Læsetid: 4 min.

Fæstning Québec

23. april 2001

»Jeg er her for at lære af og lytte til stemmer inden for og uden for denne sal, som er indstillet på en konstruktiv dialog.«
Præsident George W. Bush på den amerikanske hemisfæres topmøde 21. april 2001.

NÅR ET LAND med et relativt progressivt renommé som Canada føler sig berettiget og forpligtet til at bygge en veritabel fæstning omkring én af det nordamerikanske kontinents smukkeste byer for at beskytte 34 stats- og regeringschefer, så ved man, at et eller andet er grueligt galt i denne verden. Set fra myndighedernes side var det tre meter høje og seks kilometer lange beton- og metalhegn omkring størsteparten af Québecs gamle ’europæiske’ by formentlig nødvendigt af sikkerhedsgrunde. Canadas regering ville for alt i verden undgå en gentagelse af urolighederne under WTO-mødet i Seattle i 1999, hvor demonstranters fysiske blokade af trafikken bevirkede et tab af halvanden ud af tre dage afsat til forhandlinger om en ny frihandelsrunde. Derfor oprettede man en sikkerhedszone så stor, at alle aktiviteter, herunder logi og bespisning, kunne finde sted inden for ’skændslens hegn’. Lederne forlod altså aldrig området. Præsident Bush indåndede dog tåregas på vej ind i en limousine.

UDEFRA BLEV sikkerhedshegnet opfattet som en provokation. Det var naturligvis ikke meningen, men der skal nu ikke megen fantasi til at forestille sig, at demonstranter ville anse ’muren’ for et symbol på den kløft, som skiller de politiske magthavere og den internationale bevægelse mod globaliseringens negative sider. For de mest radikale i bevægelsen var det væsentligste formål med aktionerne at rive hegnet ned. Trods det massive sikkerhedsopbud lykkedes det overraskende fredag. Lørdag gik det endnu mere voldsomt til med flere sårede; denne gang kunne politiet holde stand, fordi de brugte tåregas, vandkanoner og gummikugler. Alt i alt var facit grimt. Topmødet i Québec bød på mere vold end Seattle. Javist, det var et mindretal, som kastede sten og molotovcocktails mod canadisk politi – våben, der ikke blev brugt i Seattle – men 6.000 canadiere og amerikanere deltog faktisk i en eller anden form for aggressiv aktion nær sikkerhedshegnet lørdag. Det var ikke ufarligt at gå rundt i byens gader. Man blev konstant overvældet af tåregas; brosten og bomber kom flyvende fra alle retninger. Anarkister klædt i sort gjorde deres for at skabe en urolig atmosfære.

I DEN ANDEN ENDE af Québec blev en fredelig demonstration med 30.000 deltagere afviklet. Sent lørdag eftermiddag brød nogle få tusinde ud af optoget og sluttede sig til de radikale aktivister nær sikkerhedshegnet. Her kunne man altså tydelig se det dilemma, den pænere del af bevægelsen befinder sig i. På en ene side var man oprørt over ’muren’, på den anden side ønskede de fleste deltagere i den ’officielle’ demonstration ikke at blive slået i hartkorn med anarkister og andre radikale grupper. Det forbandede er, at medierne kun tager notits af voldelige demonstrationer. Hvis man vil have sin stemme hørt, er det en dårlig ide at planlægge en fredelig demonstration.
Inden topmødet mellem lederne fra Nord- og Sydamerika i weekenden afviklede en stort opbud af NGO-grupper og fagforeninger fra de 34 lande et velbesøgt ’folkenes topmøde’ i Québec. Jo, det blev da dækket i canadiske medier, men under det officielle topmøde var hovedhistorien volden, der faktisk satte stats- og regeringscheferne i skyggen. 6.000 unge aktivisters forsøg på at bryde igennem barrieren er desværre, hvad vi vil huske Québec for.
NOGET TYDER PÅ, at sådan bliver dynamikken i de kommende års brydning mellem de folkevalgte politikere og den mangehovedet globaliseringsfjendtlige bevægelse. Fra aktionerne i Seattle over Washington, Prag, Davos til Québec er det blevet tydeligere, at uden direkte og af og til voldelige aktioner udført af den radikale del af bevægelsen ville de salonfähige NGO-grupper næppe være i stand til at få deres budskab ud og tvinge politikere og de multinationale selskaber til en dialog om, hvordan man tæmmer de ekstreme sider af den markedsøkonomiske globalisering. Samtidig er det et faktum, at tv-billeder af vold skader bevægelsens omdømme i offentligheden, hvis støtte man har behov for. Det afgørende punkt må derfor være, hvordan man kanaliserer frustrationen og politikerleden i den nye generation af demonstranter ind i en konstruktiv dialog med de politiske ledere og virksomhederne. Her tjener grupper som f.eks. ATTAC utvivlsomt et vigtigt formål.

INDTIL FOR FÅ år siden hørte man sjældent vestlige ledere tale om fattigdom i udviklingslande på topmøder. Den tid er forbi. Nu lytter de.
»Nogle hævder, at der til trods for demokratiet stadig er for megen fattigdom og ulighed. Nogle mener endda, at tingene bliver værre, ikke bedre. For alt for mange mennesker kan det være rigtigt,« sagde Bush. Denne indrømmelse fra USA’s præsident kom ikke kun, fordi demonstranter i Québec protesterede mod frihandelens og markedsøkonomiens manglende evne til at indsnævre kløften mellem rige og fattige. Samme budskab blev leveret til Bush af Mexicos Vincente Fox, Brasiliens Fernando Henrique Cardoso og Paraguays Luis Gonzalez. Latinamerika har fået nok af at liberalisere deres økonomier i de sidste 20 år. Hvis USA og Canada ønsker et frihandelsområde i den vestlige hemisfære er det på tide, at de betaler prisen i form af øget adgang til det nordamerikanske marked og oprettelsen af en regionalfond, som kan bidrage til at udviske uligheden mellem Nord og Syd. I den forstand kan man sige, at demonstraterne indirekte afstivede latinamerikanerne vis á vis USA.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu