Læsetid: 4 min.

Fakta og fortielser om fangerne i Theresienstadt

Der var mange forskelle mellem Theresienstadt og andre kz-lejre, men det ændrer ikke ved, at den danske version af Theresienstadt er fordrejet og bør opdateres
29. marts 2007

I løbet af det seneste årti er nye oplysninger om Danmark og Holocaust kommet frem gennem forskning i emner, der spænder vidt fra udvisningen af jødiske flygtninge til danske frivillige i WaffenSS etc. Meget er blevet klarlagt og mange historier fortalt; men bl.a. historien om de deporterede fra Danmark til Theresienstadt fremstår stadig uklar.

Min kronik den 1. marts handlede først og fremmest om, hvad Søren Kam var medskyldig i, hvis han deltog i røveriet af de jødiske kirkebøger. Derudover påpegede jeg den manglende interesse blandt danske historikere for Theresienstadt, der har ført til, at vi i dag stadig ikke kender hele historien, og at nogle aspekter fremstår i mere eller mindre mytisk lys. Dette kritiserer Therkel Stræde i Information den 27. marts.

Det er sandt, at der var mange forskelle mellem Theresienstadt og andre kz-lejre. Dette ændrer dog ikke ved, at den fremherskende danske version af historien om Theresienstadt på mange områder er fordrejet og burde opdateres.

Stræde skriver bl.a., at flertallet af de danske fanger var ældre og syge mennesker. Ser man data igennem om fangerne fra Danmark, vil man dog opdage, at 'kun' 111 mennesker ud af de 470 fanger var 60 år eller ældre på deportationstidspunktet, altså mindre end en fjerdedel.

Antager man - som flere danske historikere gør - at 481 personer blev deporteret fra Danmark med de fire transporter i oktober-november 1943, og tæller man derefter baglæns ved hjælp af eksisterende arkivalier og vidnesbyrd, så vil resultatet være ni forsvundne mennesker; vel at mærke mennesker, som aldrig efterfølgende er blevet efterlyst og som vi ikke har og aldrig har haft navne eller data på.

Der findes navnelister

Det er dog muligt - bl.a. på basis af lister fra 1944-45 - at lave en fuldstændig fortegnelse over deporterede. Arkivalierne eksisterer både i Danmark og i Tjekkiet, og man kan ud fra dem og ved hjælp af de eksisterende vidnesbyrd uddrage fuldstændige navnelister.

Både i ind- og udland står den fantastiske redning af de danske jøder i oktober 1943 stadig som et stærkt billede på, at der selv i den værste modgang var håb, og at der var mennesker, som turde kæmpe mod uretfærdighed, og for de svage og forfulgte.

Redningshistorien burde også forpligte til at fortælle historien om dem, som ikke blev reddet, for kun ved at fortælle den, kan vi se, hvad det var, de danske jøder egentlig blev reddet fra. Desværre er denne historie ikke blevet fortalt.

Der er aldrig lavet fuldstændige fortegnelser over deporterede eller andre ofre for Holocaust i Danmark. Når man herhjemme taler om Theresienstadt, så vides det derfor ikke præcist, hvem eller hvor mange mennesker, der tales om. Billedet af de deporterede er desuden præget af stereotyper, f.eks. hvem de var (primært gamle og syge), og hvordan forholdene var (ingen døde af sult eller blev deporteret videre). Dette står i modsætning til vidnernes fortælling. Dertil kommer opfattelsen af Røde Kors delegationens besøg (som gennemskuede, hvad de blev præsenteret for). I vidnesbyrd og interview med overlevende kan man bl.a. læse om børnenes vilkår (fra Danmark var 48 børn fra 0-15 år altså 10,2 pct. af de 470 deporterede); der er beretninger om mennesker, der døde af fejlernæring eller sult før - eller ganske kort efter - at de danske madpakker begyndte at komme frem i foråret 1944; der er informationer om en enkelt fange fra Danmark, der blev deporteret videre fra Theresienstadt til en udryddelseslejr, formentlig Auschwitz.

Ligegyldighed med ofre

Derudover beskrives det håb, fangerne havde for, hvad Røde Kors-besøget i juni 1944 ville medføre. Besøget havde to danske deltagere, men fremstilles ofte fejlagtigt som et dansk besøg, og er i dansk forskningslitteratur stort set ikke blevet diskuteret, men blot refereret med ganske få overvejelser om, hvorvidt dette besøg kunne have spillet en rolle for andre fangers ve og vel.

De danske repræsentanters senere forklaring om, at de selvfølgelig gennemskuede iscenesættelsen, men valgte at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske repressalier, gengives næsten uden kommentarer.

Sammenlignet med den hårde internationale kritik, som delegationens leder, den schweiziske læge Maurice Rossel, efter krigen blev udsat for, er det interessant, at en lignende kritik - hvis man undtager kritik fra enkelte overlevende - aldrig blev rejst i Danmark.Myter eller ej - den fremherskende danske historie om Theresienstadt indeholder flere fejl og urigtigheder. Denne mangel på interesse for at fortælle den rigtige historie, må enten skyldes et forsøg på at mytificere dele af historien eller ganske enkelt ligegyldighed over for denne del af dansk Holocaust-historie og dens ofre.

Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane er bosat i Prag og arbejder på en bog om danske ofre for Holocaust.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her