Læsetid: 3 min.

En faglig tragedie

20. oktober 2001

MED WILLY STRUBES selvmord har en tragedie for den danske fagbevægelse fået sit sørgeligste personlige udtryk. Så sent som i det medlemsblad, SiD op til denne weekend har udsendt til sine medlemmer, erklærede Strube:
»Jeg er sikker på, at den revisorundersøgelse, der nu er sat i gang, vil vise, at der ikke er noget at komme efter.«
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen har sammen med den øvrige SiD-ledelse pr. refleks dannet kropsskjold om Strube i dagene umiddelbart efter, at et tilsyneladende belastende materiale første gang blev fremvist i TV-Avisen den 8. oktober.
I medlemsbladet er Poul Erik Skov Christensen varsommere:
»SiD kan ikke have den slags beskyldninger siddende på sig. Derfor må vi til bunds i sagen,« siger han efter en indledende parade om, hvor svært det kan være for Strube at forklare, hvordan et firma, Strube har haft mellemværende med, internt har posteret
sine bilag.

MEN ALLEREDE i onsdags mente Skov Christensen alligevel at have set tilstrækkelig bund i sagen. Han beordrede den efterårsferierende Strube hjem fra Italien og gennemtvang, at Strube øjeblikkeligt trak sig ikke bare som formand for SiD’s industrigruppe, men også fra andre magthverv som næstformandsskabet i CO-industrikartel og formandsposten i Industriens Pension.
Efter at lamslåede bestyrelser var hastigt orienteret, meddelte Skov Christensen til Ritzau:
»Jeg er dybt chokeret over, at en kollega, som jeg har gået og arbejdet med i så mange år, har gjort noget, som har været forkert. Og det er klart, at Willy Strube ikke har taget den her beslutning, fordi det er en eller to kasser æbler, det drejer sig om.«
SiD-formanden og hans hovedkvarter er langt fra de eneste, der er i chok. Beskyldningernes alvorlige karakter, ledelsens umiddelbare forsvarsposition og dens bratte udstødning af Strube, hans død – hele begivenhedsforløbet må nødvendigvis berøre offentligheden dybt.

FOR DANSKERNE er som ingen andre medlemmer af fagforeninger. Organisationsprocenten er større end selv den, som folkekirken kan opvise. I folkekirken står 84 procent af befolkningen. I fagforeningen står 88 procent af lønmodtagerne – en verdensrekord. Sverige kommer efter med 83 procent, Norge er nede på 56, Tyskland 33, Frankrig 10.
Og vort tvetydige forhold til folkekirken – man bør være medlem, det er pænt, en slags forsikring, selv om man kan tvivle på mangt og meget – minder om indstillingen til fagforeningerne. Vi er fagligt organiserede, fordi sådan er nu dansk tradition: Vi er solidariske, både af ideelle og selviske årsager, men vi har en kedelig fornemmelse af, at vor opslutning ikke altid bliver gengældt kærligt ovenfra.
Enhver, der har været i forbindelse med det praktiske liv i fagforeningerne, kan fortælle historier om fråds og belønnet udygtighed. Jo højere oppe i systemerne, des værre. Vi hører andres pamperberetninger, kan selv et par stykker, føler os en smule flove, men er tilbøjelige til at betragte det godmodigt: Nåja, det er nu en del af verden, som den er. De, der for længe siden manede til samling i sultens slavehær, har selv sat sig tungt til bords.
Måske er der efterhånden andre, der har mere brug for fagforeningerne, end lønmodtagerne har. For staten og for arbejdsgiverne er de rent ud uundværlige. De giver en forhandlingspartner at holde sig til, én der kan udøve selvjustits på befolkningens vegne.
At der er noget fortidigt ved fagforeningerne, kommer frem, hvis de for godt løser den oprindelige kerneopgave: At sikre medlemmerne de gunstigst tænkelige løn- og arbejsforhold. Det kan samfundsøkonomien ikke holde til; alle bliver tabere. Det véd
medlemmerne udmærket godt, og det giver tilspidsede arbejdsmarkedskonflikter et skær af overflødigt ritual.
Et eller andet sted gælder det også her om fagforeningerne som om folkekirken: Nok er den overvældende tilslutning der, men en rigtigt grim sag er nok til at udløse et lavineskred af frafald.

WILLY STRUBE var et produkt af det system, han havde tjent i 30 år. En hård forhandler og magtspiller, lystig i venners lag og med en veludviklet sans for tilværelsens goder.
Mindet om hans ubetvivlelige indsats for medlemmerne tjener SiD bedst ved at fuldføre den igangsatte undersøgelse af beskyldningerne om korruption.
Og den fornemmelse, som man kan have af et organisationsmiljø, der i det hele taget fremmer misbrug af medlemmernes tillid, må fagbevægelsen nødvendigvis imødegå ved et indre opgør, en selvrenselsesproces.
Så får tragedien en slags mening.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu