Læsetid: 4 min.

Farce med skurkeroller

10. maj 2002

Hovedstadens Udviklingsråd bedyrer, at man nu gør alt for at få dækket det underskud, en række københavnske teatre er blevet påført med Artes sammenbrud. Siden må der så komme en nærmere placering af det politiske ansvar. Antallet af solgte Arte-billetter er raslet drastisk ned i de senere år til fordel for et større løssalg. Og det er en udvikling, som Arte ikke har været god nok til at håndtere. Man skød med spredehagl – og forsøgte at dække de manglende indtægter ved i stedet at kaste sig over aktiviteter, der i stigende grad var underskudsgivende, og for en uge siden brød kulturformidleren så endelig sammen. Teknisk set hedder det betalingsstandsning og ikke konkurs. Men næppe mange tror, den sidste socialdemokratiske mastodont kan rejse sig af ruinerne.
Det uretfærdige og ulyksalige er imidlertid, at en lang række københavnske teatre er bragt i farezonen, fordi Artes kollaps betyder, at de ikke vil få udbetalt de penge, som institutionen skylder 27 teatre. 12,7 mio. kr. i alt. Eller det, der svarer til den sum, publikum har betalt for billetterne til de forestillinger, der stadig spiller på teatrene. Nogle scener har været så heldige at afregne med Arte. Andre har hele 3,5 mio. kr. ude at svømme. Hvis ikke Arte har held til at få solgt sin halvpart i BilletNet temmelig fordelagtigt, er det penge, der er tabt.

Hvis er skylden? Naturligvis har Artes ledelse – selverkendt – været for udygtig i sin insisteren på at gennemføre den underskudsgivende ekspansionsstrategi med store særarrangementer og mislykkede publikumsklubber. Underskuddet bliver sandsynligvis på cirka 9 mio. i år, men allerede sidste år manglede der 9,2 mio. i indtægter. Alene det burde have fået advarselsblinkene til at rotere i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST), der – under Hovedstadens Udviklingsråd – har det overordnede ansvar for teaterlivet på de større københavnske scener. Politikerne i DST burde for længst have kunnet se, at Arte var på vej ud over afgrunden. Og have forudset den alvorlige situation, som teatrene befinder sig i. Teatercheferne hævder tilmed, at de for længst har bedt DST om at se til, at de penge, teatrene havde til gode hos Arte, blev deponeret på en særlig konto. Uden resultat.
»Men i bund og grund er dette Artes ansvar. Vi har i hvert fald ikke skubbet til det hældende læs ved at opsige vores kontrakt med organisationen«, fastslår den gode socialdemokrat Mona Heiberg, bestyrelseformand for DST. Nej, det er måske netop problemet.
Teaterchef Jon Stephensen har ret, når han taler om »forsømmelighed«. Man kunne også tale om mangel på rettidig omhu.
Det er et initiativløst, handlingslammet DST, der har indgået og administreret aftalen med Arte. Det er DST, der har ansvaret for, at teatrene holdes skadesløse. Og som hurtigst muligt må skaffe de midler til veje, der kan redde københavnsk teaterliv fra den værste katastrofe. Den indledende ansvarsforflygtigelse, som politikerne har udvist, har været pinagtig at overvære.

Krisen kommer på det værst tænkelige tidspunkt for det københavnske teaterliv. Sæsonen startede mildest talt foruroligende med alt for mange tomme tilskuerpladser, der sendte chokbølger gennem teaterchefernes kontorer. Mens efteråret generelt var præget af kunstneriske fejldispositioner, dårlige anmeldelser og efterdønninger af den 11. september, var en række af de københavnske teatre imidlertid kommet stærkt igen med fremragende forestillinger, som publikum til og med har gidet se. For eksempel er den lille million, som Arte skylder Aveny-t, et overskud, der udelukkende er genereret af publikums-træfferen Boblerne i bækken. Den teaterkrise, der ellers har luret, har været afblæst på de fleste teatre – i hvert fald for en kortere bemærkning. Og netop derfor er den usikkerhed, der er opstået som følge af Artes kollaps, alvorligere end som så.
Det sårbare teaterliv har brug for stabilitet, ikke for tumult, der kan påvirke billetsalget negativt. En ting er dårlig omtale, som teatrene godt kan undvære i øjeblikket. Men vi risikerer også, at et ellers interesseret kernepublikum får en uoprettelig, dårlig oplevelse med teatrene, fordi aben muligvis sendes videre til det publikum, der ikke vil kunne få de rabatter, de har krav på. Et publikum, som til stadighed forlanger et bedre serviceniveau på alle fronter. Tillidsforholdet til publikum er afgørende. Derfor er den nølen, som
DST’s ledelse har udfoldet, beskæmmende. DST må påtage sig ansvaret og gå forrest for at sikre, at resterne af Arte-publikummet får den vare, de har krav på.
Arte-farcen peger endnu engang på, at det er tvingende nødvendigt med en ny teaterlov, der sikrer de københavnske teatre rimelige eksistensvilkår. Den tid, den glæde. Nu handler det om at skaffe pengene, der stopper hullerne. Og at få etableret en abonnementsordning, der fungerer. Siden må der placeres et ansvar for den misère, som politikerne p.t. står i kø for at undsige sig meddelagtighed i.

jso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her