'Hvornår har du sidst gjort noget eventyrligt for én, du holder af?'.
Sådan står der med Festuge-håndskrift på øko-æbler, som smilende unge fyre forærer til enhver kuffertbærerske, der kommer ud fra Århus Banegård. Eventyrligt, nå jo, tænker denne eventyrerske - og kan pludselig kun komme i tanker om alle de eventyr, der ender i katastrofen. Skum på havet og alt det dér. Det er ikke helt så let at lege Andersen, som det formodentlig var for Andersen. Eller for Lars Seeberg, mens han endnu var med i Andersen Fonden - eller i Festugen. Eventyrets drømme kræver højere himmel og dybere tankehav, end de fleste kommunalpolitikere kan præstere.
Nu er Seebergs to hjertesager blevet forenet i Århus Festuge 2005 med titlen 'Mit Livs Eventyr' - hvilket den lillaklædte borgmester Louise Gade snublede rundt i under sin tale, hvor hun også demonstrede, at eventyret er en yderst svær og farlig genre.
Men det gjorde selve åbningsforestillingen såmænd også: Shenyang Acrobatic Troupe fra Kina havde i hvert fald farligt mange problemer med at få passet Andersen ind i deres uhæmmede spagat-gøgleri.
Jovist. H.C. Andersen dukkede op i kineserkrop og høj hat i indledningsscenen. Og der var da også syet kostumer til en smækker, langhåret havfrue, der desperado-spjættede i et fiskenet ned fra loftet - belyst som en tragisk diskodronning uden bejlere. Helt alene luftsvømmede hun rundt, fanget i sin egen skæbne med halefinnerne i klemme i netmaskerne...
Denne kineserhavfrue var symbolfast, men også mere end en halv jordklode væk fra Arc Dance Companys tåre-smukke inderlighedshavfrue Clemmie Sveaas i Kim Brandstrups eventyrfortolkning på Stærekassen den forgangne uge. For slet ikke at tale om Kaleidoskops poetisk-akrobatiske Havfrue på Folketea-tret - og John Neumeiers psykologiske kærlighedsanalyse på Operaen.
Disse meget forskellige Andersen-tolkninger er velsagtens hyldestårets største fortjeneste. I Århus var den akrobatiske kineserhavfrue i Musikhuset f.eks. lysår fra Christian Lemmerz' strandvasker-havfrue 'Mermaid' ved siden af i ARoS. Lemmerz' havfrue i det gråeste Michelangelo-marmor er som en saltvandsdød fra Risskov, med fiskebid helt ind til skinnebensknoglerne på de dyrtbetalte menneskeben. Huden på hendes hænder er helt rynkede af vandet; jamen, kan havfruer virkelig få valne hænder? Åbenbart. I hvert fald hvis eventyret brister, fordi kærligheden forpurres.
Evighedsturné
Men hvad skete der ellers hos Shenyang-akrobaterne? Næppe andet end hvad der ellers sker på denne kinesiske akrobattrups evighedsturné: Oversmidige og overstrakte og overmanipulerede arti-ster i overpræcise kropnumre.
Alligevel dukkede eventyret op. Det var godt nok ikke til at se, hvilket et Andersen-eventyr det lige skulle illu-strere, men et eventyr om kærlighed, det var det da. Et glitrende smukt par i lysende trikots hejste sig selv op i elastiktove. Hér, højt oppe over scenen, kunne de dreje om hinanden i svimlende lykkerus.
Eventyret folder sig ud i flugten. Hun svinger sig uden om ham som en svale, der leger. Han følger efter og dykker ned under hende i kåde vingestyrt. Hun slipper med hænderne og hager sig bare fast til ham med en hæl, en hage, en hofte.
Og pludselig fatter tilskuerens indre eventyrer, at denne kvinde vitterlig flyver helt frit! Frit og fremtidsubekymret - kun drevet frem af sine egne bevægelser, helt uden sikkerhedsline og uden sikkerhedsnet (ups, er det egentlig tilladt i Regel-Danmark?). Hun kunne falde når som helst, men lykken er, at det gør hun ikke. Og det er velsagtens heri, at eventyret ligger.
Farligt er nummeret i hvert fald. Men okay, Andersen var jo heller ikke altid for børn.
Alligevel er det underligt, at den kinesiske cirkustradition er så gammeldags, hvad frygten angår. Det farlige anses simpelthen for at være det flotteste. Men det var da glimrende, at den uhæmmede balancekunstner på stoletårnet kunne stole på sin egen sublime vægtforskydning og derfor IKKE drattede de tyve meter ned i skødet på Margrethe og hendes pastelfarvede dronningedress. De royale bodyguards må have fået ticks!
På den anden side er der noget meget smukt over denne farlighedssymbolik, som passer overraskende godt til H.C. Andersen: At sand lykke og kærlighed kun vindes, hvis man sætter livet ind på den. Som i 'Snedronningen'. Eller 'De vilde Svaner'.
Men i modsætning til Andersens fantastiske sprogfantasi, så har kineserne ingen formssans. Musikken lyder som et hjemmemixet kassettebånd fra 1970'erne, og lydmandens eneste opgave er at skrue ned for lyden ind mellem numrene. Det er hovedrystende primitivt, ikke mindst anskuet som et bestillingsværk fra H.C. Andersen Fonden. Nogle tilskuere valgte at grine af det som 'kineserkitch' - og det kan man selvfølgelig også. Vel at mærke samtidig med, at man griner af lyssætningens pink spots. Æstetik er tydeligvis sværere at udveksle end eventyr.
Eller som den japanske kunstner Chikano Shiota viser det i værket 'His Chair' på ARoS: Et gennemsigtigt tårn bygget op af gamle vinduer, der er hængslet uden på hinanden i en mosaik af rammer. Inde i tårnet er der glasskår overalt på gulvet - og her står så en stol. Altså stolen til den eventyrdigter, der kan se lykken i verden på den anden side af vinduerne - og som ved, at den eventyrlige gerning findes. Men som selv kun kan føle smerten.
Åbningsforestilling:
Shenyang Acrobatic Troupe (Kina): 'The beautiful legend'. Musikhuset, fredag. Spiller også i aften i Ringsted samt ons-lø i Musikteatret Albertslund - kl. 20.
'Fairy Tales Forever', 24 internationale kunstnere på ARoS, til 30.dec.
www.aarhusfestuge.dk
