Læsetid: 9 min.

Det farlige forehavende at bryde en myte

7. maj 2005

Den lille alvorlige mand med den brune jakke og fløjlskasket tager imod i det traditionsrige Ateneo-bibliotek i Madrid, hvor han i så mange år var bibliotekar. Man kan ikke se på den 57-årige Pío Moa, at han i de senere år har været en af Spaniens bedst sælgende forfattere. Da han for et par år siden udsendte en 60o sider lang bog om myterne fra den spanske borgerkrig - Los mitos de la guerra civil - lå den næsten et halvt år i toppen af bestsellerlisterne. Og flere af hans bøger om borgerkrigen har nået et bredt publikum, selv om han har været udsat for hårde personangreb, også i toneangivende medier.

"Pío Moa lyver," og han er en forbandet revisionist og nykonservativ historiker, der hvidvasker Franco-tiden. Han er mødt med en byge af skældsord, selv fra prominente spanske historikere, der tager afstand fra Moas forsøg på at revidere synet på den spanske borgerkrig i årene 1936-1939. Moa har nemlig tilladt sig at gøre op med den herskende fortælling om, hvem der var de gode og de onde i borgerkrigen. I det unge demokratis opgør med general Francos diktatur - fra 1939-1973 - var det mainstream at sige, at det var Franco, som begyndte borgerkrigen imod en demokratisk valgt, venstreorienteret og republikansk regering, som dermed blev offer for den fascistiske og nazistiske reaktion, der skyllede ind over Europa. Moa benægter ikke, at Franco begyndte borgerkrigen militært eller henrettede titusinder i efterkrigsårene, men han har i sine bøger om borgerkrigens oprindelse og dens myter dokumenteret, at der forud lå mindst tre år, hvor den revolutionære venstrefløj bevidst, målrettet og med vold gik efter at lave kupforsøg og en borgerkrig. I bogen 1934 - borgerkrigens begyndelse, som sidste år lå adskillige uger på bestsellerlisten, har han indlagt 150 siders kildemateriale.

"Mainstream-historikernes analyse af borgerkrigen som en kamp mellem de privilegerede og arbejderne er en stor skrøne," siger Pío Moa, mens han sætter sig tungt ned i Ateneo-bibliotekets gamle nedslidte sofaer. "Billedet af den spanske borgerkrig er i stor udstrækning fabrikeret af Stalins og Kominterns propaganda-apparat. Efter Anden Verdenskrig stod Franco tilbage som en absolut fjende for Komintern, og det kom til at præge den historieskrivning, som også marxister i Storbritannien og andre lande skrev i årene efter krigen. Det har skabt myter, som er meget vedholdende."

Den engelske historiker Stanley Payne har i et forord til Moas bog 1934 - som en af de få faghistorikere - turdet tage Pío Moa i forsvar. Payne mener, at Moa har gjort op "med de politisk korrekte fortolkninger af Den Anden Republik og borgerkrigen, som har domineret i Spanien i de seneste 25 år," og "ingen spansk historiker er bedre kvalificeret til at analysere oprøret i 1934."

Pío Moa, der er selvlært historiker, er glad for, at der trods alt er en faghistoriker, som har taget ham i forsvar.

"Ved overgangen til demokratiet efter Franco-tiden var der en implicit aftale mellem parterne om, at man ikke igen ville bruge borgerkrigen som et instrument for den politiske magtkamp. Men venstrefløjen gør det i massivt omfang. For venstrefløjen har borgerkrigen udviklet sig til at være en hel industri," siger han med henvisning til den vældige strøm af bøger, udstillinger og tv-udsendelser, der i de senere år er skyllet ind over Spanien.

"Venstrefløjen i Spanien betragter borgerkrigen som et meget vigtigt instrument til at sige til højrefløjen, at 'I er børn og arvtagere af dem, der destruerede Republikken og demokratiet i Spanien, og som dræbte en masse mennesker'. Og højrefløjen tør ikke forsvare sig."

Men Pío Moa har taget kraftigt til genmæle:

"Jeg bygger mine bøger på en grundig kildeanalyse af venstrefløjens historiske arkiver, og de kan ikke komme og sige, at PSOE (Spaniens socialistiske arbejderparti, red.) ikke stræbte efter at få en borgerkrig, når det faktisk stod i deres aviser og deres interne dokumenter. De har ingen modargumenter, så de har i stedet forsøgt at undgå debatten ved at lave personangreb," fastslår Moa. Kritikerne har hevet hans fortid op af posen. For Moa var i sin ungdom med i Spaniens kommunistiske parti, og i 70'erne var han med til at lede Spaniens svar på Rote Armee Fraktion i Tyskland, en rød terrorgruppe, der kaldt sig GRAPO.

- Hvad har fået en forhenværende kommunist, maoist og rød terrorist som dig til nu at slå sig op som en liberal kritiker af socialisterne? Er det det gamle fjendskab mellem kommunister og socialister, der stikker under?

"Nej, det er det ikke. I Spanien har alle stort set ændret standpunkt. I Franco-tiden var vi utrolig få, der aktivt turde være anti-frankister, men i dag, hvor der ikke er brug for anti-frankisme, er der ufattelig mange anti-frankister. Der er mange, som skiftede synspunkt fra den ene dag til den anden, men min udvikling har taget mange år. Jeg har brugt meget tid på at analysere og revidere mine opfattelser," svarer Moa, der i dag skriver klummer i den liberale netavis, Libertad Digital. Han synes, at "venstrefløjen i Spanien har et meget ringe intellektuelt niveau", men han har omvendt også foragt til overs for den højrefløj, der lader sig kue i debatten om borgerkrigen.

"Venstrefløjen ved, at højrefløjen i Spanien har et kompleks i forhold til Franco-tiden, og det udnytter den konstant. Og det gør man, selv om en del af venstrefløjens ledere også har en frankistisk fortid. Hver gang venstrefløjen anklager højrefløjspolitikere for at være frankister, bliver de bange," siger Pío Moa. Og minder om, at mediemogulen Jesús de Polanco, der bl.a. ejer radiokæden SER og avisen El País (der står den socialistiske regering nær) grundlagde sin formue ved at udgive skolebøger for Franco-regimet. Moa tilføjer, at Polancos højre hånd, Juan Luís Cebrián, "har en fortid i falange-bevægelsen" og til det sidste havde høje poster i Franco-regimets informationsapparat (nyhedsdirektør for spansk radio og tv), men siden sprang han ud som progressiv demokrat, der konstant kritiserer de konservatives fortid som Francos arvtagere.

"El País, der startede flot og var en moderat stemme ved overgangen til demokratiet, befinder sig i ubehagelig fase. Dem, der kaster brænde på bålet og genopliver hadet til højrefløjen, får lov til at gøre det i El País. For mig at se er det meget farligt," synes Moa.

"Det er næsten sygeligt, men når man studerer Spaniens historie i det 20. århundrede, er den et konstant tilbagefald til et absolut og uforsonligt fjendskab mellem fløjene og manglende respekt for demokratiets spilleregler," siger han. Moa henviser til, at venstrefløjen indtil sidste års valg forsøgte at udstille den konservative leder, J0sé Maria Aznar, som en post-fascistisk, autoritær leder, med totalitaristiske træk. Førnævnte Cebrián skrev endda en bog om det.--

-- "For venstrefløjen var det ikke terroristerne, der var ansvarlige for bomberne i Madrid den 11. marts 2004. Det var Aznar. Venstrefløjen beskyldte Aznars regering for at være krigsgal og frankistisk, og højrefløjen vidste ikke, hvordan den skulle svare igen," siger Moa og trækker så tiden tilbage til trediverne.

"Argumentationsmetoden minder om den, venstrefløjen brugte mod Republikkens højrefløjsregering. Man kaldte det en fascistisk regering, selv om den var konservativ. Den overholdt Republikkens grundlov, selv om den ikke brød sig om den. De konservative forsvarede grundloven, da venstrefløjen angreb den. Noget af det samme sker i dag, omend med mindre intensitet. Det virker som om, at vi nu er på vej tilbage til det gamle had, de uforenelige modsætninger og de skrupelløse magtkampe mellem partierne."

Pío Moa er forarget over, at den spanske venstrefløj bringer to af borgerkrigens ophavsmænd til ære igen. I år vil den katalanske regionalregering - med den spanske regerings velsignelse - 'moralsk rehabilitere' Lluís Companys, der grundlagde det katalanske separatistparti, Esquerra Republicana, og var præsident for Katalonien i 30'erne: "Da højrefløjen i 1933 vandt valget med et stort flertal, erklærede Companys nærmest krig og sagde, at det ikke kunne tolereres, at højrefløjen fik magten."

Pío Moa bryder sig heller ikke om, at 1930'ernes venstrerepublikanske leder og ministerpræsident, Manuel Azaña, hyldes for at 'være en fantastisk person' og en stor demokrat.

"Azaña var med til at starte borgerkrigen, fordi han vækkede de revolutionære bevægelser og ikke kunne stoppe dem. Azaña mente som Companys, at demokratiet kun var noget værd, hvis det var til egen fordel. Ellers skulle det ødelægges," siger Moa. Og så griner han. For han husker nu, at den konservative José Maria Aznar også på et tidspunkt roste Azaña. "Det var en stor fejl," siger Moa kategorisk.

"Højrefløjen i Spanien render heldigvis ikke rundt og hylder José Antonio Primo de Rivera eller Franco og betragter dem ikke som deres arvtagere. Men venstrefløjen er besat af at hylde personer som Manuel Azaña og Lluís Companys, der førte Spanien ind i borgerkrigen. Man påstår, at de var store demokrater, selv om de ikke var det."

- Men var der da ikke også en fascistisk trussel imod Den Anden Republik fra bl.a. falangistbevægelsen?

"Der var helt grundlæggende ikke en fascistisk trussel imod Republikken, men der var en revolutionær trussel. I 1934 kastede det spanske socialistparti, kommunister, baskiske nationalister og katalanske republikanere sig ud i et oprør imod det, de betragtede som borgerskabets republik. Og de ønskede at lave en borgerkrig. Det kan man læse ud af deres dokumenter fra dengang. På det tidspunkt, i 1934, forsvarede general Franco stadig den republikanske legalitet. Til gengæld i 1936 satte Franco sig i spidsen for den militære opstand imod republikken. I de mellemliggende år var Spanien forvandlet til et autentisk revolutionært kaos. Højrefløjen og Franco bad regeringen sørge for, at loven blev overholdt, men den venstreorienterede regering forsvarede ikke legaliteten og underminerede sin legitimitet. Franco var den sidste til at gøre oprør mod Den Anden Republik. For inden havde anarkister, kommunister og socialister gjort oprør. Det var et socialt kaos, en revolutionær proces, som virkede næsten ustoppelig. Hvis opløsningen havde fortsat, ville det have endt i forhold, der svarede til stalinismens Rusland."

- Men hvorfor er der stadig så mange historikere, der går let hen over rødderne til borgerkrigen og udpeger Franco som hovedskurk? Er det fordi de første repressive år under Franco skygger for forhistorien?

"1940'ernes Spanien er ikke efterforsket ordentligt endnu. Der tales stadig alt for propagandistisk og overfladisk om disse år," svarer Pío Moa.

"Når legaliteten bryder sammen, florerer de kriminelle handlinger. Det var venstrefløjen, der fra midten af trediverne gjorde alt for at underminere den legale orden, og derpå fulgte krigsforbrydelserne. Efter borgerkrigen blev regnskabet gjort op, og det var forfærdelige år med meget hård undertrykkelse. 50.000 mennesker blev idømt dødsstraf, og 23.000 blev eksekveret. Resten var på gaden igen efter fem-seks års fængsel. Men selv om opgøret var meget brutalt i Spanien, var det relativt set ikke værre end i Frankrig og Italien efter verdenskrigen. Der blev ikke henrettet så mange mennesker der som i Spanien, men ifølge de seneste opgørelser blev 10-15.000 henrettet i Italien og Frankrig. I Spanien blev folk dømt ved domstole, men i vore to nabolande blev folk dræbt af politiske modstandere, der bedrev selvjustits."

"Lad mig sætte det på spidsen: Givet kraften i det enorme had, der var sat ild til før og under borgerkrigen i Spanien, ville venstrefløjen have henrettet lige så mange mennesker som Franco-regimet, hvis de havde vundet. Bare uden domstole. Det er der ingen tvivl om. Under borgerkrigen torturerede og dræbte venstrefløjen internt. Når man taler om de mange dræbte under borgerkrigen, glemmer man tit alle de anarkister og POUM'ister, der blev dræbt af kommunister - og omvendt. Der er brug for at efterforske det mere grundigt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her