Læsetid: 3 min.

Farlige fanger, men ingen retssag

Fem år er gået uden, at Guantánamos terrormistænkte 'værste af de værste' har fået mulighed for at prøve sagen imod dem ved en domstol
11. januar 2007

Da de første fanger ankom til Guantánamo i januar 2002, var de iført håndjern og fodlænker og bar hætter. Grunden til disse exceptionelle forholdsregler, forklarede daværende generalstabschef, general Richard Myers, var, at disse fanger var exceptionelt farlige. "Vi har at gøre med folk, som ikke vil vige tilbage fra at tygge sig gennem hydraulikkablerne for at få et C17-transportfly til at styrte ned. De er meget, meget farlige typer."

Fem år senere er ingen af disse 'værste af de værste' blevet stillet for nogen domstol. Kun 10 er formelt blevet sigtet, mens hundredvis af andre er blevet frigivet og sendt tilbage til deres hjemlande.

Tre har begået selvmord, mindst 40 andre gjort forsøgt det, samtidig med at der hersker alvorlig bekymring for den mentale helbredstilstand hos de fleste af de omkring 400 tilbageværende fanger.

"Det er ufatteligt, at Guntánamo stadig eksisterer på snart sjette år," siger Clive Stafford, juridisk leder af den britiske antidødsstraf-ngo Reprieve, som repræsenterer 36 Guantánamo-indsatte. "Og lige så ufatteligt, at Guantánamo har kunnet aflede opmærksomheden fra de andre hemmelige fængsler, USA har. Vi ved, at 14.000 fanger tilbageholdtes i amerikansk varetægt i august sidste år."

Harry Potter-tortur

Kritikere fremfører, at lavpunktet i de seneste fem år formentlig kom i juni 2006, da tre fanger - Ali Abdullah Ahmed (28) fra Yemen og saudi-araberne Yassar Talal al-Zahrani (21) og Mani Shaman Turki al-Habardi al-Utaybi - hængte sig selv ved hjælp af sammenknyttede, iturevne lagener. Deres advokater hævdede, at desperation drev dem til dette, mens Guantánamo-lejrens kommandant betegnede deres handling som "asymmetrisk krigsførelse imod os."

Strid var tidligere brudt ud i december 2005, da det kom frem, at det amerikanske militær havde fastspændt hungerstrejkende fanger i 'bæltestole' og tvangsfodret dem.

General Bantz Craddock fra den amerikanske hærs Southern Command forsvarede praksisen med at tvangsindføre næringssonder i fangernes halse og næsebor således: "Nogen af disse forhærdede typer bliver bare værre og værre." Guantánamo-fanger er angiveligt blevet fastlåst i anstrengende stillinger, sat i isolationsceller, hindret i at sove eller er blevet påsmurt, hvad der blev påstået var menstruationsblod.

Tre britiske statsborgere, som blev tilbageholdt i over to år, før de blev sat på fri fod - Asef Iqbal, Ruhal Ahmed og Shafiq Rasul - påstår, at de gentagne gange blev slået, sparket, blev sprøjtet med kanyler og fik trukket hætter og hovedet, blev fotograferet nøgne, underkastede ydmygende kropsundersøgelser og tvunget til at overvære seksuel og religiøs ydmygelse. Ahmed sagde, at han blev afhørt af en britisk forhørsleder, imens en pistol blev presset imod hans tinding.

En af de mere usædvanlige forlydender er den såkaldte Harry Potter-tortur: Amerikanske kongresmedlemmer bemærkede ved en lejlighed, at en kvindelige forhørsleder forsøgte at nedbryde en fanges modstand med en nonstop-oplæsning af børnebogen om den magiske dreng med brillerne, der angiveligt varede i timevis.

Regering tilbageholdende

Menneskeretsgrupper troede, de havde nået et gennembrud i juni, da USA's højesteret fastslog, at Bush-regeringens brug af militære domstole var forfatningsstridig. Den fastslog også, at fanger har ret til at få sager imod dem prøvet ved en domstol.

Men skønt Bush dengang sagde, at det også var hans ønske, at Guantánamo skulle lykkes, gik der blot tre måneder, før han fik Kongressen til at vedtage nye lovgivning, der omgik højesteretsafgørelsen og åbnede nye veje for at gå videre med sagerne ved militærdomstolene. Den bakkede også op om regeringens beslutning om at nægte fangerne at se bevismaterialet imod dem.

I maj sidste år krævede FN's komité imod tortur, at den amerikanske regering straks lukkede Guantánamo-lejren. Samme måned fastslog den britiske rigsadvokat, Lord Goldsmith, at den fortsatte drift af dette fængsel var "uacceptabel", mens premierminister Tony Blair kaldte denne for "en anomali".

Alligevel vægrer den britiske regering sig imod at hjælpe otte fanger fra Storbritannien, som stadig sidder tilbageholdt i Guantánmo, skønt selv USA har erklæret, at det er rede til at lade dem repatriere. I oktober afgjorde den engelske High Court-domstol, at disse mænd ikke har ret til at gøre krav på at blive behandlet som britiske statsborgere, uanset at de i mange år har været bosat i Storbritannien.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her