MOSKVA - Hun har gået rundt i Hitlers førerbunker, sorteret hans efterladte papirer og dokumenter, fundet hans og Eva Brauns forkullede lig i den udbombede park ved bunkeren, slæbt dem over et hegn, set førerens kæber med tandrester og gebis blive skåret ud af hovedet og identificeret af hans personlige tandlæge.
Hun har slæbt rundt på kæberne i en lille æske, inden de blev sendt hjem til Moskva - til Stalin. Og hun fik ordre til ikke at sige et ord om det, for Stalin ville gerne skabe frygt blandt de allierede for, at Hitler endnu ikke var død.
Hun vidste, at det vár han. Men hun tav om det i 20 år, mens rygterne gik om, at han var flygtet og levede i bedste velgående et eller andet sted i Sydamerika, og at han nok ville vende tilbage. End ikke Sovjetunionens helt og mægtigste hærfører marskal Sjukov havde den viden, som hun sad inde med. I dag taler hun frit fra leveren. Jelena Rsjevskaja, 86 år gammel, tager imod i sin efter moskovitiske forhold store, men lidt mørke og dystre lejlighed ved den hviderussiske banegård i Moskva.
Hun har travlt og er lettere stresset, for hun er netop ved at læse korrektur på sin nye bog om oplevelserne under Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder anden Verdenskrig. Bogen udkommer i dag - 60 år for sejren.
Denne lille mørkhårede og smukke, gamle kvinde var tolk for den hærenhed af stormtropper, der hed Den Tredje Armé, som hun fulgte fra det blodige slag om Moskva ved byen Rsjev i vinteren 1942-43 til de indtog Berlin og Nazityskland kapitulerede 9. maj 1945.
Det værste krigsminde
"Det, der har indprentet sig mest i min erindring, er ikke Hitlers lig eller indtagelsen af Berlin," siger Jelena Rsjevskaja stille, men markeret med sikker stemme, "det var slaget om Moskva, som var det mest blodige og indædte, folkelige slag, fordi vi skulle stoppe tyskernes fremstormen mod hovedstaden. Slaget blev så blodigt, at det gik under navnet Rsjev-kødhakkeren. Vi skulle både stoppe fremstøddet og udmatte den tyske hær, så den mistede kræfter til at bryde længere ind og tage Leningrad og Stalingrad."
Ifølge Rsjevskaja, som efter slaget om Rsjev skiftede sit efternavn Kogan ud med Rsjevskaja til ære for de mange omkomne, kostede forsvaret af Moskva en million tyske soldater og op mod to millioner sovjetiske soldater og civile livet på blot tre måneder. "Det var et langt uafbrudt slag i tre-fire måneder, hvor vi blev bombarderet konstant, og vi vadede rundt i blod og lig. De er stadig ikke færdige med at finde ligene og begrave dem i området. Samtidig var det det mest heroiske folkelige slag, som jeg oplevede under hele krigen," fortæller Jelena Rsjevskaja, som har skrevet fire bøger om sine oplevelser under krigen.
Hun fortæller, at Stalin havde udstedt en skånselsløs ordre om, at Rsjev og området skulle holdes uden hensyntagen til noget som helst og med brug af alle midler. Stalin forbød også at evakuere byens civile.
"Stalins ordre var selvfølgelig i tidens forfærdelige ånd, men han havde en meget stor del af skylden for, at vi under krigen led så store tab," siger hun.
"Blandt andet havde han jo selv henrettet en stor del af vore bedste officerer og terroriseret sin egen befolkning".
Slaget om Rsjev blev et vendepunkt, og fra da af bevægede løjtnant Rsjevskaja sig uden orlov elller fridage sammen med Den Tredje Armé vestpå, mens tyskerne måtte trække sig tilbage. Langsomt men sikkert nærmede de sig Berlin, hvor hun var med i frontlinjen, da de sovjetiske styrker under voldsomme kampe indtog Nazitysklands sidste bastioner: Rigsdagen, Rigskancelliet og Hitlers bunker.
Den 2. maj kapitulerede de tyske tropper i Berlin og begyndte at aflevere deres våben. Hitler havde begået selvmord den 30 april.
Goebbels lig vist frem
"Vi anede ikke, hvor Hitler og de andre ledende nazister befandt sig. Jeg blev derfor sammen med to officerer, oberst Gorbusjin og major Bystrov, sat til at lede", fortæller Rsjevskaja.
"Jeg husker tydeligt stemningen. Der var døde og sårede overalt, især på Aleksander Platz. Der vimsede læger, sygeplejersker og samaritter rundt. Der blev stadig skudt ved Rigskacelliet, hvor enkelte tyske enheder endnu ikke havde overgivet sig. Imens ledte vi efter Hitler og Goebbels. Det var en af krigens mange mystiske og forunderlige omstændigheder, at det netop blev major Bystrov, som fandt Goebbels og hans kone og deres børn. Alle døde og forbrændte i haven ved førerbunkeren".
Da de gik ind i Tyskland, havde Bystrov nemlig på forhånd fortalt Rsjevskaja, at han ville finde Goebbels.
Goebbels blev sat frem til offentlig beskuelse for at overbevise tyskerne om, at det var slut, og at Berlins kommandant var død.
"Han lignede fuldstændig sig selv. Jeg mener, at det var en rigtig beslutning at vise ham frem, selv om det kan synes babarisk. Men Stalin var vred over det, han havde nemlig andre planer," siger Rsjevskaja.
Hitlers blå blyant
"Vi havde nu hørt fra vidner, at Hitler var død, men vi vidste ikke, hvor han var. Bystrov, Gorbusjin og jeg tog det som vores sidste krigsopgave at finde Hitler. Vi forhørte os hos alle tyskere i nærheden, for vi vidste, at han måtte være her et sted. Jeg havde jo læst i de seneste ugers og dages tyske telegrammer, at han fortsat var i Berlin. Og jeg gik rundt nede i bunkeren og sorterede hans papirer og dokumenter. Her læste jeg bl.a. at han havde fået besked om, at Mussolini var blevet hængt offentligt. Jeg kunne se, at Hitlers blå blyant på samme papir havde skrevet, at han ikke ville falde i hænderne på os - hverken levende eller død".
Allerede den 1. maj havde den øverstbefalende for de sovjetiske tropper marskal Sjukov meddelt Stalin, at tyskerne nu hævdede, at Hitler var død. Men Stalin blev vred, siger Rsjevskaja, og de sovjetiske aviser skrev derfor dagen efter, at Hitler var flygtet.
Den 3. maj fik Rsjevskaja, Bystrov og Gorbusjin besked på, at eftersøgningen skulle foregå i dybeste hemmelighed, og at der kun måtte være de tre involveret. Ikke engang marskal Sjukov vidste noget om det.
Eva og Adolf i et hul
"Vi fik endda ordre om at indstille eftersøgningen, for Stalin ønskede, at det skulle se ud som om, Hitler fortsat var i live, så Vesten fortsat ville være i politisk vildrede. Men vi fortsatte alligevel af os selv, og den 4. maj kom en soldat og sagde til os, at der stak en hånd og en fod op af jorden i et granathul ude i parken ved bunkeren. Vi fik hevet et mandelig og et kvindelig, begge stærkt forbrændte, op af jorden, og vi mente det måtte være Hitler og Eva Braun".
Samtidig kom en anden soldat imidlertid med et lig fra et havebassin, som var fyldt med lig. Liget lignede Hitler, og selv om en række tyskere, som havde arbejdet hos Hitler, ikke kunne identificere ham, erklærede en officer, at Hitler nu var fundet, og fik ham begravet igen.
"Men vi troede ikke på det og fik den 5. maj de to lig slæbt ud fra bunkerområdet over et gærde, mens vore kammerater festede i Rigskancelliet. Vi hastede ud til forstaden Berlin Buch, som var mindre sønderskudt, og hvor der var en klinik, som blev brugt til lig-identifikationer. Hertil bragte vi ligene. Ligene af Goebbels, hans kone Magda og deres seks børn var der allerede," siger Rsjevskaja.
Fandt Hitlers tandlæge
Lægerne sagde, at det efter al sandsynlighed var Hitler og Braun, men at det eneste sikre bevis ville være at undersøge tænderne. Derfor skar de kæberne af Hitler og overlod dem til løjtnant Jelena Rsjevskaja i en lille grøn smykkeæske. Med den under armen lykkedes det hende at finde frem til Hitlers personlige tandlæge, som bekræftede, at det tandarbejde kun kunne være lavet af ham, og at det var Hitlers tænder.
Herefter tog Stalins frygtede hemmelige militærpoliti SMERSJ over. Bystrov, Gorbusjin og Rsjevskaja blev truet med døden, hvis de så meget som omtalte eftersøgningen af Hitler, for slet ikke at tale om, hvis de røbede for nogen, at Hitlers lig var blevet fundet. Stalin ønskede tophemmelighed og forvirring omkring spørgsmålet, ja han ville, siger Rsjevskaja nu, helst have det til at se ud, som om Hitler var i live og flygtet. Det ville Stalin kunne bruge overfor de allierede i Vesten. Blandt andet ville han kunne anklage de vestlige ledere for at holde Hitler skjult.
End ikke Anden Verdenskrigs store krigshelt marskal Sjukov, som havde ledet Sovjetunionens sejr over Hitler, og som i dag fejres i Moskva ved rytterstatuen af ham uden for Kreml, vidste, at Hitler var blevet fundet, at hans kranium og tænder var blevet bragt til Moskva.
Stalins besættelse
Stalin var dels misundelig på Sjukovs store folkelige popularitet, dels frygtede han både marskallen og andre officerer, som han havde en mistanke om ville gøre oprør imod hans terroregime. Derfor lod han sine betroede medarbejdere i SMERSJ og NKVD tage sig af sagen Hitler, anført af den frygtede bøddel Lavrentij Berija.
I 20 år holdt Jelena Rsjevskaja på hemmeligheden om Hitlers død. Og det officielle Sovjetunionen afslørede heller ikke historien over for hverken egne borgere eller Vesten. Og Sjukov vidste stadig intet. Først i 1965, da han var blevet afsat, læste han Rsjevskajas håndskrevne erindringer med bl.a. detaljerne om fundet og identificeringen af Hitlers lig. Så udbad den tidligere så magtfulde krigshelt sig en samtale med hende ude i sin datja uden for Moskva.
"Vi talte sammen, for første gang, i næsten fire timer," fortæller Rsjevskaja,
Hitler stadig hos KGB
"Marskal Sjukov sagde, at han var dybt rystet over at kunne læse om den hemmelighed, som han ikke havde kendt, selv om han havde været tæt på Stalin og mange gange havde diskuteret spørgsmålet med ham."
Sjukov havde endda selv udgivet sine erindringer, som censuren selvfølgelig havde maltrakteret. Og heri havde han skrevet, at ingen vidste, hvad der var sket med Hitler. Nu sagde han til Rsjevskaja:
"Hvis jeg nu siger offentligt, at jeg ikke vidste det, så vil det skade Dem, for så vil ingen tro Dem. Og jeg ønsker ikke at skade Dem, for De har fortalt sandheden."
Da Sjukovs erindringer senere udkom i en ny og ucensureret udgave, var sætningen om, at ingen vidste, hvad der var sket med Hitler, erstattet med en sætning om, at omstændighederne omkring Hitlers død var så glimrende fortalt af Jelena Rsjevskaja, at Sjukov ikke havde yderligere bemærkninger dertil.
Rsjevskaja fortæller, at hun for at trøste den tidligere hærchef, som Stalin havde holdt for nar, sagde til ham den dag ude i datjaen:
"Stalins magt byggede på at udnytte uvished. Og der kunne ikke have været noget mere uvist i Europa end en ikke død Hitler".
Men visheden kom for dagen til sidst. Hitlers tænder ligger fortsat i KGB's arkiver i Moskva. Resten af liget blev ifølge de sovjetiske oplysninger brændt i 1970 i den tyske by Magdeburg og skyllet ud i kloaken.
Hitler er død.
