klart synligt om også uden for rækkevidde".
Den uønskede politiske flygtning, den statsløse eller blot den uønskede på rastløs men ufrivillig drift mellem landene blev som bekendt et fast rollefag i det tyvende århundredes kvalmende drama. Stater, der havde deres på det tørre, handlede umenneskeligt og lurvet. Med skam at melde stod Danmark forrest blandt de lurvede.
En enkelt litteraturhenvisning vil være tilstrækkelig: Leif Larsens og Thomas Clausens rystende dokumentation i deres undersøgelse af tyske Hitlerflygtninge i Danmark: De forrådte. Blot på baggrund af denne fremstilling må enhver påstand om danskerne som et næstekærligt kristent folk i de gode gamle dage, hvor venligheden blomstrede om kap med himmelblå kærminder, give de retsindige brækfornemmelser. Den historiske sandhed er en anden. Danmark svigtede og sendte akkurat som Schweiz og andre forskrækkede og selviske nationer asylsøgere tilbage i armene på Gestapo. Børnelærdom.

ALLE, DER FØLGER bare overfladisk med i nutidens flygtningedebat og nu og da forlyster sig med de mere populistiske mediers behandling af fænomenet, vil vide, at erfaringen fra trediverne ikke i nævneværdigt omfang har smittet af på de toneangivende grundholdninger, der bestemmer farten. De "rigtige meninger" har desværre ikke megen magt.
Undskyldningerne for ikke at ville tage imod folk i åbenbar akut nød er legio. Tvivlen kommer ikke flygtningen til gode. Såfremt vedkommende ikke kan bevise, at faldøksen med navn på allerede er hævet, og han derudover opfylder en række i øvrigt ofte tvivlsomme eller ligefrem irrelevante betingelser, er det ud af klappen, før den så meget som er åbnet på klem.
Senest har vi bevidnet den skammelige hjemsendelse af en iraner, der mente Rushdies bog kunne være af interesse for hans landsmænd. Foreløbig er han forsvundet, pist væk i Teheran.
Baggrunden for denne forbavsende fremmedretstilstand i Danmark er selvsagt en national politisk mentalitet, som man i outreret og menneskeforagtende oprigtighed kan læse sig til i Ekstra Bladet, når bladets hofpoet pastor Krarup svinger røgelseskarret.
Men det nytter ikke blot at tørre den af på ham. Dette tragiske griber dybere ned i den danske holdning til folk udefra - vel at mærke fra områder, hvorfra vi gerne henter utryghed og fjendebilleder. I den forstand gør det indtryk at læse Niels Rohleder i gårsdagens Information, hvor han uigendriveligt redegjorde for de krumspring, danske myndigheder atletisk udøver for at forhale visa med den slet skjulte hensigt i sidste ende at afvise ansøgeren.
Såfremt en og anden kroat f.eks. føler trang til at dvæle ved prins Amleds grav, kan han godt på forhånd glemme det. Sammenholdt med Danmarks øvrige fremmedpolitik tegner sig efterhånden et svært acceptabelt billede af dansk civilisation. Var dét mon meningen: at landet, hvor politibetjentene er gode mod nyudklækkede ællinger og deres mor, på det menneskelige plan er som en fæstning mod fremmede, der blot ønsker at besøge vort kuldslåede smørhul?
Kolde hjerner kan trøste sig med, at en restriktiv holdning over for fremmede som sagt falder i tråd med dansk forhistorie på området, og at vore holdninger åbenbart ikke lader sig distrahere af disse historiske erfaringer. Men sandelig, som Brecht skriver: "Vi lever i mørke tider, det troskyldige ord er en tåbelighed, en glat pande røber den afstumpede..."mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her