Læsetid: 8 min.

Familien venter på far

Efter 18 år i Folketinget er Frank Jensen er på vej mod nye udfordringer. Forude venter den sidste tur ned ad Christians-borgs store trappe, men først gør han status over tiden efter sit nederlag og sine forventninger til fremtiden
20. oktober 2005

Et halvt år er gået, siden Frank Jensen i modsætning til flere af sine støtter tvang sig selv til at klappe af den nyvalgte partiformand, da Helle Thorning-Schmidt indtog talerstolen på spillestedet Vega hin tirsdag aften i april.

Tiden efter er blevet brugt til at slikke sårene og fundere lidt over, hvorvidt han kunne have fået del i de 3.000 stemmer, der afgjorde valget, hvis han havde holdt tæt med sine planer om at forlade politik i tilfælde af et nederlag.

"Jeg havde gjort mig helt klart, hvad et nederlag ville betyde, allerede før jeg stillede op. Man kan så diskutere, om det var taktisk klogt at sige det undervejs. Men jeg har i alle mine 18 år i Folketinget ment, at hvis man stilles over for et etisk-moralsk spørgsmål, skal man sige sandheden. Når jeg nu var afklaret, kunne jeg ikke bare komme med et christiansborg-svar, " siger Frank Jensen om det, der af flere politiske analysenter blev tolket som et lidt sørgeligt forsøg på at true sig til posten.

Men den personlige beslutning blev truffet, fordi udsigten til det, Frank Jensen selv kalder 'motivforskning', ville sætte en stopper for hans politiske indflydelse.

"Der er en konsekvens ved at stille op, både hvis man vinder, og hvis man taber. I taber-scenariet ville konsekvensen jo være, at jeg hele tiden ville blive set i det lys, at jeg stillede op - og tabte. Jeg ville ikke i hverken gruppen eller i offentligheden kunne levere en politisk analyse, uden at motivforskningen ville være den væsentligste for alle iagttagere. Hvis jeg ikke efter så mange år kan være med i front, så skal jeg finde noget andet at lave."

Nederlaget i Vejle

Dermed skulle Frank Jensen ikke gå i sin mentor, Svend Aukens, fodspor. Han skulle heller ikke nyde noget af at blive irettesat af partiformanden, som det gentagne gange skete for Auken, efter det famøse formandsopgør mellem ham og Nyrup 11. april 1992. Et andet formandsopgør, som endte i en tabersag for Frank Jensen, der var manden bag anbefalelsestalen til Auken på partiets ekstraordinære kongres i Vejle. På baggrund af Aukens nederlag dannede en række trofaste støtter den kontroversielle kaffeklub 'Aldrig mere en 11. april'.

Mens Frank Jensen altså valgte at fortsætte efter at have anbefalet taberen, gjorde det modsatte sig gældende for hans egen anbefaler, Sandy Brinck. Trods tilbuddet om et velfærdsordførerskab valgte Sandy Brinck efter flere slagsmål med den nyvalgte formand at forlade Folketinget til fordel for et job i Amtsrådsforeningen.

- Sandy Brinck, som har bakket dig loyalt op, valgte at forsvinde ud af Folketinget. Hvilke tanker gør du dig om det?

"Jamen, jeg synes, at det var et tab for partiet. Ingen tvivl om, at Sandy er et fantastisk politisk talent, men jeg har dyb respekt for hendes beslutning. Hun er også kommet herind i en meget ung alder og kan have brug for at komme ud og få fyldt noget fagligt på dunken, det..."

- Men hvis du var blevet formand, var Sandy Brinck ikke gået?

"Det ved jeg ikke. Det skal man ikke spekulere i, men nej, det var hun formentligt ikke. Men det var så nu, hun havde brug for noget erhvervserfaring. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne ser, at hun vender tilbage til Christiansborg, men hun er så ung endnu, at hun sagtens kan nå det," lyder Frank Jensens spådom.

Ventede ikke på far

Også Frank Jensen selv takkede nej til et tilbud fra Helle Thorning-Schmidt, nemlig til en post som næstformand. I stedet valgte han det noget perifære job som grønlands-ordfører. Et ukontroversielt område, der desuden giver Frank Jensen mere tid til den familie, som i løbet af de seneste 18 år har lært at klare sig uden fars tilstedeværelse. Frank Jensens yngste barn var bare et år gammel, da farmand i 1987 blev valgt ind i Folketinget.

"Nu er han 19 år og lige flyttet hjemmefra. Så kan min kone, Jane, og jeg så sidde og se tilbage på det liv, hvor det primært har været hendes ansvar at tage sig af børnene. Men jeg havde nogle ek-stremt stærke oplevelser af at komme tilbage og blive en integreret del af familien igen - uden at mærke hverken afstandstagen eller reservation," siger han og mindes hvordan han blev irettesat af sin femårige søn, når far kom hjem fredag aften og begyndte at koste rundt og ville bestemme.

"Han sagde: 'Hold nu op far, du ved godt, herhjemme er det mor, der bestemmer'. Det har jeg også måtte acceptere gennem alle årene."

- Har de savnet dig?

"Nej, det har været vigtigt for mig at få familien til at fungere på den måde, at de havde deres liv også. De skulle ikke sidde og vente på, at far kommer hjem. Og det har både min kone og børnene fået til at fungere rigtig godt. Det har været en tryghed for mig, at jeg ikke har skullet sidde her på Christiansborg og have dårlig samvittighed. Det, der slider nerver og parforhold og kærlighed ned, er hvis ens forventninger til hinanden ikke er ordentlig afstemt. De år, jeg var minister, havde de stort set ingen forventninger til, at jeg var til rådighed ud over på telefonen. Og sommetider ikke engang der," siger han.

Svære svar

En del af det sidste halve år på kontoret er også gået med rent praktisk at rydde op efter valgnederlaget, både på skrivebord og i mailindbakke.

"Det har været vigtigt at få svaret alle de mennesker, der gik ind i valgkampen ordentligt og få det kapitel rundet af."

- Har det været svært?

"Nej, men jeg har fået mange hundrede henvendelser, og det er jo altid svært at svare folk, der er kede af det. Og at skulle være den, der skal opmuntre dem både til at blive i partiet og til at kæmpe videre. Men der er nu mere end nogensinde brug for socialdemokratiet både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk."

Frank Jensen meldte sig som 13-årig ind i Socialdemokratiet, og efter valget til folketinget i 1987 gik turen tilsyneladende kun én vej, nemlig frem. Socialdemokraterne fik det år et dårligt valg, der fik Anker Jørgensen til at trække sig. Svend Auken blev formand og Ritt Bjerregaard gruppeformand. Og den ny ledelse gav hurtigt plads til den 26-årige Frank Jensen. Siden har han som bekendt både været justitsminister og forskningsminister.

- Pludselig kommer der er et knæk. Hvordan er det at sige farvel midt på den bane?

"Jeg har altid tænkt, at jeg var heldig. I min ungdom havde jeg slet ikke tanken, at jeg skulle ende som medlem af den danske regering. Jeg kom ind sammen med en ny ledelse, som tog de unge med fra første dag. Pia Gjellerup, Jan Trøjborg og jeg kom hurtigt med i arbejdet. Bare en uge efter jeg blev valgt ind, fik jeg mit første ordførerskab. Jeg var partiets talsmand på dørsalgsloven, som ikke var nogen stor sag. Men jeg kan love dig, at jeg vidste alt om dørsalg, da jeg stod der oppe," siger han med et smil.

Ikke brug for en doktor

Ifølge den tidligere minister skyldes den succes, han trods to kongres-nederlag har oplevet, delvis evnen til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. 'sådan er det jo i mange af livets forhold,' som han siger. Men selv om han henviser til held og timing i forhold til først at blive politisk ordfører og siden at få tildelt to ministerposter i Nyrup-regeringen, peger Frank Jensen på slid og et godt forhold til baglandet som det afgørende. Det handler om at læse på lektien, som han siger.

"Den læsning fandt ofte sted i nattelampens skær. Dengang var der ikke så mange sekretariater, der stod på pinde for en, og man måtte selv hente bilag, ringe til folk og hente inspiration uden for huset her. For mig har det været godt at lære håndværket fra bunden. Den dag jeg for sidste gang går ned af Folketinget store trappe som valgt medlem, er det med en enorm respekt for det her hus og for parlamentarismen og folkestyret," siger han.

Frank Jensen har aldrig selv gjort brug af spindoktorer eller 'særlige rådgivere'. Han har sat sin lid til den embedsstand, som han efter eget udsagn har stor respekt for.

"Statens embedsapparat er ikke lønførende i det danske samfund. Alligevel er det lykkedes ministerierne at rekruttere nogle af de bedste hjerner i det her land. Hvis man har tillid til deres politi-ske rådgivning kan man komme langt," siger han.

Som 44-årig er Frank Jensen netop blevet udpeget til posten som bestyrelsesformand for den danske satellitvirksomhed, Emperion, der udvikler kommunikationsløsninger til Afrika. Også på den nye post kan han give sit indre politiske dyr masser af plads at motionere på.

"Når jeg valgte at sige ja til posten, er det fordi den funktion, hvor man sidder for bordenden og har de strategiske overvejelser om selskabets udvikling og skal instruere den administrerende direktør om selskabets politik, ligger relativt tæt op af de erfaringer, jeg har gjort som minister. Perspektivet med arbejde i den tredje verden om mellemøsten supplerede meget godt, det jeg gerne vil, nemlig at være med til at forandre. Jeg bliver ikke et upolitisk menneske, fordi jeg forlader Christiansborg," siger Frank Jensen.

Kapitel skal afsluttes

Han har allerede sporet sig ind på at fastlægge de politi-ske målsætninger i sit nye job. Området hedder udviklingsbistand, og de mange midler til infrastruktur kan ifølge Frank Jensen bruges bedre.

"Når man læser beretninger fra ulandsfrivillige, sidder de meget i deres jeep på vej fra lejren til møde i hovedstaden. Men hvorfor bruger vi ikke internettet og satellitproduktion, hvor der ikke er fiberkabler?"

Frank Jensen noterer sig med tilfredshed, at selskabets målsætning er at kunne rykke ud med det samme og forsyne flygtningelejre med strøm og computere.

"På den måde er lejren online med det samme, og man kan lave videokonferencer med beslutningstagerne i London eller København. Det har givet mig et perspektiv på, hvordan vi bør arbejde mere proaktivt i udviklingspolitikken og bruge den ny teknologi."

Men jobbet som bestyrelsesformand er ikke på fuld tid. Frank Jensen har endnu ikke truffet den endelige beslutning om, hvad han skal leve af, når han takker af fra Borgen.

"Jeg er så heldig, at jeg har sagt, at jeg ikke genopstiller ved næste valg. Ingen ved, hvornår det kommer, men forventeligt ligger det et stykke tid ude i fremtiden. Så jeg føler ikke et pres for at skulle tage den sidste tur ned af den store trappe meget hurtigt. Det er godt for mig at få en periode til at få lukket det her kapitel af."

Men om den sidste tur ad den store trappe først bliver efter næste valg står også hen i det uvisse. Indtil videre passer Frank Jensen sit arbejde i Folketinget.

"Den dag jeg ikke kan det på grund af for megen aktivitet udenfor, så tager jeg selvfølgelig konsekvensen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu