Læsetid: 3 min.

Farlige folk

11. marts 2003

»Vi mener, at nogle af fangerne er ekstremt farlige, og så længe de lever og ånder, vil deres mål være at slå amerikanere ihjel. Alligevel har vi endnu ikke materiale nok til at retsforfølge dem.«
Pierre-Richard Prosper, USA’s ambassadør for krigsforbryderspørgsmål

Danmark har besøg af en af USA’s topdiplomater, ambassadør for krigsforbryderspørgsmål, Pierre-Richard Prosper, som er her for at forsvare USA’s ret til på andet år at tilbageholde 650 terrormistænkte fanger på Guantanamo-basen. Heriblandt en dybt religiøs 29-årig dansker fra Århus-kanten, der tilsyneladende mistænkes for forbindelse til al-Qaeda.
Ambassadøren er inviteret hertil efter skarp kritik af udenrigsminister Per Stig Møllers (K) indsats for at hjælpe den danske fange. En indsats, der hidtil har været omgærdet af ekstremt hemmelighedskræmmeri og præget af total mangel på kritik af USA’s fremfærd.
Desværre tyder intet på, at den danske kurs er blevet revideret. I forbindelse med besøget kom Per Stig Møller således med følgende erklæring: »Danmark og USA står sammen i kampen mod terror og i kampen for menneskerettigheder. Opgaven er at forene de to«.

DET ER ELLERS ikke argumenter, ministeren behøver at mangle. Ifølge alle de store menneskerettighedsorganisationer, Røde Kors, og juraeksperter er tilbageholdelsen af de 650 fanger uden rettigheder og dom klart i strid med alle retsprincipper.
Enten er de krigsfanger og skal løslades, fordi krigen i Afghanistan er forbi. Eller også er de almindelige kriminelle, der har ret til at blive stillet for en dommer eller løsladt. Men på intet tidspunkt har den danske regering krævet, at den danske statsborger bliver løsladt.
Tværtimod mener ministeren tilsyneladende, at der gælder helt særlige regler for terrormistænkte.
Det er i hvert fald det, der indirekte fremgår af et yderst interessant svar, som ministeren netop har sendt til formanden for den danske fanges støttekomite, Lars Johansen. Her indleder ministeren med at »understrege, at de tilbageholdte er pågrebet i forbindelse med krigen mod terrorismen« og afviser, at de trods mangel på både retssag og advokatbistand skulle være retsløse.
Som begrundelse nævner Per Stig Møller bl.a. at »fangerne selv kan påvirke mulighederne for frigivelse, hvis de samarbejder med USA og videregiver de oplysninger, de måtte sidde inde med.«
Desuden spørger han, hvem der tør påtage sig ansvaret for, hvis »en af de frigivne fra Guantanamo senere dukker op i forbindelse med en terrorhandling.«
Meget tyder altså på, at udenrigsministeren mener, at terrormistænkte ikke skal have samme rettigheder som andre mistænkte, og at den danske fange kun skal løslades, hvis man kan garantere, at han ikke en gang i fremtiden kunne finde på at begå en terrorhandling.
Dermed søsætter ministeren to principper, som er helt ukendte i såvel dansk som international ret.
Hvis Per Stig Møllers svar dækker regeringens opfattelse af den danske fanges rettigheder, ser det sort ud for den 29-årige, der henslæber tiden i et varmt, mintgrønt metalbur på 4,8 kvadratmeter på Cuba.

KASTER MAN et blik over Øresund, hvor Per Stig Møllers kollega, socialdemokraten Anna Lindh, står i samme situation, er det tankevækkende at se, hvordan det svenske udenrigsministerium forsvarer den svensker, som tilbageholdes på Guantanamo.
Her kræver regeringen, at den 22-årige svenske fange »løslades omgående, eftersom amerikanerne ikke har kunnet præsentere noget holdbar folkeretlig grundlag for fortsat at tilbageholde ham.«
Så enkel kunne den danske udenrigsministers besked til Prosper og pressen have lydt. Men det gjorde den ikke. Hvilket selvfølgelig kan skyldes flere ting, f.eks. at den danske regering ikke ønsker at kritisere en god og nær allieret, ikke ønsker at fremstå som en uvillig samarbejdspartner i kampen mod terror, at den danske regering ved noget om fangen, som offentligheden ikke har kendskab til, eller at regeringen er bange for at fremstå som forsvarer for en farlig fundamentalist.
Man kunne godt have en mistanke om, at forklaringen på det manglede danske forsvar for individets rettigheder skyldes en smule af det hele.
Men med udsigten til endnu en krig kan der næppe være en ret, der er vigtigere at forfægte for et land, der betragter sig selv som et af verdens førende retssamfund.

aa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu