Læsetid: 8 min.

Fagre, forbandede ungdom

21. juli 2006

Følelsesmæssigt er teenagetiden måske den mest ømfindtlige periode i vores liv. Her bliver vi vejet og målt af vores jævnaldrende og ofte fundet for lette. Flere år senere kan vi stadig vånde os under mindet om en ven, som 'glemte' at spærre en plads til os i spisefrikvarteret, ligesom det sidder dybt i os, hvordan klassens toneangivende klike afviste at lukke os ind i dens forjættende kreds. Intet under derfor at high-school-genren længe har været intenst dyrket i amerikansk film. Den er frugtbart territorium for udforskning af teenageangst, usikkerhed, oprørstrang og seksuel vækkelse. Fra feel good-film som The Breakfast Club og Ferris Buellers Day Off til de mere dystre som Donnie Darko og The Virgin Suicides har teen-filmen i årevis været fast inventar på biografernes repertoire. Og uanset hvor grænsesøgende filmskaberne er gået til værks, er rollebesætningen grundlæggende forblevet den samme: Studenterballets indbildske prom queen, den attråede anfører for skolens football-hold, den tykke, joviale ven, de kedsommelige nørder og de obligate outsidere for slet ikke at tale om de sadistiske lærere og de uforstående forældre.

Men hvorfor skulle vi, som gennemlevede usikre og traumatiske teenageår, i grunden ønske os et gensyn med pubertetstidens elendighed? Måske fordi vi tror, at vi ved at bevæge os tilbage i tiden kan finde frem til de situationer, hvor alt begyndte at gå skævt. I al fald er det et særkende for genrens mest vellykkede eksempler, at de både formår at henvende sig til et teenagepublikum og minde voksne om, hvordan det virkelig var.

Tilbagevendende temaer

Som Rhian Johnson, instruktør og manusforfatter til det seneste hit, teenage-noirfilmen Brick, forklarer: "Som high school-elev er det umuligt at anlægge et distanceret og afslappet forhold til dine omgivelser. Alt betyder noget og er dødsensalvorligt. Dit hoved er totalt opslugt af dette mikrokosmos. Dette er hele din verden, og det er din opgave at overleve i den. Alt forekommer at have mytisk betydning. De mennesker, du omgås, og dynamikken i dine sociale relationer er nærmest hyperreel."

Film om klikevæsen og mobning er et evigt tilbagevendende filmtema - måske fordi mange instruktører i deres opvækst selv følte sig som outsidere. Fra Heathers til Election nedbryder genrens bedste eksempler smertelige tabuer og leverer sort social satire. De kan også ringe med alarmklokken over for konservative voksne. Vi bryder os måske ikke om, at den 11-årige hovedperson i Welcome to the Dollhouse oplever sin seksuelle debut, eller at de to tøser i Thirteen tager ud på svireture, hvorunder de begår butikstyverier og tager stoffer. Men vi kan forstå, hvorfor det sker. Fremmedgjorte individer er i stand til at gøre skræmmende ting.

De bedste af tidens teen-film er gennemtænkte konceptfilm. Alene i år har vi fået Brick, en opdateret version 1940'ernes noir-klassiker; I'm the Man (baseret på Shakespeares Hellig Trekongers Aften); Kidulthood, som udforsker de barske gademiljøer i det vestlige Londons mean streets og nu også den sorte Beverly Hills-satire Pretty Persuasion.

Som lyserødt tygegummi

For få år siden forekom teen-genren at have udtømt alle kunstneriske muligheder og være degenereret til slappe og uinspirerede samlebåndskomedier. Men så meldte Mark Waters, instruktøren bag megasuccesserne Mean Girls og Freaky Friday (begge med Lindsay Lohan i hovedroller) sig på banen, fast besluttet på at hæve niveauet. "Teenagere i dag har længe måttet se langt ringere ungdomsfilm end dem vi så, da jeg voksede op," udtalte han, da filmen havde premiere.

"Teen-film i dag er som klistret til med lyserødt tyggegummi og går frem efter en fast læst med indlagte popsange og kostumeskift. Jeg ønskede at kombinere den ondsindede humor fra Heathers med de humanistiske budskaber i John Hughes' The Breakfast club. I Mean Girls udkastede vi det tankeeksperiment, at din yndige teenagedatter i virkeligheden er en manipulativ mobbe-dronning, og det er på en måde næsten endnu mere skræmmende. For hvis din datter er klassens overmobber, må du uvilkårligt tænke: 'Åh, Gud - hvad har jeg dog gjort galt?"

Teen-film danner en hermetisk lukket verden. Men stilistisk set kan de have stor variationsbredde: Nogle gange er de kådt nostalgiske som i Clueless, Grease - ja, selv Donnie Darko rummer flere drilske hip til 1980'erne - til andre tider er æstetikken brutal i sin coolness. Hvad Brick angår, har Johnson overført den hårdkogte dialog fra 1940'ernes noirfilm til vore dages sydlige Californien, og i Mean Girls er der næsten surrealistiske scener, som da skolens klike pludselig forvandler sig til en flok vilde dyr.

High school-miljøet er et landskab af letantændelige følleser. "High schools har en meget karakteristisk arkitektur med store vidt åbne flader, luftige korridorer og en næsten altgennemtrængede institutionel følelse," siger Johnson.

"Hele denne atmosfære har vi indbygget i Bricks' stil. Vi har henlagt den til åbne miljøer, og desto mere overrumplende virker disse omgivelser, fordi vi normalt ikke associerer dem med noget truende."

Rammer i blinde

Teen-filmen har altid været en oplagt indgang til også at gennemlyse voksenverdenens temaer, hvilket måske er grunden til, at reaktionen kan være nådesløs, hvis ambitionen glipper. Det er formentlig også grunden til, at genrens seneste eksempel, Pretty Persuasion, til trods for at den har det nye stjernefund Evan Rachel Wood i hovedrollen, har fået en så ublid medfart af kritikerne. Filmen følger Kimberley (spillet af Wood), en machiavellisk 15-årig, som manipulerer omkring sig til at forfølge sine to hovedmål i livet: at blive berømt og at hævne sig på sine fjender - en enkelt replik indfanger hendes livssyn: "Jeg har respekt for alle racer, men jeg er glad for, at jeg blev født hvid. Det er det bedste at være for en kvinde."

Hun beskylder først en lærer for sexchikane og forfører derpå en lesbisk studievært, der er blevet tilknyttet skolen for at researche til en tv-dokumentar. Hun er den klassiske afstumpede, rige pige. Hendes far er afhængig af piller og telefonsex. Hendes stedmoder er ikke meget ældre end hende selv. Og hendes bror blev dræbt af 'venligsindet ild' i Irak.

Som Alexander Paynes Election fra 1999 - en djævelsk satire om en lærers forsøg på at få skovlen under sin uforskammet selvsikre og superstræbsomme studerende - er filmen en hudflettende udlevering af amerikansk kultur. Den gør også intimt brug af teen-movie klicheer for at undergrave genren indefra.

"Vi gjorde os de største anstrengelser for, at dette ikke skulle være en teen-film som alle andre," siger instruktøren, Marcos Siega.

Det velgørende er, at de nye ungdomsfilm retter et gennemborende blik mod racisme, politisk manipulation, berømthedskultens hulhed og de måder, hvorpå vores kultur seksualiserer børn. Det ærgerlige er, at de for mange gange rammer i blinde.

Vellykket satire får os til at grine af os selv, vores indskrænkede synspunkter på race, klasse, religion og seksualitet. Men der er brug for at fastholde større fokus, og Siega efterlader tilsyneladende for mange løse ender i sine film.

"Jeg får mange e-mails fra folk, der spørger: 'Er det meningen, at jeg skal have ondt af hende til sidst?'. Mit svar er altid det samme: Det må folk selv om - det er ikke op til mig at afgøre. For os var tanken, at publikum skulle diskutere filmen."

Og det er jo et sympatisk oplæg, men Pretty Persuasion mangler noget menneskelig varme. Hvis en teen-film skal lykkes, har vi brug for en karismatisk hovedperson med indbyggede svagheder, som vi kan identificere os med.

"Hvorfor skulle vi interessere os for, hvad der sker for den slags rædsomme mennesker, når selv filmen hader dem," spurgte en amerikansk kritiker.

Til gengæld er kritikerne næsten faldet over hinanden for at rose Brick, som må være den fødte klassiske tåreperser for depressive, litterært orienterede teenagere, der tilbringer deres dage i ophøjet afsondrethed på deres værelse med at læse Camus' Den fremmede. Teenageårene er en tid, hvor lidenskaberne går højt, og en tilfældig, marginal modgang kan opleves som verdens undergang.

Noir-virkemidler

Johnson har tydeligvis nydt at svælge i denne kombination af livstræthed og intense følelser.

"At bruge noir-ideer i et high school miljø giver eksistentiel kraft til historien," siger han. Han har begået en sort thriller i den klassiske stil fra Dashiell Hammett og Raymond Chandler, men henlagt den til et moderne sydcalifornisk gymnasium befolket af vampede piger og nørder, alfonser og muskelmænd. Helten Brendan (Joseph Gordon-Levitt) er en enspændernatur, der er desperat efter at finde sin kæreste, som har dumpet ham, fordi hun hellere vil hænge ud med en hip og stofeksperimenterende klike. Tro imod noirgenrens konventioner fører hans søgen ham ind i lyssky, lovløse miljøer. Plottet i high-school-film er i reglen uhyre simpelt (mobning, forelskelser, eksamen), men her holder Johnson os i åndeløs spænding. "Det er en balanceakt, hvor der hele tiden tilbageholdes afgørende informationer for at fastholde publikums interesse i at følge historien og løse mysteriet."

I den bredere appellerende Mean Girls har Waters været ivrig for at liste et socialt budskab igennem. "Vi ville gerne lægge noget sukker på for at få medicinen til at glide ned, så vores film er også en komedie og en rigtig sjov sådan. Teenagepiger kan more sig ved at gå ind og se den, men nedenunder alle vitserne er der også et interessant budskab, som vi håber, de kan afkode - om de så er enige i det eller ej."

Hvor Mean Girls savner ægte gys, åbner Kidulthood med en middelklasse-skolepige, der bliver mobbet og banket på det mest grusomme i klasseværelset. Da hendes fortravlede forretningsmand af en far henter hende efter skole, ænser han end ikke hendes blå mærker. Ti minutter efter har hun hængt sig. Filmen har stærke scener af teenagere, der doper sig, voldspsykopatiske overfald, tilfældig sex og organiseret kriminalitet. Og jo, alle de medvirkende er fyldt 15. Noel Clarke, som har skrevet manus, insisterer på, at det er filmens essentielt korrekte virkelighedsspejling, der gør den så kontroversiel.

"Den rammer en øm nerve," siger han. "Den har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i samfundet lige nu. Børn i vor tid bliver så utroligt hurtigt voksne."

Trods deres obligate omklædningsrums-aktiviteter og de evige bekymringer om bumset hud, er teen-verdenen i høj grad et mikrokosmos af den voksne verden. Selviske, smukke mennesker klarer sig og kommer frem, mens resten af os har svært nok ved at hænge på. "Du har kliker, du har børn med magt, og de børn, der følger dem," siger Siega. "Og når du træder ind i voksenverdenen, tror jeg, vi er tilbøjelige til at følge samme model. Det er noget tillært, som vokser frem indefra i high-school-universet, og det er det, som gør det så let for så mange at forholde sig til."

'Brick' og 'Pretty Persuasion' har haft premiere i Storbritannien, 'Kidulthood' er ude på DVD. Om filmene kommer til Danmark, vides ikke i skrivende stund.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her