Læsetid: 3 min.

Farlig viden?

Viden per podcast er en fremragende ide. Det er vidensdeling som tvangsforanstaltning ikke
2. maj 2007

Hvis du for år tilbage havde spurgt i pladebranchen, om ikke det var en god ide at sælge musik, der kunne kopieres og deles mellem venner, ville de have tilkaldt politiet.

Da Apples direktør Steve Jobs for at halvt års tid siden forslog pladeselskaberne at sælge musik uden kopibeskyttelse, vendte de det hvide ud af øjnene. Og alligevel gik der ikke mere end et par måneder førend det første pladeselskab satte musikken til salg i iTunes uden den forkætrede og forkrøblende DRM-teknologi.

Sådan ser det ud i en branche, der har været på kollisionskurs med internettet i snart et årti - og som har betalt dyre lærepenge for indsigt i internettets sociale og økonomiske anatomi.

Aviserne er et andet eksempel: i årevis har dagbladene kæmpet imod de såkaldte 'dybe links' - henvisninger direkte til deres artikler - som om det var en særlig skam at folk faktisk læste de artikler, som aviserne dog havde valgt at stille til rådighed ganske gratis. I dag slås aviser for det modsatte: for at få folk til at inddrage dem i den samtale på internettet, som de ellers har skrevet sig selv ud af. Et tredje eksempel på den bekymring, som digital vidensdeling har forårsaget undervejs: Da netdoktor.dk kom til verden, ytrede flere læger bekymring for, at lade menigmand søge viden om egne lidelser. Man var bekymret for, at folk ville stille sig tilfreds med selvdiagnosticering - og ikke opsøge lægens råd. Det skete ikke, tværtimod blev lægerne mødt af indsigtsfulde patienter.

Kort sagt: den vidensdeling der foregår på internettet har haft dybe og omfattende konsekvenser for en lang række områder og lange række autoritetsforhold. Lægens, journalistens og kunstnerens for at blot at nævne de tre ovenstående. Og naturligvis også professorens: I Information mandag kunne man læse om et socialdemokratisk forslag om 'systematisk' at udsende alle forskningsbaserede universitetsforelæsninger som podcast. Forslaget delte straks universitetsfolket i to forudsigelige lejre: dem der er vokset op med vidensdeling som plusord og som ureflekteret mener, at mere at det gode er godt. Og de som næsten per refleks mener, at digitalisering rimer på overvågning.

Forslaget er godt - og alligevel forfejlet.

Den vidensdeling som fungerer godt på internettet er som oftest udtryk for en generøs gestus: en studerende, der deler sine noter, en journalist der deler sin research. Hvis man vælger systematisk at optage alle forskningsbaserede forelæsninger, ville det virke som en kontrolmekanisme og hæmmende for deltagelsen i undervisningen. Vidensdeling ville blive oplevet overvågning, den store samtale på internettet ville bryde intimiteten i den lille samtale i auditoriet. Som viden at betragte ville det blot ende som mere støj. Vidensdeling som tvang er ikke formidling, men blot overvågning

Men omvendt: at argumentere imod forslaget ved hævde, at forelæsninger repræsentere en særlige indsigt, der hører til bag universiteternes mure og som i verden udenfor kan misforstås, er defensiv og protektionistisk. Internettet har vist sig at være ganske formidabelt til at skabe store netværk om smalle emner, til at facilitere samarbejde og vidensdeling. Det er ikke et tilfælde at internettet spirede frem blandt amerikanske universiteter. Hvis det virkeligt forholder sig således, som nogle har fremført, at de studerende vil blive væk fra forelæsningens sociale rum og lade sig undervise i ensomhed på en iPod, hvis muligheden byder sig, ja så har de danske universiteter et helt anderledes stort problem: at formidle til de studerende hvilket privilegium en uddannelse er. Og hvad det angår, gør podcasting hverken fra eller til.

Radar er en duoblog. Læs mere på luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu