Læsetid: 3 min.

Fantasifuld, følsom og fandenivoldsk

Inspireret af egne oplevelser fortæller svenske Josef Fares med det poetiske drama 'Zozo' en gribende historie om en 10-årig dreng på flugt fra bombernes Beirut til det snusfornuftige Sverige anno 1987
20. januar 2006

10-årige Zozo drømmer om stjernehimlen. Stjernerne ser smukke ud, som de blinker langt deroppe. Men pludselig falder de ned som bomber og ødelægger byen omkring ham. Zozo bor i Beirut under borgerkrigen i 1987, og selv ikke i drømmene kan han undslippe den krigsplagede dagligdag med maskerede soldater i gaderne og beskyttelsesrummet som et andet hjem.

Zozo er kælenavn for Josef, og filmen af samme navn er inspireret af den svenske instruktør Josef Fares' egne oplevelser af at flygte fra Beirut til det Sverige, der på kassettebåndene fra de allerede emigrerede bedsteforældre fremstår som paradis på jord. Efter komedierne Jalla! Jalla! og Kopps bliver tonen med denne barske opvækstskildring alvorligere, men der er stadig kærlig humor, drømmende poesi og visuel opfindsomhed i den fantasifulde og fandenivoldske Fares' tilgang til materialet.

Nuttet med nuancer

Første del af filmen udspiller sig i Beirut, hvor Zozo og hans familie forsøger at have et så almindeligt liv som muligt trods krigen.

Imad Credi, der spiller Zozo, blev castet i Beirut, og han virker helt på hjemmebane blandt både voksne og børn i de kvarterer, Josef Fares selv voksede op i. Med sine udtryksfulde øjne og mørke krøller er han en nuttet dreng, men han spiller ikke på det, ligesom resten af filmen trods mange sentimentale faldgruber formår at styre uden om de letkøbte løsninger. Fares er bestemt til de store følelser, men også til nuancer.

Det mærker man blandt andet i det kærlige portræt af Zozos i bund og grund rabiate farfar (Elias Gergi). Krigen splintrer Zozos familie, og i anden del af filmen må han derfor rejse til Sverige alene. Her bor han hos den kærlige farmor og den kontante farfar, der prøver at holde humøret oppe for alle og konsekvent opmuntrer Zozo til at gå fysisk i flæsket på alle problemer på sin vej.

Zozo lytter, men er ikke til at uddele tæsk, og som det visuelt fortælles i filmens slutscener er vejen til integration i høj grad, at alle parter er stærke nok til at gribe til andre løsninger end vold og turde starte på en frisk på trods af en betændt og ulykkelig forhistorie.

Gammelklog kylling

Den del af historien, der udspiller sig i Sverige, står umiddelbart svagere end den åbenlyst dramatiske første del. Efter at have fundet sig godt til rette i stemningen og det somme tider svingende skuespil i Libanon, virker den svenske hverdag næsten alt for ordinær, blandt andet fordi de poetiske indfald, som når Zozo drømmer om sin mor, er dårligere integreret i helheden. Man savner de velfungerende, skæve påfund blandt Beiruts ruiner, f.eks. den lille, talende kylling, der med Fares Fares' stemme gammelklogt forholder sig til Zozos liv og sammen med det flugtmodne, flygtige bekendtskab Rita er hans eneste allierede til sidst. Filmen tager også en symbolladet poetisk pause, når Zozo og Rita leger fugleskydning i en skovbund dækket af patronhylstre i alle regnbuens farver.

Sverige byder dog også på flere gode scener med Zozos møde med det svenske sprog, skolesystemet, de obligatoriske mobbere og endelig en allieret outsider (Viktor Axelsson). Josef Fares insisterer hele tiden på håbet, og skønt Zozo oplever uendeligt meget tragisk på sin vej, stoler man altid på, at hans liv på en eller anden måde, vil ordne sig til sidst.

Fortælleglæde og gehør

Zozo har fået flotte anmeldelser i Sverige og er landets bud på en Oscar-nominering i kategorien bedste udenlandske spillefilm. Publikum har dog ikke stormet billetlugerne, og det skyldes nok, at det er en af de svære film, som har et barn i hovedrollen, men især fortæller til de voksne. Større børn vil få en stor oplevelse af filmen, men voksne filmelskere kan også med god grund opsøge Fares' film.

Selv om denne tredje spillefilm er så anderledes end de forrige, oser den på samme måde af energi og fortælleglæde, og den grundlæggende alvor gør den til et gribende bekendtskab, som lover godt for den talentfulde Josef Fares' fortsatte udvikling som fortæller og billedskaber. Han har et utroligt gehør for at lave seværdige historier om menneskers ensomhed og behov for (næste)kærlighed, hvad enten det er Jalla! Jalla!'s pudsige parkpassere, Kopps' overkomiske lokalbetjente eller her et tilfældigt offer for en tragisk krig.

Det er et sjældent talent.

Zozo. Manuskript og instruktion: Josef Fares. Svensk (Grand og Empire i København samt Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her