Læsetid: 2 min.

Fagforbund presse på for boligskat

De økonomiske skel mellem folk i lejer- og ejerboliger vil vokse dramatisk de kommende år, siger en række LO-forbund. De foreslår en mere retfærdig fordeling
22. august 2005

Formændene for flere store LO-forbund går nu i brechen for at beskatte de rige boligejere, der scorer store gevinster på værdistigninger i deres boliger, skriver ugebrevet A4. Det er frygten for et mere polariseret Danmark, der ligger bag det kontroversielle forslag. VK-regeringens skattestop har fredet boligejerne og dermed trukket Danmark mere skævt, mener LO-forbundene, som efterlyser fordelingspolitiske tiltag, der mindsker uligheden mellem ejere og lejere på boligmarkedet.

Forbundsformand i Fag og Arbejde (FOA) Dennis Kristensen frygter, at sammenhængskraften i det danske samfund går tabt, hvis politikerne ikke skrider ind.

"Boligprisernes himmelflugt og mulighederne for at omsætte værdistigningerne til forbrug medvirker til et endnu mere delt Danmark i de kommende år, og det bør vi ikke bare passivt kigge på," siger Dennis Kristensen.

Han forudser, at de økonomiske skel mellem folk i lejerboliger og ejerboliger vil vokse dramatisk i de kommende år.

"Derfor synes jeg, at vi som samfund anstændigvis er nødt til at kigge på, at man som boligejer også skal bidrage til fællesskabet, hvis man får en masse penge uden at have rørt en finger, alene fordi prisen på ens ejerboliger er eksploderet i hidtil uset omfang," siger Dennis Kristensen.

Også forbundsformand i Træ-Industri-Byg Arne Johansen er fortaler for, at de voksende boliggevinster beskattes.

"Hele boligsituationen skaber større ulighed i dag. Jeg mener, at de, der scorer kassen nu, skal være med til at betale for velfærden for dem, der ikke kan. Og det tror jeg, den danske befolkning har forståelse for, når det er så tydeligt og klart belyst, at de, der i forvejen har, får endnu mere," siger Arne Johansen.

3F-formand Poul Erik Skov Christensen mener også, at det er på høje tid, at der kommer nogle politiske bud på, hvordan man får stoppet den uheldige udvikling. Men han advarer mod skattesmæk til boligejere:

"Det er soleklart, at stoppet for stigningen i ejendomsskatterne kombineret med favorable lånemuligheder har bidraget til en markant skævvridning af det danske samfund. Den udvikling kan man ikke bare sidde stille og kigge på uden at gøre noget. Men man må også se i øjnene, at en stor del af Danmarks befolkning er boligejere og ikke vil stemme på et politisk parti, der entydigt rammer dem," siger Poul Erik Skov Christensen.

3F-formanden foretrækker, at der sættes gang i alternative planer som for eksempel nybyggeri af lejerboliger, som folk kan betale.

Heller ikke forbundsformand i Restaurations- Branchens Forbund Preben Rasmussen mener, at det er politisk gangbart at stramme skatteskruen over for boligejerne. Og han advarer de traditionelle politiske venner hos Socialdemokraterne om at springe på den galej:

"Når 60 procent af LO-medlemmerne bor i ejerbolig, tror jeg, at det vil bidrage til stor frustration i forhold til både Socialdemokraterne og LO-fagbevægelsen, hvis Socialdemokraterne går ud med forslag om, at man skal beskatte værdistigninger eller gevinster ved ejendomssalg. Hvis Socialdemokraterne vil tabe næste valg, skal partiet bare stille forslag om højere skat til boligejere," siger Preben Rasmussen.

Ifølge Socialdemokraternes skatteordfører, René Skau Bjørnsson, har Socialdemokraterne heller ikke planer om at foreslå nye skatter til boligejerne i det bolig- og skattepolitiske udspil, der vil blive præsenteret i løbet af vinteren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu