Læsetid: 3 min.

Farlig statholder

11. februar 2004

I SIDSTE UGE begik den tyske kansler, Gerhard Schröder, et regulært kup mod sit parti. Efter års manglende lyst til at beskæftige sig med SPD’s partiorganisation, tog han konsekvensen og opgav posten som formand.
På et pressemøde torsdag erkendte han, at han ikke havde tid til både at lede Tyskland gennem den svære økonomiske krise og samtidig forklare fodfolket, hvorfor de dramatiske indhug i velfærdsstaten netop skal ramme de mennesker, der har stemt på regeringspartiet SPD.
Schröder måtte vælge og valgte landet.
Som ny partiformand pegede han på Franz Müntefering. Den 63-årige partisoldat har gjorde karriere i en sen alder, da Schröder udnævnte ham til trafikminister i 1998 og året efter til SPD’s organisatoriske leder. Siden 2002 har han været partiets gruppeformand i Forbundsdagen med vid og bid.
Müntefering bærer sit demonstrativt røde halstørklæde uden ironi, men har alligevel klaret transformationen til schrödersk reformtilhænger.

DER ER INTET usædvanligt i, at en afgående formand forsøger at sikre arvefølgen. Men Franz Müntefering arver lige netop ikke partiet – han skal løse den opgave, som Gerhard Schröder har udstukket. Müntefering skal samle partiet om kansleren, bringe medlemmerne til at indse, at der kun er én vej, Schröders.
Udnævnelsen rykker alvorligt ved magthierarkiet i partiet. Sædvanligvis vil en regeringsleder helst også bestride posten som formand. Dobbeltfunktionen
skal forhindre, at der opstår modstridende interesser mellem partiets utopier og de realiteter, regeringen står i.
Er magten delt mellem to, lurer interessekonflikten. Det sås for eksempel, da Helmut Schmidt (SPD) overtog kanslerposten efter Willy Brandt (SPD) i 1974.
Brandt havde trukket sig efter afsløringen af den østtyske spion Günter Guillaume i forkontoret, men Brandt var stadig elsket i partiet, og Schmidt lod ham fortsætte som formand.
I starten af 80’erne ville Brandt ikke længere understøtte Schmidts reformkurs, medlemmerne vendte sig også imod NATO’s dobbeltbeslutning. Schmidt måtte gå af i 1982, og straffen blev 16 år med Helmut Kohl (CDU).
Siden omtalte Helmut Schmidt sin manglende formandspost som den største fejl, han havde begået i sin regeringstid.

SCHRÖDER kender Schmidts historie. For at den ikke skal gentage sig, har han valgt at indsætte en statholder som SPD-formand.
Müntefering er populær i partiet og nyder samtidig Schröders fulde tillid – kabalen burde gå op: Müntefering vinder gehør for Schröders reformer, Schröder klarer tillidskrisen, reformerne begynder at virke, vælgerfolket bliver begejstrede, SPD får atter fremgang...
Om kabalen virkelig vil gå op, er et åbent spørgsmål. Hvad sker der f.eks., hvis opsvinget ikke slår igennem? Vil Müntefering under indtryk af medlemmernes utilfredshed tvinges til at tale kansleren til fornuft?
Skulle det ske, ramler det for Schröder. Allerede nu er der tegn på, at partiafdelingerne ikke vil spille efter de regler, Schröder har opstillet for samarbejdet mellem formand og kansler.
Kravene om regeringsomdannelse og mere social retfærdighed er ikke stilnet af efter udpegningen af Müntefering. Tvært imod. Kravene lyder endnu højere, fordi Schröders kritikere mærker, at vedholdende kritik virker – at kansleren ikke er så stålsat, som han giver indtryk af.

DETTE ÅR HAR vælgerne gode muligheder for at markere deres utilfredshed med Gerhard Schröder. Meningsmålingerne er nede på 24 procents tilslutning, og allerede den 29. februar kan de blive alvor: Den dag går delstaten Hamburg til valg, 13. juni følger valget til Europa-Parlamentet samt delstatsvalg i Thüringen og kommunalvalg i seks delstater. Hen over sommeren venter yderligere tre delstatsvalg plus kommunalvalg i SPD-højborgen Nordrhein-Westfalen.
For at vinde valgslagene må SPD-medlemmerne på gaden og overbevise de skeptiske vælgere. Men hvis medlemmerne ikke kan forvente andet end folkets hån – og selv er utilfredse med partiets kurs – vil deres engagement være yderst behersket. Som stemningen er nu, står SPD til at tabe valgkampene, endnu før de er begyndt.
Hvis året former sig som en uendelig række af nederlag, vil statholder Müntefering være nødt til at omformulere sin opgave og af hensyn til partiets tarv bede Schröder om at ændre politik – eller gå af.
Med udnævnelsen af Müntefering har Schröder ikke kun begået en taktisk genistreg. Med Müntefering har han også fået en potentiel kritiker, som har styrken til at fjerne ham.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu