Læsetid: 4 min.

Den farlige vej til Kosova

Det store ønske om en hurtig løsning i forhandlingerne mellem Serbien og Kosovo er måske den egentlige risiko i Wien, for det tager tid at skære 15 procent af et land, og der er også lang vej til menneskelig forsoning
26. juli 2006

Serbiens Kosovo-provins skal blive til Kosova, albanernes uafhængige republik. Forhandlingerne begyndte forleden i Wien.

Det internationale samfund er blevet utålmodig og konstaterer, at tiden er moden. Spørgsmålet er, om det er modenhed eller utålmodighed, der driver projektet frem?

Manglende tålmod kan være farligt. EU-landenes hurtige anerkendelse af Slovenien og Kroatien var en medvirkende (stor eller lille) årsag til det gamle Jugoslaviens ufredelige opløsning.

Nu har FN-mægleren, Finlands tidligere præsident Martti Ahtisaari, haft topfolkene fra både Beograd og Pristina til møde i Wien, og det tegnede ikke lovende, bortset fra at mødet kan siges at have opfyldt sit spinkle formål, nemlig at mægleren fra højeste sted fik standpunkterne trukket op. De var høfligt til stede i samme lokale på et af habsburgernes gamle slotte, hvorfra man med hård hånd regerede Balkan. Men Serbiens regeringsleder, Vojislav Kostunica, gik, før han skulle sidde til frokostbord med modparten. Det er ikke kun maden, men også den politiske dagsorden Kostunica har svært ved. Det ser på forhånd ud som om, at Serbien kun kan tabe, Kosovo-albanerne kun vinde.

Kan Serbien redde ansigt?

Serbien vil lide tab i den nationale stolthed: afgivelse af et stort landområde med betydelig kulturarvsværdier. Udsigt til 200.000 serbere under 'fremmed herredømme', og ydmygende vilkår og udsigt til, at andre hundredtusinder af fordrevne serbere aldrig vil vende tilbage til Kosovo, fordi der ikke er noget at vende tilbage til.

Det kræver fantasi, at se hvordan den serbiske ledelse kan redde bare en smule ansigt. Kostunica sagde fornylig til FN's sikkerhedsråd, at han godt ved, at der skal et kompromis til, og den serbiske præsident Boris Tadic siger, at serberne må forberede sig på at se kendsgerningerne i øjnene. De prøver at vise fleksibilitet, men umiddelbart er der ikke antydning af, hvordan en serbisk ledelse skal komme hjem fra noget, der ligner et Kosovo-albansk tag-selv bord.

Kosovos præsident, Fatmir Sejdiu, og ministerpræsident, Agim Ceku, den gamle guerillaleder, siger kun selvstændighed, og de forhandler ud fra den opfattelse, at det vil det internationale samfund give dem, uanset hvad serberne siger.

Begge parter siger selvfølgelig, at de ser deres fremtid på et så demokratisk grundlag, at de kan blive medlemmer af EU. Og EU siger, at sådan ser de også perspektivet.

Kosovo-albanerne føjer til, at de vil garantere det serbiske mindretals rettigheder, men selv den benhårde commander Ceku bliver hverken troet på evnen eller viljen. Udsoningen efter mange års serbisk undertrykkelse af Kosovo-albanerne er ikke gennemført, den er nærmest ikke begyndt.

FN's flygtningeorganisation, UNHR, konstaterede så sent som i juni, at 400.000 mennesker i Kosovo befinder sig i en meget skrøbelig situation med risiko for forfølgelse.

Kosovo-serbernes ansvar

Det serbiske mindretal betaler hver dag prisen for at have drevet et apartheidstyre med albanerne som ofre. Især betaler de prisen for, at den nu afdøde præsident Slobodan Milosevic står som den hovedansvarlige for Balkan-krige og Kosovo-undertrykkelse.

I mange politiske lejre gøres Kosovo-serberne ansvarlige for, at tingene ikke er blevet bedre. Mange mener, at deres boykot af Kosovos parlament og regering har blokeret for udsoningen. På den anden side har serberne set, at hundredtusinder af fordrevne serbere ikke kan komme tilbage til Kosovo, også fordi deres ejendom enten er ødelagt eller overtaget af Kosovo-albanere. Man kan finde skyld på begge sider og gradbøje den, men vigtigere er erkendelsen af, at det slet ikke går så godt, som man siger.

Kosovo vil formentlig få selvstændighed på betingelse af, at mindretallene sikres, og sikres langt bedre end i dag, og at man holder sig fra unioner med andre etniske albanere i Serbien, Makedonien, Montenegro og Albanien. Når sandheden skal frem, frygter Europa og USA et Storalbanien mindst lige så meget som serberne.

Kan det her lægges på plads over de næste seks til otte måneder? Næppe. Hvis nu den serbiske ledelse har brug for mere tid, kan de så få det? Eller er det internationale samfund så utålmodigt, at serberne bliver presset til noget, de ikke kan leve med? Kosovo-albanernes forvetninger er der ingen, der dæmper. Og en afklaring af provinsens status på et holdbart og stabilt fredeligt grundlag er da også helt afgørende for, at både Serbien og Kosovo kan få de investeringer, der skal give et økonomisk opsving.

Hastværk er lastværk

Begge parter har brug for at komme tættere på EU, begge har brug for stabiliteten og en ny konflikt om retten til at være Europas fattigste land er meningsløs. Det internationale samfunds hastværk står ikke i et reelt forhold til problemets omfang, nemlig at et land skal afgive op mod 15 procent af sit landområde.

Det kræver tid at få Serbien til at ligne en taber i så lille et omfang, at landet kan bære det. Ved at skille det serbisk dominerede Kosovo fra den kommende albanske regering i Pristina er der måske noget, serberne kan bruge. Men det tager også tid at forberede den albanske side på en eventuel deling.

Hvis serberne bliver 'kørt over', er der den skrækkelige risiko, at Kosovo-serberne udvandrer en bloc. Det kan det internationale samfund ikke holde til, så vejen til Kosova er ikke ufarlig for nogen af deltagerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu