Egentlig synes jeg, dommedagsprofeterne og neokolonialisterne Keld Hansens og Thor Hjarsens ytringer om naturen i Arktis ville være bedst tjent med total tavshed, da deres ytringer som regel er makværk, der ikke fortjener en enkelt bogstavs opmærksomhed.
I vide kredse er journalisten Kjeld Hansen og biologen Thor Hjarsen særdeles kendte for en særdeles lemfældig omgang med fakta og virkelighed om naturen i Arktis.
Hvis man skal beskrive den arktiske natur sandfærdigt, er man afhængig af 'øjet der ser', skrev engang en entusiastisk etnolog, der sammen med arktiske fangerfolk er berejst i den arktiske natur. Kjeld Hansen og Thor Hjarsen, der aldrig har besiddet 'øjet der ser', beskriver altid naturen i Arktis 'som Fanden læser Bibelen'.
Men på det seneste har disse herrer i pressen fremturet med alvorlige usande påstande, trusler og angreb imod fangererhvervet og det grønlandske samfund. Jeg gør derfor en undtagelse denne gang.
Jeg er en af dem, der sejler i fjordene og ud for kysten hele året igennem. Jeg har, sammen med mange andre fiskere og fangere og ligesom vore forfædre, måttet tilpasse mig, hvad livet byder på i min hjemegn og den arktiske naturs cyklus, hvor jeg er fisker om sommeren og fanger om vinteren (Lige som min farfar og oldefar, tipoldefar og tiptipoldefar - min oldefar blev dræbt af en hvalros på kajakfangst januar 1894).
Jeg har aldrig set titusinder af afpelsede sælkroppe i vore fjorde. Der hvor jeg kommer fra, er sælkød yndet som menneske- og hundemad og er langt sundere end den kemiske mad, som Kjeld Hansen og Thor Hjarsen som moderne mennesker kan købe som grydeklare produkter i supermarkederne i det moderne samfund som de kommer fra - i øvrigt produceret med milliardtilskud.
På rette sted
Derimod ser jeg til stadighed - når lejligheden byder sig - tusinder af hvidhvaler og narhvaler og hundredevis af hvalrosser ud for vores kyst. Til stadighed ser jeg hvert eneste år hundredetusinder af grønlandssæler og millioner af edderfugle, alke, rider og andre arktiske fugle. Store hvaler som finhvaler, pukkelhvaler og småhvaler som marsvin og grindehvaler er endda begyndt at overvintre nord for polarcirklen. For os, der besidder 'øjet der ser', er der ingen tvivl om, at alle hvalarter vokser i antal i vore farvande.
Efterhånden har jeg lært at være på det rette sted på det rette tidspunkt, hvor jeg med glæde og lykke kan opleve disse arktiske dyrs og fugles nærhed i den frie arktiske natur.
For nylig skød jeg og min besætning fem hvalrosser 30 sømil vest for Ikkattut i vestisen. Ikkattut er ikke en by eller et stednavn i Canada. Ikkattut ligger i Vestgrønland! Jeg er ovenud glad og stolt af, at jeg kan skaffe mad til min familie og til befolkningen i Sisimiut, sådan som mine forfædre har gjort det i århundreder.
Hvalrosfangst er ikke lige til og bare noget man gør. Sejlads ved- og i vestisen kan være dødsensfarligt. Ikke så få fangstbåde er blevet klemt fast af drivisen, og selv store trawlere er blevet fanget af isen og blevet hevet op på skær og sunket. Da fangstbådene var mindre, forsvandt flere fangere i vestisen. Desuden er hvalrosser så farlige, at selv kongen over alle arktiske dyr, isbjørnen, er bange for dem. I gamle dage blev ikke så få kajakfangere dræbt af hvalrosser. Og dette kan stadig forekomme i Arktis.
Naturen i vestisen om vinteren er noget af det mest barske, man kan opleve. Derfor er det helt naturligt, at fangerne kan miste anskudte fangstdyr. Men det er rent gætværk at påstå, at en tredjedel af fangsten på hvalrosser tabes. I de seneste to årtier, hvor jeg har fanget over 100 hvalrosser, har jeg mistet fem anskudte hvalrosser.
En hån mod forfædrene
Fangerkulturen lever i bedste velgående og har lige så megen betydning som det kystnære fiskeri for det grønlandske samfund og selvfølgelig i moderniseret udgave.
Fangererhvervet i vort land er ikke nogen museumsgenstand som neokolonialister og moderne naturromantikere gerne vil gøre det til. Selv harpunen er stadig hovedelement i fangsten og vil altid være det, så længe vort land ligger ved Arktis. Selv i moderne udgave er fangsten en del af vor kultur og vil altid være det, så længe solen går ned i vestisen.
Det er da ganske rigtigt, at Grønland er verdens største ø, (ca. 51 gange større end lille Danmark) og hvor livsgrundlaget og naturforhold kan variere fra sted til sted. I yderdistrikter og i visse beboede egne er fangererhvervet det vigtigste erhverv, hvor fangstdyrene indgår som en meget vigtig del af husholdet hos de enkelte familier.
Ifølge Hjemmestyrets jagtinformationer og fangstregistreringsrapporter fanges der i gennemsnit 300.000 landpattedyr, hvaler, fugle og sæler i vort land. Megen af denne grønlandske proviant spises direkte i hjemmene i vort land. En del af denne proviant forarbejdes i Hjemmestyrets egne selskaber med salg til hjemmemarkedet for øje.
I KNAPK (den grønlandsle fanger- og fiskerorganisation, red.) har vi udregnet en model for, hvordan vi kan sætte en værdi i kroner for den samlede fangstmasse af de fangne arter. Med gennemsnitprisen fra tre forskellige brætter (salgssteder, red.) i Syd- Midt- og Nordgrønland vil den samlede fangstmængde i værdi udgøre næsten en halv milliard danske kroner.
Påstanden om, at fangererhvervet kun er en hjælpeforanstaltning for de socialt dårligst stillede i vort samfund er ude af proportioner og har intet at gøre med virkeligheden og er en hån mod vore forfædre, kultur og levevis.
Tvivlsomme tal
De tal, som Kjeld Hansen og Thor Hjarsen ynder at misbruge og manipulere deres omverden med, er tit forældede tal fra Naturinstituttet (NAMMCO har desværre for vane at bruge samme tal).
Som regel er disse tals troværdighed på minimumsniveau. Det ved vi var tilfældet med rensdyrene i sin tid, hvor biologernes viden var meget sparsom, og Naturinstituttet lig var opstartet. Det samme er sket med stor- og småhvalerne. På disse områder er de seneste videnskabelige tal begyndt at harmonere mere med brugernes viden. Storhvalbestanden er voksende. Hvidhvalbestanden er voksende. Og den skulle have været udryddet i 1999! I vores organisation er vi glade for, at samarbejdet med Naturinstituttet i de seneste år er blevet mere fremadrettet til gavn for begge parter.
Heldigvis har vi demokrati i vort land, hvor fangernes og brugernes viden også indgår ved lov i forvaltningen af de levende ressourcer. Fangstrådet blev oprettet i 1998 for at tilfredsstille dette behov.
I de moderne samfund som Kjeld Hansen og Thor Hjarsen kommer fra, aflives millioner af husdyr på grund af misrøgt. Er det bæredygtigt? Millioner af ton af mange slags madprodukter kasseres i EU hvert eneste år, mens en stor del af verdens befolkning sulter. Er det bæredygtigt? Til alle slags levnelsesmidler i Danmark ydes der pr. år ca. 300 milliarder kr. - herunder støttetilskud til landbrug - fra EU og den danske stat ifølge Danmarks Statistik. Er det bæredygtigt?
Hvad den globale natur angår, har den moderne vestlige verden, som de herrer kommer fra, spillet fallit, hvor den produktionsform, der udøves i disse lande ifølge eksperter har afstedkommet en global opvarmning, der truer verdens natur. Eksperter i FN's klimapanel har for nylig udfærdiget en rapport, der på det kraftigste advarer om den globale opvarmning, der bl.a. vil forårsage hungersnød i Afrika og udryddelse af dyrearter på verdensplan! Er det bæredygtigt? Alt imens prøver hyklerne Kjeld Hansen og Thor Hjarsen at overbevise omverdenen om, at blot 1.000 erhvervsfangere på overførselsindkomster er ved at udrydde fangstdyrene i vort land.
For os, der kender virkeligheden, er dette bare endnu et bevis på, at de moderne naturromantikere og neokolonialister er i gang med et makværk af propaganda. At Kjeld Hansen kæder vores samfundsproblemer, der i øvrigt findes i alle samfund i verden, sammen med kommerciel hvalfangst og forvaltning af havpattedyr, viser blot, at han er smålig og på et meget lavt niveau i sine betragtninger og i sin handlemåde som journalist og forfatter.
Til slut vil jeg påpege, at jeg aldrig har set en arktisk biolog og naturvejleder, der kan fortælle mig, hvordan jeg skal gebærde mig ud i vestisen. Jeg kan da trøste mig med, at disse dommedagsprofeter og propagandister Kjeld Hansen og Thor Hjarsen aldrig kommer til at besidde 'øjet der ser'. I hvert fald ikke i deres levetid. Heldigvis!
Leif Fontaine er fisker og fanger samt tidligere formand for KNAPK, den grønlandske fanger-fisker organisation.
Kronikken onsdag: Musikalsk åndenød
