Læsetid: 3 min.

Faldskærmsjournalistikken er ikke ny

18. januar 2006

Jeg er selvfølgelig glad for at se, at én af mine mange, dygtige korrespondenter bliver beæret med et portræt i Information. Oven i købet flere år før, at han forlader Danmarks Radio som korrespondent. Ja, det er Mette-Line Thorups portræt af Ole Sippel i Informations den 13. januar, jeg taler om.

Jeg kan glæde læserne med, at Ole Sippel fortsætter i to år endnu med at kaste et meget langt og kritisk lys ind over både Mellemøsten og det sydlige Europa fra sin nye post i Rom. Og det er flotte og velfortjente ord, Ole Sippel får med på vejen - ord der bekræfter det, jeg ved i forvejen. Ole Sippel er god.

Hvad der undrer mig er, at Ole Sippels fortræffeligheder skal pakkes ind i en samling af tidligere korrespondenters pessimistiske syn på udenrigsjournalistikkens fremtid - en fremtid som synes mørk og dunkel uden Ole Sippels og andre ligestilledes tilstedeværelse.

Selv min gamle ven, David Trads - tidligere korrespondent for Jyllands-Posten og mangeårig faldskærmsjournalist inden for mange discipliner - er trods sine knap 40 år forfaldet til bekymring og mener, at meget var bedre i gamle dage.

Man kan sagtens både diskutere faldskærmsjournalistik og udenrigsjournalistikkens elendighed, og jeg stiller gerne op på et sagligt grundlag. Man kan også diskutere udenrigsjournalisters muligheder for at fastholde en faglighed. Men man skal også spise brød til.

Cirkulation

Når jeg kigger ud over medielandskabet, ser jeg både i dagspressen og i de elektroniske medier tonsvis af korrespondenter, der både har langt lys på, og som er hamrende dygtige til deres journalistik. Fra min egen verden vil jeg nævne navne som Steffen Gram i Washington, Mette Fugl i Bruxelles og Poul F. Hansen i Moskva.

Men der er en beklagelig hage ved livet. Og det er, at der ligesom skal være en vis cirkulation i systemet. Folk bliver ældre (og åbenbart mere sure), og yngre kræfter skal til. Ja, nogle af dem er uerfarne nøjagtig som Lasse Jensen, David Trads og undertegnede var, da vi første gang stod med vores kufferter på et hotel i udlandet og troede, at vi var verdensmestre inden for alle discipliner. Vi havde én ting til fælles med de unge kolleger, som i dag skal i gang med et liv i udenrigsjournalistikken. Vi var forhåbentlig dygtige journalister. Ikke blot i vores egen indbildning, men også i vores chefers hoveder - ellers var vi ikke blevet sendt ud.

Faldskærmsjournalistikken har altid været der. Når jeg kigger på den generation, der er på vej, eller endda godt på vej, så ser jeg ingen faresignaler. De ved godt, at de af og til bliver smidt ud over dybt vand. Men de udviser som regel også respekten for det faktum og afpasser deres reportager derefter.

Det er aldrig troværdigt at udtale sig om noget, man ikke har forstand på. Og ja, der kan være nogle faresignaler ved det øgede arbejdspres og de mange deadlines. Men det er altså ikke altid en hæder at have haft det samme stofområde i mange år. Det kan også gøre en blind på en række områder.

Så udskiftninger med rimelige intervaller er et gode ikke blot for mediet, læserne, lytterne og seerne. Det er som regel også en øjenåbner for den medarbejder, der får tilbudt nogle nye udfordringer i livet, inden det drukner i sortsyn på udenrigsjournalistikkens fremtid uden dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu