Læsetid: 1 min.

Fanger i flugten

2. februar 2006

Venlig og sval, afslappet og alert, overgivent humoristisk og analytisk skarpsindig, sådan er Torben Brostrøm. På én gang tilbagelænet og på spring sidder han til oplæsningerne ved Det danske Akademis forfattermøder på Rungstedlund og fanger i flugten selv den mest sammensatte tekst, som han på stedet leverer en præcis karakteristik af. Men han slår hverken folk ned med køller eller sætter dem op på piedestaler, og i Information skal man typisk læse hans anmeldelser et par gange for at finde vurderingen, der tit er gemt i elegante understatements.

På en måde virker det som om, Brostrøm med årene er blevet endnu mere inkarneret nykritiker end tidligere. I praksis er hans læsninger nemlig én stor hyldest til det autonome værk, for de ideologiske aspekter af litteraturen kan ikke rigtig ophidse ham, men er en tekst i sig selv rig, tæt og kompleks nok til at udfordre, begejstres han uden videre også af litteratur, man skulle tro lå langt udenfor hans præferencer og af en kulturradikal at være, er han forbløffende frisindet.

Jeg håber, at man til fortsat inspiration og værn mod gale griller længe endnu vil høre hans stemme, som altid er både engageret og uforstyrreligt køligt-analytisk, uanset hvad der p.t.er hot.

Søren Ulrik Thomsen er digter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her