Forestil dig, at du møder op hos lægen med en forstuvet fod. I stedet for at lægge en støttende forbinding på, tager lægen fat om dit fodled og brækker foden helt. Herefter lægger han hele foden i gips og sender dig hjem på krykker. Denne fremgangsmåde er jo åbenlyst vanvittig, men det er ikke desto mindre en sådan fremgangsmåde, det offentlige benytter sig af, når et forældrepar efter en skilsmisse ikke kan finde ud af at deles om et fælles barn.
Familieminister Lars Barfoed (K) har i foråret nedsat et udvalg, der skal tage forældremyndighedsloven op til revision. Det er et prisværdigt og modigt initiativ, og der er nok at tage fat på.
Nu er forældremyndighedsloven sådan indrettet, at fælles forældremyndighed kun kan opretholdes, så længe begge parter er enige.
Ønsker den ene part den fælles forældremyndighed ophævet, skal sagen for en dommer, som så er tvunget til at dømme til en af siderne.
I praksis er det sådan, at med mindre helt ekstraordinære forhold såsom misbrug, psykisk sygdom eller lignende gør sig gældende, får kvinden nærmest pr. automatik den fulde forældremyndighed over barnet.
Retssagen svarer til lægen, der brækker den forstuvede fod. Uenighed og en vis grad af fjendskab efter en skilsmisse, hvor begge parter er sårede, fortvivlede og kede af det, er vel snarere normen end undtagelsen. At stadfæste denne uenighed ved lov ved at umyndiggøre den ene af parterne er imidlertid et meget groft indgreb, som i langt de fleste tilfælde blot skærper konflikten og uenigheden og gør det endnu sværere for forældrene senere hen at etablere det, ikke mindst for barnet, ønskværdige samarbejde omkring samvær mm.
Brøndby eller FCK
Rationalet i den nuværende lovgivning synes at være, at konfliktniveauet lettest dæmpes ved at knægte den ene part (typisk manden), indtil han giver op og blot føjer den anden part. I Familieretten (Nielsen og Vorstrup 2001) forklares:
"Der kan ikke efter gældende ret mod (én af) forældrenes protest træffes afgørelse om fælles forældremyndighed (tvungen fælles forældremyndighed). Spørgsmålet blev indgående overvejet af forældremyndighedsudvalget (nedsat forud for lovændringen i 1995). Baggrundet herfor var især, at tvang ikke er et godt udgangspunkt, og at det vil medføre, at myndighederne ville kunne komme til at tage stilling til, om barnet skulle i privatskole, 10. klasse eller gymnasiet, religiøse spørgsmål og, måske lidt på overdrevet, om barnets fritidsaktiviteter skulle bestå i musikundervisning eller medlemskab af en fodboldklub og, i sidstnævnte tilfælde, om barnet skulle være medlem af FCK eller Brøndby."
Denne betragtning beror på en helt grundlæggende misforståelse af dynamikken i en skilsmissekonflikt.
For det første kan man undre sig over, hvordan man kan umyndiggøre en forældrer (far), uden at det indebærer tvang. Bliver udgangspunktet ikke netop tvang, når en af parterne skal diskvalificeres i det fælles forhold til barnet?
For det andet så er de konflikter, som kan være så skadelige for barnet, sjældent konflikter, der handler om hvilken skole, fritidsaktivitet eller fodboldklub barnet skal gå i, som juristerne her så muntert fremstiller det.
Mor er en luder
Det er konflikter af en langt mere subtil og følelsesmæssig karakter, der handler om, at den ene eller begge forældrene fremmedgør barnet fra den anden forælder ved at skabe et negativt billede af ham eller hende. F.eks.: "Far gik fra os, fordi han ikke kunne lide os." Eller: "Mor er en luder, der boller med alle og enhver." At umyndiggøre den ene af forældrene er ikke en løsning på nogen af konflikttyperne, tværtimod.
I forhold til den første type forhindrer umyndiggørelsen af faren ham jo ikke i at ytre sin mening om morens dispositioner i forhold til barnet, f.eks. at det skal gå til violin og ikke fodbold, og dermed evt. give anledning til konflikt.
Til gengæld giver den fulde forældremyndighed moren udstrakte muligheder for at genere, straffe eller blot ikke tage hensyn til faren ved f.eks. at tilmelde barnet til violinundervisning lige netop på farens samværsdag, aflyse samvær pga. "sygdom", lægge ferie så det går mest muligt udover farens samvær. Eller den helt store straf, som er mangen en umynddiggjort fars konstante skræk, at flytte barnet til Rømø, Norge eller Australien.
I forhold til den følelsesmæssige konflikttype så forhindrer umyndiggørelsen jo hverken mor eller far, for så vidt som faren stadigvæk har ret til samvær, i at tale negativt om den anden part og dermed sætte barnet i en forfærdelig loyalitetskonflikt.
Statsamtet
Efter Byretten er næste stop for forældrene Statsamtet, hvor en jurist sidder klar til at fastsætte en samværsordning.
Statsamtet er en institution fuld af paradokser. På den ene side hedder det sig, at fastsættelsen af samvær er en juridisk procedure baseret på en vurdering af sagen ud fra gældende regler. På den anden side er disse regler så uklart og vagt formulerede, at de overlader en stor grad af skønsmæssig frihed til den enkelte sagsbehandler.
Jurister er imidlertid ikke uddannede til at foretage børne- og konfliktpsykologiske skøn, men til at følge klare og entydigt formulerede regler. Det hedder sig, at man skal tage udgangspunkt i "barnets bedste". At være jurist er imidlertid netop at være uddannet til det modsatte, nemlig at tage udgangspunkt i "sagen" og ikke i "barnet".
Der opstår hermed et vakuum mellem den vagt formulerede jura og juristens manglende børnesagkyndige faglighed. Et vakuum, hvor magt over og ansvar for barnet kommer til at svæve i vægtløs tilstand mellem forældre, sagsbehandler og "reglerne." Afhængig af den enkelte sagsbehandler bliver dette vakuum fyldt på forskellige måder. Her nogle stykker:
- 1 ) Udover at være juridisk uddannet er sagsbehandleren et ansvarsfuldt og klogt menneske, som har fornemmelse for den enkelte sag og derfor kan træffe den holdbare og konfliktdæmpende afgørelse.
- 2 ) I manglen på klart formulerede regler henholder sagsbehandleren sig til "almindelig praksis", dvs. standardløsninger som måske, måske ikke fungerer i den enkelte sag, men som fritager sagsbehandleren fra at tage en selvstændig og dermed ansvarspådragende beslutning.
- 3) I stedet for selv at foretage den konkrete vurdering af sagen henholder man sig ukritisk til ene-forældremyndighedsindehaverens (typisk moderens) udlægning af, hvordan barnet har det, og hvad det har og ikke har behov for. Sammen med vurderingen transporteres hermed også ansvaret for afgørelsen og sagens videre forløb væk på behagelig afstand fra sagsbehandleren.
Obligatorisk mægling
Basalt set handler det om fordeling af magt og ansvar i forhold til kompetence. Statsamtsjuristens handlen skal ses i lyset af, at hun får tildelt en magt og et ansvar, som hun måske ikke har faglig kompetence til at håndtere. 1) og 3) synes at være undtagelserne, mens 2) er reglen. Det typiske resultat af et besøg i Statsamtet er således en formel og omstændelig juridisk forhandling, der renser ud i det sidste gran af tillid og gensidig respekt mellem forældrene, og en samværsordning, der er stiv og ufleksibel som gipset om den brækkede fod. Problemerne i det nuværende system kan imidlertid rettes op ved nogle forholdsvis simple ændringer: 1) Mulighed for fælles forældremyndighed ved domsstolene, så længe ingen af parterne er direkte uegnede som forældre. En sådan ordning findes allerede i Norge og Sverige. Hermed inviteres kvinden ikke til at kræve den fulde forældremyndighed, og ligeværdighed mellem forældrene bliver normen og det naturlige udgangspunkt for det videre forløb.
2) Fastholdelse af nogle basale rettigheder for den forælder, der ikke har barnet boende. Herunder særligt at bopælsforælderens muligheder for frit at flytte barnet indskrænkes, f.eks. ved at omkostninger og besvær med transport af barnet i forbindelse med samvær deles mellem forældrene og ikke som nu udelukkende påhviler samværsforælderen, der til gengæld ikke har nogen indflydelse på, hvor barnet bor.
3) Obligatorisk konfliktmægling ved Statsamtet hvor manglende samarbejdsvilje fra en af siderne inddrages som en vægtig faktor i afgørelsen om, hvor barnet skal bo, og i yderste led, om den ene forælder helt skal fratages forældremyndigheden.
4) Tættere kobling mellem den juridiske og den børnbørnesagkyndige faglighed i Statsamterne, således at andre faggrupper end jurister inddrages mere direkte i selve beslutningsprocessen omkring børn og forældre. Herunder kunne man også forestille sig en pædagogisk/psykologisk efteruddannelse af statsamtsjurister, dommere og børnesagkyndige. Det er et velkendt fænomen, at ethvert bureaukratisk system har en iboende tendens til at fjerne medarbejdernes fokus fra systemets egentlige funktion (sikring af barnets velbefindende) og i stedet rette den mod procedurer, paragraffer, cirkulærer, effektivitetsmål osv. En efteruddannelse med det konfliktpsykologiske og pædagogiske i centrum kunne måske tjene som modvægt til denne tendens.
