WASHINGTON, D.C. - Charles Aznavour, lever han endnu? Jo da. Men han er ved at pakke sammen. Den 82-årige sanger er rundt og synge farvel til den verden, hvor han blev berømt så langt tilbage som i 1960, da han spillede den bedrøvelige titelfigur i Francois Truffauts nybølge-film Skyd på pianisten.
Aznavours afskedsturné er nået til den amerikanske hovedstad. Da han gør sin entré, bruser et varmt bifald. Publikum rejser sig, inden han får åbnet munden.
Hans engelsk er så fransk som nogensinde. Det lyder, som om han taler begge sprog på én gang. Alderen kan ses. Aznavour er duknakket. Han søger at holde sine rystende hænder i ro. Når han synger, flakser de som hvide duer i projektørlyset.
Men stemmen! Sprødere, måske, dog bevægende, med den metalliske klang, der er hans særpræg.
Salen følger ham omsorgs-fuldt: Går det nu? Snubler den gamle? Nej, ingen fodfejl her. En virtuos sigøjnersang slutter han med at bøje det ene ben skråt bagud, hvorefter han på det andet twister i et tvangfrit glidende forløb ud af scenen. Salen ser måbende til, inden den lader bifaldet brage.
Derpå gjalder Aznavour She: "Den eneste af mine sange, der er skrevet på engelsk først."
Så går det galt
Tre sange senere går det galt. Aznavour starter et dramatisk foredrag på engelsk. Og går i stå. Han rådfører sig med sin ledende guitarist, der også tjener som sufflør. Så starter Aznavour igen på engelsk. Og går igen i stå. Salen er i vildrede. For refrænet er: "I forget." Er stoppet en indstuderet spøg? Nej. Azna-vour slår undskyldende ud med armene og starter igen - på fransk: "J'ai oublié." Og går i stå. Salen rører sig uroligt. Aznavour vender ryggen til publikum og rådfører sig med den ledende guitarist. Så vender han sig om og siger:
"Undskyld. Vi bliver nødt til at gøre som på tv. Først applauderer De mig. Så holder De op. Så begynder jeg at synge. Så applauderer De igen. Og holder op, mens jeg synger videre. Og så håber vi, det går."
Publikum gør tøvende som instrueret. Aznavours stemme rejser sig som en naturkraft mod loftet. Efter en grandiøs rutsjetur i tone-registeret skifter han refræ-net fra "J'ai oublié" til "Je n'ai rien oublié" - jeg har intet glemt. Og han synger sig i mål, mens tårene løber i salen. Ingen snyd her. En gammel mand balancerer på afgrundens rand. Han siger stakåndet: "Ordene var ellers så gode på engelsk. Men jeg kan jo ikke love, at jeg kommer tilbage og synger dem."
Aznavour kommer til hægterne. En time og 50 minutter når han at underholde uden en pause eller et glas vand. Så synger han med sprukken røst sin sidste afsked: "Yesterday, when I was young".
Salen er på grådens rand og klapper og klapper, efter tæppet falder. Men tæppet går ikke op igen.
