Læsetid: 4 min.

Fanden vasket af væggen

1. juli 1997

NYHEDER HAR DET med hurtigt at blive glemt, men på denne dag og på denne plads er der grund til at standse op et øjeblik og holde fast i, hvad der blev sagt i forgårs. Det er ikke mere end nogle få dage siden, at observatører og politiske kommentatorer fra mange lande malede fanden på væggen i forbindelse med situationen i Albanien og forudså total anarki og ragnarok.
Med valget søndag må man konstatere, at dommedagsbetragtningerne foreløbig er gjort til skamme. For det første ser det ud til, at de albanske vælgere mødte talstærkt op for at stemme. Det er et opmuntrende tegn på, at befolkningen har lyst til at vende tilbage til en rolig hverdag efter måneders væbnet uro. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, der har overvåget afstemningen, beskrev i går valget som "tilfredsstillende og acceptabelt", og stemningen i landet på valgdagen og søndag aften, da resultaterne begyndte at løbe ind, var forbløffende afdæmpet.
Det er også værd at hæfte sig ved, at der, på trods af at anslået hver anden albaner har en kalashnikov, ikke har været så meget som anløb til borgerkrig. Ofrene for urolighederne har overvejende mistet livet ved vildfarne kugler, banal kriminalitet og personlige opgør.
Men selv om albanerne foreløbig har slukket bål-og-brand-profetierne, er der naturligvis ingen grund til at falde i den anden grøft, den naive optimisme. Landet, der søndag holdt sit fjerde parlamentsvalg siden sammenbruddet i 1991 af verdens mest lukkede og mest stalinistiske styre, står foran et genopbygningsarbejde, der for en vesteuropæer kan forekomme uoverkommeligt. Produktionsapparatet er lagt i ruiner, statsinstitutionerne fungerer efter nepotistiske principper, retssystemet er i politikernes hænder, og - som en albansk journalist udtrykte det - "der er noget, der har sagt krak inden i os", tilliden, troen og håbet har fået et ordentligt hak i tuden.

UDEN AT SE for langt ind i fremtiden, er der to væsentlige problemer at overkomme nu og her. Det ene hedder Berisha.
På nuværende tidspunkt ser det ud til kun at kunne løses på en måde. Manden må forlade præsidentposten. Om han vil gøre det, er endnu uvist, men præsidentens reaktion på valget pegede i den rigtige retning i går. På en pressekonference indrømmede den 52-årige hjertelæge, at "vælgerne tilsyneladende har stemt for, at det Demokratiske Parti (præsidentens parti, red.) skal være i opposition" og opfordrede sine støtter til at møde valgets udfald med "mod og værdighed" og fortsætte "bestræbelserne på at konsolidere demokratiet som opposition". Det er ikke så lidt fra en mand, der så sent som 2. marts i år indførte undtagelsestilstand, censurerede medierne, forbød folk at samles i gaderne, indførte udgangsforbud om natten og satte hæren ind mod oprørerne i syd. Berishas nærmeste har uofficielt betroet journalister i Tirana, at præsidenten før valget havde i sinde at gå af, hvis nederlaget blev markant. I tilfælde af en mindre eklatant lussing, ville han blive.
Oppositionen mente i går, at den samlet ville vinde mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet, og hvis det sker, kan præsidenten afsættes med en afstemning i parlamentet. Umiddelbart virker det som den nemmeste løsning og er det nok også alt taget i betragtning, men paradoksalt nok risikerer en overvældende sejr til venstrefløjen at åbne for nye vanskeligheder. Albanien har brug for et afbalanceret parlament, ikke en ny folkeforsamling med en lille og klemt opposition. Om det endnu engang vil går så galt, kan kun fremtiden vise. Man har foreløbig lov at have det fromme håb, at Socialisterne har menneskeligt storsind nok til ikke at falde i hævngerrighedens fristelse, og at de seneste måneders helvede har fungeret som en lærestreg for alle politiske parter. Albanien har været meget tæt på at nå point of no return, og socialisterne har erklæret, at de vil behandle deres opposition bedre, end de selv er blevet behandlet under Berishas fem år ved magten.

DEN ANDEN PRESSERENDE hårdknude, Albanien skal løse op for hurtigst muligt, er oprørerne i syd. Socialistpartiet tøvede tidligere på året ikke med at slutte sig til protestråbene fra de sydalbanske byer med Vlore i spidsen. Det er imidlertid uklart, hvor meget partipolitik, der egentlig gemmer sig i sydens oprør, og der er således heller ingen garanti for, at det dæmpes med venstrefløjens sejr og Berishas afgang. Nogen hemmelighed er det ikke, at byerne i syd i de seneste år har tjent styrtende summer på alskens illegal forretningsvirksomhed som dyrkning af marihuana, narko- og våbensmugling og prostitution. Man kan derfor ikke udelukke risikoen for, at den albanske mafia foretrækker så svag en stat og regering som muligt uanset farve. De selvbestaltede oprørsledere har sagt, at borgerne vil kræve deres tabte penge fra pyramidespillene tilbage, uanset hvilken regering Albanien får efter dette valg. Det betyder, at en eventuel socialistisk ledet regering risikerer at skulle forholde sig til fortsatte ultimatum'er fra syd. Hvis det sker, vil det være et fingerpeg om, at sydens oprør ikke bare var uskyldige borgeres desperation over tabet af deres sparepenge, men også illegale gruppers beskyttelse af deres egne statsundergravende interesser.

ld (Lisbeth Davidsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu