Læsetid: 4 min.

Fantastisk filmbedrift

'AFR' er en sand genistreg, der bevæger os, selv om vi ved, at det er løgn
20. april 2007

Under et middagsselskab for Christopher Columbus blev der sået tvivl om hans bedrift. Kunne enhver ikke have sejlet ud og opdaget Amerika? Columbus tog et æg og bad middagsgæsterne om at få det til at stå op. Alle prøvede forgæves og sagde, at det var umuligt. Så tog Columbus ægget, slog det forsigtigt ned i bordet, så skallen i den ene ende blev trykt flad. Ægget stod op!

Kunsten er at få ideen, og årets mest skelsættende film, AFR, er så simpel og indlysende, at vi, ligesom Columbus' middagsgæster, nemt kan glemme eller overse bedriftens størrelse.

To mænd. Anders, en målrettet politiker på højrefløjen, og Emil, en ung rastløs aktivist på venstrefløjen med et barndomstraume. To modsætninger, der mødes, forelsker sig stormfuldt, modnes og bliver mere nuancerede mennesker, også i politisk henseende. Men da politikeren vælges til landets statsminister, afbryder han det hemmeligholdte forhold, hvilket får fatale konsekvenser.

AFR kunne have været en dansk Brokeback Mountain med politiske undertoner, en traditionel fiktionsfilm med skuespillere, hvis det ikke havde været for genistregen: Anders Fogh Rasmussen spiller politikeren! 'Spiller' er måske så meget sagt, for vor statsminister har nemlig ikke lagt krop til en eneste filmoptagelse. Det kræver en forklaring.

Da filmen begynder, er de to mænd døde. Anders har været udsat for et attentat, og Emil, som er mistænkt for at stå bag, er omkommet under politiets hårdhændede anholdelse. Filmen optrevler hændelsesforløbet gennem en række interviews med 'familie', 'venner' og 'kolleger', mens Anders Fogh og Emil (der 'spilles' af instruktøren selv, Morten Hartz Kaplers) optræder via fotos og arkivoptagelser i en blanding af fakta og fiktion.

Under- og overgrunden

Lyder det kedeligt? Imod alle odds bliver vi revet med, selv om formen er talking heads, og selv om vi ved, at det hele er en løgn. Instruktøren underspiller elegant sine virkemidler. Han pirrer vores fantasi, så vi selv er med til at skabe karaktererne, og i den fintmærkende instruktion er de mange ukendte (heraf adskillige debuterende) skuespillere, der beretter om de to mænds liv, genuint overbevisende.

Vi pendler mellem Anders' Overdanmark og Emils Underdanmark og kommer rundt i mange miljøer. Brydningerne i vores samfund bliver begribelige, når vi ser, hvor forskelligt folk bor, går klædt, udtrykker sig og tænker. Undergrundens hudløse bøssetyper og indbildske kunstnermiljø er ramt på kornet, men også the establishments distancerede omgangsformer har Kaplers godt fat i.

Han falder heller ikke for fristelsen til at romantisere undergrunden, selv om det er den verden, han selv kommer fra. Han viser tværtimod, at hedonismen er lige tom og meningsløs i begge miljøer, som også er akkurat lige lukkede og selvtilstrækkelige - der er blot prisen på rødvinen til forskel! Ligesom han med velgørende selvironi skildrer den såkaldte avantgardescene, hvor man filmer sin egen ejakulation og kalder det kunst!

Ulykkelig af kærlighed bliver Emils adfærd mere og mere ekstrem og selvdestruktiv. Han er ved at synke til bunds samtidig med, at Anders stryger til tops i det internationale samfund. Statsministeren har stået for udvidelsen af EU, Irak-krigen har ikke givet alvorlige pletter på omdømmet, og den gamle skatte-svindlersag er for længst glemt.

Men én ting rumsterer stadig: Mødet med Emil. Og da en politisk udsending fra et forarmet Afrika banker på døren og indtrængende beder om hjælp, er Anders' forsvarsværker nede (i modsætning til den virkelige AFR, der under Muhammed-krisen nægtede at mødes med de muslimske ambassadører - et eksempel på Kaplers raffinerede politiske satire).

Dét bliver vendepunktet. Anders går i spidsen for en radikal omfordeling af ressourcer fra den rige til den fattige verden. AFR Trust Foundation. Unægtelig et postulat, men vi køber det gerne. Fordi vi kender mennesket bagved og forstår hans personlige motiver, og fordi den fiktive Anders Fogh er mere levende end den robotagtige skikkelse, som vi kender fra medierne. Kaplers har vendt vores billede af Fogh på hovedet og gjort ham til et rigtigt menneske.

Mod og viljestyrke

AFR er den mest overrumplende danske film, jeg har set siden Festen. Jeg havde ventet en pubertær provokation, en hurtig sensation og så videre. Men AFR er en politisk film uden paroler, en kærlighedsfilm med mening, en film om Danmark og verden omkring os.

I fem år har Morten Hartz Kaplers i stilhed arbejdet på AFR - som en maler arbejder på et kompliceret billede. Det er en enestående solopræstation, oven i købet uden offentlig støtte. I en filmbranche, der ofte er mere optaget af karrieren, har den 35-årige instruktør sat alt på et bræt.

Grundtonen i AFR er nærmest vemodig, og det er filmens tro på det gode i mennesket, der gør den bevægende. Et enkelt menneske kan gøre en stor forskel.

Naivt? Bestemt, men ikke mere naivt end Chaplins berømte tale til menneskeheden i slutningen af Diktatoren. Kaplers genopliver den klassiske filmhumanisme, og måske er netop naiviteten hans stærkeste våben. Fordi den ikke kan mistænkeliggøres, og fordi det er den absolutte modsætning til meningsmålingstyranniet og spindoktorerne, som i dag styrer den politiske 'debat'.

Ingen svagheder? Jo, men pedantiske indvendinger må i dag vige pladsen for helhjertet opfordring til alle - inklusive vores travle statsminister - om at gå i biografen og opleve Morten Hartz Kaplers Columbus-æg.

AFR. Instruktion: Morten Hartz Kaplers. Manuskript: Morten Hartz Kaplers og Allan Milter Jakobsen. Dansk (Palads, Grand, Dagmar og mange biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her