To år før sin død overrakte min far mig en lille kuffert, der indeholdt manuskripter, han havde nedskrevet i notesbøger og kladdehæfter. I den særlige spydige tone, der var hans, formanede han mig om, at jeg først måtte læse disse skrifter efter hans død.
"Så kan du tage stilling til," sagde han forlegent, "om der er noget brugbart imellem, der kunne være værd at trykke."
Jeg husker endnu, hvordan jeg, da min far atter var gået, i en hel dag sneg mig rundt om kufferten uden at vove så meget som at tage fat i den. For mig var denne kuffert som en fortrolig ven og en potent fremkalder af barndomserindringer og minder fra min fortid, og nu kunne jeg end ikke berøre den. Hvorfor? Utvivlsomt var det på grund af dens indholds for mig så hemmelighedsfulde betydning.
Om denne betydning vil jeg nu tale her. Nemlig om det, der driver et menneske til at trække sig tilbage i et værelse, sætte sig ved bord og forsøge med papir og pen at aflægge vidnesbyrd: Litteratur.
Far - ikke forfatter
Da jeg omsider overvandt mig selv og berørte kufferten, kunne jeg stadig ikke få mig selv til at åbne den. Men jeg vidste, at der inden i den befandt sig nogle af de notesbøger, i hvilke jeg undertiden havde set min far nedskrive et eller andet. I det hele taget forventede jeg ikke, at kufferten ville rumme noget overraskende nyt for mig. Min far ejede et omfattende bibliotek og havde som ung mand i slutningen af 1940'erne villet være digter og oversat Paul Valéry til tyrkisk, men i sidste ende ikke ville tage på sig at leve den slags tilværelse, der ville blive resultatet af at skrive poesi i et fattigt land med få læsere. Han elskede nu livet i hele dets skønhed, og det forstod jeg til fulde.
Den første overvejelse, som afholdt mig fra at undersøge indholdet i min fars kuffert, var, selvfølgelig, en frygt for, at jeg ikke ville bryde mig om, hvad jeg læste. Endnu mere frygtede jeg dog at erfare, at min far kunne være en fremragende forfatter. Og hvad værre er: Dette kunne jeg ikke indrømme for mig selv. For hvis min fars kuffert ville bringe sand og stor litteratur for dagens lys, ville jeg blive nødt til at indse, at der inden den far, jeg troede jeg kendte, eksisterede en fuldkommen anderledes mand. Dette var en skræmmende mulighed. For selv i min fremskredne alder ønskede jeg stadig, at min far kun skulle være min far - ikke en forfatter. En forfatter er for mig en person, som bruger sine år på tålmodig afdækning af dette andet, skjulte væsen, der er i ham, og som gør ham til den, han er: Når jeg taler om at skrive, er det, jeg først tænker på, hverken en roman, et digt eller en litterær tradition - det er snarere et menneske, der sidder alene ved et bord i skyggerne og i koncentreret indadvendthed opbygger en ny verden med ord. Han kan drikke kaffe eller te, ryge, vil måske fra tid til anden rejse sig fra sin stol og kigge ude af vinduet på legende børn, en dunkel mur eller, hvis han er heldig på træer og en smuk udsigt.
Han kan skrive digte, teaterstykker eller som jeg, romaner. Alle disse forskelle udfolder sig imidlertid først på grundlag af hans egentlige aktivitet - nemlig den kendsgerning, at man sidder ved et bord og tålmodigt vender sig indad. At skrive betyder, at man fæstner dette indre blik i ord, og at man igennem sin fulde tålmodighed, stædighed og glæde skaber en ny verden.
Hemmeligheden ved at skrive ligger for mig følgelig ikke i en eller anden udefra kommende inspiration, men i stædighed og tålmodighed. Den smukke tyrkiske talemåde - 'at grave en brønd med en nål' - forekommer mig at være møntet på forfattere. Blandt gamle fortællinger holder jeg meget af den om den tålmodige Ferat, som borede igennem bjerge og klippegrund for at finde sin kærlighed - og hvor jeg forstår ham. Da jeg i min roman Mit navn er rød skrev om de gamle persiske miniaturemalere, som havde afbilledet den samme smukke hest med samme lidenskab i så mange år, at de kunne skildre den endog med deres øjne lukkede, vidste jeg, at jeg skrev om forfattergerningen og mit eget liv. Hvis en forfatter skal fortælle sin historie - og fortælle den langsomt, som var den en historie om andre mennesker - hvis han skal føle historiens kraft stige op i ham, skal sidde ved et bord og tålmodigt overgive sig til sin kunst og sit håndværk, så må han først udvikle en vis optimisme. Inspirationens muse (som besøger nogle jævnligt, men andre mere sjældent) holder især af de forhåbnings- og tillidsfulde, og det er når en forfatter føler sig allermest ensom, når han tvivler mest på sin forfattervirksomheds bestræbelser, drømme og værdi - ja, det er i sådanne øjeblikke, at musen vælger at åbenbare ham næsten alle de historier, billeder og drømme, der vil kunne udmale den verden, han ønsker at skabe.
Sartre ved Seinen
Jeg vovede ikke at åbne min fars kuffert og læse hans notesbøger, fordi jeg vidste, at han aldrig ville kunne udholde de vanskeligheder, jeg havde måttet, for det var ikke ensomhed, han elskede, men at mødes med venner, omgive sig med mennesker, salonsamtaler, vittigheder og selskab. Men senere tog mine tanker en anden drejning. Alle disse forestillinger om afkald og tålmodighed var fordomme, jeg havde udledt af mit eget liv og egen erfaring som forfatter. Der var utallige fremragende forfattere, som skrev omgivet af et væld af mennesker og familieliv, badet i selskabsliv og munter konversation. Og da vi var små, havde min far, træt af familielivets monotoni, i en tid lang forladt os for at drage til Paris, hvor han - som så mange andre forfattere sad på sit hotel og udfyldt det ene kladdehæfte efter det andet. Jeg vidste også, at nogle af de selv samme kladdehæfter var i denne kuffert, for i årene, umiddelbart før han overdrog den til mig, var min far omsider begyndt at tale til mig om den periode i sit liv. Allerede i min barndom talte han om disse år, men dengang nævnte han intet om sin sårbarhed, sine drømme om at blive forfatter eller de identitetsspørgsmål, der havde plaget ham i hans hotelværelse.
Han plejede i stedet at fortælle mig om alle de gange han havde set Sartre ved Seinens bredder, om de bøger, han havde læst og de film, han havde set, og altid talte han med den lidenskab, som delagtiggjorde han mig i et vigtigt budskab. Da jeg selv var blev forfatter, glemte jeg aldrig, at det delvist var takket være den omstændighed, at jeg havde en fader, som ville tale om verdenslitteraturens store forfattere, langt mere end han talte om pashaer eller store religiøse ledere.
Det indadvendte blik
Når min far lå på sofaen i sit bibliotek, lod han ofte sin bog eller sit tidsskrift falde og sank i en lang meditation eller drøm. Det var, når jeg på hans ansigt ved sådanne lejligheder, og bemærkede mig et udtryk så helt anderledes fra det, han udstrålede under familielivets muntre drillerier eller mundhuggerier, at jeg så de første tegn på det indadvendte blik. Jeg husker, at jeg i mine barndoms- og teenagerår forstod, med nogen ængstelse, at noget gik ham på.
I dag, så mange år efter, ved jeg, at netop denne form for nedtrykthed er en af de væsentligste drifter, der gør et menneske til forfatter. For at blive en forfatter er tålmodighed og pukleri ikke nok: Vi må først føle os tilskyndet til at ville trække os tilbage fra hverdagens socialitet og trivialiteter og lukke os selv inde på et værelse. Vi tragter da efter tålmodighed og håb, så vi kan skabe en dyb verden i vores skrift. Men det er trangen til at afsondre os selv i et værelse, et værelse fyldt med bøger, der sætter os i gang. Således ser jeg endnu i dag mig selv som stående i traditionen fra hine forfattere - det være sig nu i Vesten eller Østen - som unddrager sig deres fællesskab for at sidde alene på deres kammer.
Så ensom, som man kunne formode os, er vi dog ikke. Vi er selskab med ordene fra dem, som kom før os, med andre menneskers historie, andre menneskers bøger, med det vi kalder traditionen. Det er min klare overbevisning, at litteraturen er det mest værdifulde forråd, menneskeheden har opsamlet i sine forsøg på at forstå sig selv. Samfund, stammer og folkeslag bliver mere intelligente, rigere, mere avancerede og bedre i stand til at udvikle sig kulturelt, når de opmærksomt dyrker deres forfatteres plagede ord, og som vi alle ved, er afbrændinger af bøger og nedgørelse af forfattere altid signaler på, at dystre og unådige tider venter os. (...)
En forfatterstemme
De fleste hæfter i kufferten stammede fra de tider, da min far var draget til Paris i det bevidste forsæt at skrive, havde lukket sig inde på et hotelværelse i den hensigt at bringe sit værk tilbage til Tyrkiet. Da jeg stod foran denne kuffert, mærkede jeg, at jeg følte mig ilde berørt. Efter selv at have trukket mig tilbage igennem 25 år i mit værelse for at kunne overleve som forfatter i Tyrkiet, faldt det mig nu ind, at min fader havde bortgemt sine dybeste tanker i denne kuffert for at agere, som om forfattervirksomhed var et værk, der skulle udøves i hemmelighed, langt fra samfundets, statens og folkets øjne. Måske var dette den væsentligste grund til, at jeg følte vrede på min far for ikke at tage litteraturen lige så alvorligt, som jeg gør. Faktisk var jeg vred på min far, fordi han aldrig havde ført et liv som mit, aldrig havde haft noget udestående med sit liv, men tilbragt det i lykke ved at grine sammen med sine venner og kære.
Disse overvejelser var, hvad der til sidste førte mig til at åbne kufferten. Så snart jeg åbnede den, genkaldte jeg mig duften af rejser, genkendte flere af kladdehæfterne, og huskede, at min far havde vist dem til mig for år tilbage, men uden at dvæle længe derved. De fleste af de notesbøger, jeg nu gav mig til at bladre i, var dem, han havde udfyldt, da han havde forladt os for at tage til Paris som ung mand, mens jeg langt hellere ville have læst, hvad han måtte have skrevet i den alder, jeg havde nu. Hvad der vakte størst uro i mig var, at jeg her og der i mine faders hæfter stødte på en forfatterstemme. Dette var ikke min faders stemme, sagde jeg til mig selv. Den lød ikke autentisk eller hørte i al fald ikke til person, som for mig stod som min autentiske far. Der stak da en frygt i mig, som gjorde mig endnu mere forstemt - følelsen af, at min far som forfatter ikke kunne være min far.
Min grundliggende frygt for det ikke-autentiske var værre end frygten for at finde min fars tekster mislykkede eller at fastslå, at min far havde stået under indflydelse af den eller den forfatter.
En uge efter at min far havde efterladt kufferten i mit arbejdsværelse, kom han tilbage for at besøge mig, som han plejede. Igen talte vi om alt muligt, om politik og familieanliggender. Men så faldt min fars blik på det sted, hvor han havde stillet sin kuffert. Vi kiggede hinanden i øjnene. Der opstod en pinlig tavshed. Jeg sagde ikke, at jeg havde læst i hæfterne og slog blikket ned. Men han forstod, jeg forstod, hvad han igen forstod. Sådan gik et par sekunder, men fordi min far var et lykkeligt menneske, fuld af tiltro til sig selv, gjorde han, hvad han altid gjorde: Han slog en latter op. Og da vi igen tog afsked, sagde han som altid opmuntrende ord til mig.
Mangel på centrum
Jeg så ham ofte siden, som altid fuld af misundelse på hans ubesværede, livsglade væsen. Dog ved jeg, at han hin dag også vakte en opblussende lykkefølelse i mig, som gjorde mig skamfuld.
Skammen blev udløst af den tanke, at jeg måske ikke levede et så roligt, sorgløst liv som han, men i stedet havde helliget mit liv til litteraturens krav.... Jeg skammede mig over at tænke sådanne ting på min fars bekostning. Af alle mennesker havde min far aldrig været årsagen til min smerte - det var ham, der havde sat mig fri.
Alt dette burde påminde os om, at forfattervirksomhed og litteratur er intimt knyttet til manglen på et centrum i vores liv og til vore følelser af lykke og skyld.
I december 2002 døde min far. Højestærede medlemmer af Det Svenske Akademi, som har skænket mig denne pris og store ære. Hvor ville jeg gerne have haft, at min far i dag var i blandt os.
Oversat af Niels Ivar Larsen
