Læsetid: 3 min.

Faglige topfolk truer Cheminova

Lønmodtagernes Dyrtidsfond kræver en ny forretningsstrategi fra kemigiganten, ellers ryger aktierne
28. november 2006

"Jeg var bekymret over Cheminova i Mellemamerika, og jeg var bekymret over dem i Indien. Jeg er derfor ikke overrasket over nyheden om, at de også overtræder grænsen for ordentlig opførsel i Brasilien. Deres forretningsstrategi bekymrer mig dybt."

Sådan lyder den kontante melding fra LO's formand, Hans Jensen, der er bestyrelsesformand i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og bestyrelsesmedlem i ATP.

Begge pensionskasser har aktier i Cheminova, og den seneste tids skandaler om virksomhedens salg af livsfarlige pesticider i Den Tredje Verden får nu Hans Jensen til at true med den yderste konsekvens.

"Vi vil gå i dialog med Cheminova, men hvis vi ikke får vores vilje, vil det kunne ses på årsregnskabet," siger Hans Jensen.

- Skal det forstås sådan, at LD så er parat til at sælge Cheminova aktierne?

"Jeg vil ikke afvise, at vi kunne have den slags overvejelser," siger bestyrelsesformanden, der i går ikke ønskede at uddybe de konkrete krav til Cheminova.

DR viste i sommer i dokumentarprogrammet 'Når tilbud dræber', hvordan indiske bønder bliver syge af Cheminovas pesticider, der for længst er blevet forbudt herhjemme, og i løbet af efteråret har Information sat fokus på problemet og blandt andet dokumenteret, hvordan det livsfarlige stof Monocrotophos - Cheminovas hovedprodukt i Indien - er blevet lagt på hylden af alle andre europæiske og amerikanske producenter. I weekenden kunne dagbladet Politiken så afsløre, at Cheminova sælger det stærkt giftige sprøjtemiddel Methyl Parthion i Brasilien.

I 1997 mente Magistrenes Pensionskasse ikke længere, at de kunne forsvare deres Cheminova-aktier efter oplysninger om talrige ulykker med de danske pesticider blandt bønder i Mellemamerika. Til trods for, at en undersøgelse dengang viste, at hele 44 procent af danskerne ikke mente, at LD og ATP burde have aktier i Cheminova, forholdt de to fonde sig relativt neutrale i sagen.

Ordentlig opførsel

Der skulle gå næsten ti år mere men i går udtalte ATP's aktiechef Claus Wiinblad, at fonden vil overveje at afhænde sine aktier, hvis Cheminova ikke lægger stilen om. Det kan også blive den konsekvens, som LD drager.

"Vi vil være fair. Cheminova skal få chancen for at lægge om, men vi skal tage det alvorligt, at vi er sat til at forvalte lønmodtagernes penge, så vi må kræve, at Cheminova opfører sig rimeligt," siger Hans Jensen. Formand for Fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, der ligeledes sidder i de to bestyrelser, støtter den linje. Han henviser til pensionskassernes principper for etiske investeringer, men er åben for, at de eventuelt skal strammes yderligere. "Hvis det viser sig, at Cheminova ikke overtræder de etiske retningslinjer, der i dag eksisterer, skal man måske diskutere, om de retningsliner skal justeres," siger Skov Christensen.

- Kunne man forestille sig, at pensionskasserne tog en principiel beslutning om ikke at investere i virksomheder, der sælger stoffer, der er ulovlige herhjemme?

"Det er jo forkert, hvis de gør det, så det kunne man godt diskutere," lyder svaret fra Poul Erik Skov Christensen.

Det er netop, hvad Frank Aaen, Enhedslisten, foreslår, så han glæder sig over bestyrelsesmedlemmernes udmelding.

"Men jeg vil opfordre begge pensionskasser til at beholde aktierne, indtil vi har fået overstået generalforsamlingen i Cheminovas moderselskab, Auriga, i april næste år," tilføjer Aaen. Her vil han nemlig som leder af organisationen Kritiske Aktionærer stille forslag om et totalt stop for sprøjtegiften Parathion. Og han er indstillet på at gå videre.

"Målet må være at få Cheminova til at stoppe salg af alle de kemikalier, der ikke er lovlige herhjemme," siger Frank Aaen.

Hos Cheminova var man i går åben for kritikken. "Vi har et god dialog med 3F, men hvis det ikke er nok, er vi da meget villige til at udvide den," lød meldingen fra Cheminovas pressechef, Kurt Aabo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her