Læsetid: 7 min.

Familien inden for og uden for mafiaen

Vil man forstå den italienske mafias natur, er det oplagt at begynde studiet i familien - og ikke mindst hos dens kvindelige overhoved
19. januar 2007

Napoli er kommet i mediernes søgelys i den seneste tid. Desværre er det ikke byens historiske og kulturelle rigdomme, der har tiltrukket sig international bevågenhed, men derimod den lokale mafia, Camorraen, der har sørget for den lidet ønskede opmærksomhed.

Camorraen er blevet alment kendt uden for Italien i løbet af de seneste par år efter den voldsbølge, som har rystet Napoli i sin grundvold, og som inden for de seneste par måneder har krævet næsten daglige dødsofre. Det er disse dødsofre sammen med de seneste måneders uroligheder i millionbyen, der nu har fået Romano Prodis regering til at indsætte ekstra politi i byen.

Det er mere symbolsk, for alle ved, at de problemer, Napoli står overfor, ikke løses ved et par ekstra politistyrker. Det er som at give blodtransfusion til en patient med pulsåren skåret over.

Det er som sædvanlig mafiaens voldelige udtryk - som mere er et symptom end det egentlige problem - der gang på gang tiltrækker den internationale opmærksomhed.

De blodige opgør gør mafiaen mere synlig i manges bevidsthed, men både Camorraen og den sicilianske mafia, Cosa Nostra, er et konstant tilstedeværende og integreret element i det sociale, økonomiske og politiske liv i det sydlige Italien eller Mezzogiorno, som italienerne selv kalder området syd for Rom.

Det er imidlertid en fejltagelse at tro, at det er mafiaen, der er et fremmedelement her. Selv om der så småt er tegn på et begyndende holdningsskred hos særligt den yngre generation, hvor flere og flere offentligt undsiger mafiaen, så skal man ikke stikke spaden ret dybt, før det står klart, at det egentlige fremmedelement her er staten.

Mange har peget på de omfattende sociale problemer og manglen på en velfungerende infrastruktur som en af hovedårsagerne til, at mafiaen den dag i dag står så stærkt i det sydlige Italien. Ligesom der heller ikke er tvivl om, at den reelle arbejdsløshed på over 25 procent i Napoli blot forstærker Camorraens rolle som den største arbejdsgiver i byen.

Alligevel er det ikke tilstrækkeligt at pege på de sociale problemer som eneste forklaring på, hvorfor mafiaen har den betydning, som den har.

Der er ganske enkelt en afgrundsdyb kløft mellem stat og borger, som også understreges af de offentlige meningsmålinger, hvor færre end syv procent af italienerne føler sig repræsenteret af de offentlige institutioner.

Stat i staten

Den udprægede mistillid til staten har dybe historiske rødder. Syditalien har gennem tiderne været underlagt skiftende, ofte udenlandske, erobrere, som har reduceret syditalienerne til koloniserede undersåtter. Italiens fødsel som national enhedsstat i 1861 blev derfor for syditalienernes vedkommende mest betragtet som en administrativ udskiftning af et styre med et andet.

Den dag i dag står italiernerne ikke samlet om nationen, og det gør det muligt for Camorraen og Cosa Nostra at være en stat i staten med egne spilleregler, der netop er karakteriseret ved at regere enerådigt. Et totalitært styre over et givent territorium, som ikke mindst står stærkt i økonomisk trængte tider. En netop offentliggjort meningsmåling angiver da også, at den lokale identitet er styrket alene inden for det seneste år på bekostning af nationen og den øvrige verden.

Fraværet af en enhedsstat, som økonomisk, politisk, socialt og mentalt har kunnet samle Italien, har medført, at familien har bevaret sin rolle som den altafgørende samfundsenhed. Og det i en sådan grad, at man fortsat i dag taler om 'familisme' i Syditalien.

Et begreb, som oprindelig blev introduceret af den amerikanske politolog Edward C. Banfield, der i 1958 skrev værket The Moral Basis of a Backward Society. Det var en undersøgelse af en lille agrar landsby i Syditalien. Banfields pointe var, at der i byen ikke eksisterende en moral og en solidaritet, som rakte ud over familiens grænser, og at det var forklaringen på områdets økonomiske og sociale tilbageståenhed.

'Familismen' har desuden stimuleret og understøttet nepotisme og stærke patron-klient forhold. De 'gode forbindelser' er den måde, man i Syditalien hurtigst og mest effektivt klarer tingene på - også i 2007. En vaskeægte mafiamentalitet, der netop har så stort spillerum takket være statens fravær og dens manglende evne til at beskytte og betjene sine borgere. I stedet har Cosa Nostra og Camorraen udfyldt og varetaget rollen som en slags 'ombudsmand' og påtaget sig den selvbestaltede rolle at tale folkets sag og varetage de lokale interesser i nærmiljøet.

På samme måde som den kristne kirke i sin tid overtog og inkorporerede en lang række hedenske ritualer og traditioner i dens kamp for at vinde sjælene, har også mafiaen mere eller mindre bevidst anvendt denne strategi.

Klanmentalitet

Mafiaen har således overtaget og i høj grad bygget på de eksisterende familiestrukturer. Det vil sige på familien som samfundets bærende enhed og det sted, hvor alle loyalitetsbånd samles og knyttes til. Familiens rolle som økonomisk og social garant sætter endvidere rammen for, hvorledes de enkelte familiemedlemmer tildeles forskellige roller og funktioner.

Det vigtigste er tilstedeværelsen af en økonomisk forsørger, der oftest er én eller flere mænd. Han har rollen som økonomisk familieoverhoved og dermed både ansvaret for og forpligtelsen til at sikre det fortløbende økonomiske fundament for hele familien. På den ene side opstår der et økonomisk afhængighedsforhold til den eller de pågældende mænd, på den anden side kompenseres der for den økonomiske magt på anden vis.

Klanmentaliteten inden for mafiaen minder i betragtelig grad om den eksisterende familiære struktur - og det er heller ingen tilfældighed, at netop familierne eller klanerne har været de magtenheder, som man opererer med inden for både Cosa Nostra og Camorraen.

Men hvor Cosa Nostra er kendt for sin pyramideformede hierarkiske (kommando)struktur, er Camorraen derimod karakteriseret ved en mere flad struktur, hvor der snarere er tale om et liberalt netværk af forskellige familier/klaner, der samarbejder, men med stort spillerum til den enkelte enhed.

Fælles for begge er dog kvindernes umiddelbare skyggetilværelse. Har man ikke den økonomiske magt eller magten i det offentlige rum, som mændene besidder, så udvikler man strategier til at udnytte magten et andet sted eller på andre måder. Det er derfor ikke uden grund, at den italienske 'Mamma' har fået det ry, som hun har i Italien. Det er kendetegnende, at den respekt og autoritet, som den italienske mor tildeles, sker ved, at hun i høj grad underspiller sin magt. Hun er ikke herren i huset; det er manden eller den ældste søn, men hun anvender andre subtile og skjulte måder at forvalte sin magt på.

Der er derfor grund til at revidere den almindelige opfattelse af italienske kvinder, og i særdeleshed kvinder i det mafiøse miljø, som undertrykte i gængs forstand.

Kvindens skjulte magt

Mafiaen er traditionelt blevet karakteriseret som en stærk patriarkalsk kultur. Det har efterladt et billede af kvinderne som svage og passive ofre, som i bedste fald var uvidende om deres mænds bedrifter eller i værste fald stiltiende dækkede over de kriminelle aktiviteter, de var vidner til. Det billede er nu så småt ved at krakelere. Det er der flere grunde til.

Traditionelt har to af mafiakvindernes væsentligste dyder været tavshed og loyalitet. Der er således meget få eksempler på kvinder inden for mafiaen, som har forrådt andre medlemmer eller deltaget i rækken af angrende mafiabosser.

Man kan imidlertid anføre, at disse to dyder næppe er et særkende for mafiakulturen, men derimod kvindelige dyder, som traditionelt er blevet dyrket i den syditalienske familie. Den dobbelthed, som er til stede i så mange forhold i den italienske familie, kommer således til udtryk i kvindernes tavshed, der ikke altid skal forstås bogstaveligt. Kvinder kan tale, men det afgørende er, at de ikke underminerer mandens autoritet offentligt eller i andres påhør. Det betyder dog ikke, at kvinderne ikke giver råd, eller at mændene ikke diskuterer med eller lytter til kvinderne. Den forstandige (syd)italienske kvinde ved imidlertid, hvordan hun skal vægte sine ord, således at hendes ord får tyngde, uden at mandens autoritet undergraves, men tværtimod cementeres. Det er heri, kvinden bekræfter sin egen magt. Det er en skjult magt, som man på mange punkter ser gengivet og rendyrket i netop det mafiøse miljø, men altså en magtmekanisme, der langtfra er fremmed i den generelle syditalienske kultur.

Endvidere er kvinderne inden for mafiaen i de seneste år blevet mere synlige. Der er flere eksempler på kvinder, som har overtaget kommandoen efter fængslingen af ægtefæller eller nære pårørende. Tillige ses kvinderne i stigende grad repræsenteret i planlægnings- og finansielle aspekter i familiens handelsstrategier eller som egentlige kurerer i forbindelse med bl.a. narkohandel. Ligesom et ellers ældgammelt princip om ikke at røre kvinder og børn i mafialikvideringer er blevet overskredet med flere eksempler på henrettelse af kvindelige mafiamedlemmer.

Vil man derfor forstå mafiaens natur i Italien, er et oplagt sted at begynde studiet hos familien - og ikke mindst det kvindelige overhoved.

Lene Wul er cand.phil. og freelance-skribent. Hun har i en årrække boet på Sicilien

Kronikken i morgen: Sverige og Anden Verdenskrig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu