Læsetid: 4 min.

Fars pige på divanen

Katrine Marie Guldagers 'Lysgrænsen' er et enestående værk om en ni år lang rejse gennem en psykoanalyse
31. januar 2007

De ydre omstændigheder, der i sin tid førte den senere så kendte danske forfatter Katrine Marie Guldager ind i psykoanalysens favn, var faderens alt for tidlige og voldsomme død ved en togulykke i Sorø. Han døde kun en uge efter, at hendes bedste veninde var blevet begravet, skudt ned på åben gade i Nicaragua.

Det var her, Guldager så sig nødsaget til at påbegynde den rejse ind i sindet, hun letlæseligt, nøgternt, gribende og med forrygende litterær sans beretter om i sin nye bog Lysgrænsen. Rejsens ydre har kedsommelig form af ni år med fire ugentlige seancer a 45 minutter, uden svinkeærinder og til fast pris om end med mængderabat. Med ryggen til den ifølge reglerne 'ukendte' og skiftevis mistænkte og beundrede analytiker. Udsigten er et vindue, der ligner det Hammershøimaleri, der pryder romanens forside.

Hammershøi malede et dansk sindbillede anno 1900: Støvkornenes dans i solstrålerne, der dog mest forestiller et vindue, en dør, et rum i alle nuancer af gråt. Guldager tegner et sindbillede anno 2007, af en sjæl sluppet gennem en rejse, hun litterært behændigt sammenligner med rejsen gennem helvede i yndlingsbogen, Den guddommelige komedie.

Er Dantes komedie en komedie, og er Guldagers biografiske essay en fiktion?

Hvad i alverden er det for én; at beskrive en psykoanalyse, især til meddanskere for hvem psykoanalyse er en by i Rusland?

Selvfølgelig må vi have rejsen og Dante med. Selvfølgelig må vi have teoretiske ekskursioner til Melanie Klein og hendes 'objektrelationer' og senere Alice Millers begreb om 'et falsk jeg'. Med flere. Men ikke mindst skal vi have alle de rigtige rejser med, rejserne til Afrika, barndomshjemmet i Zambia, DKU og Nicaragua og den senere fascination af Cuba.

Alt dette skal nok trække læsere til, heldigvis, og er en del af analysens landskab. Man kan naturligvis ikke holde den rigtige rejse ud. En rejse, Guldager godt ved starter endnu tidligere. Den angst, psykoanalysen bekæmper, var der længe inden faderens død.

Analysen er drøvtygning af de samme mønstre, det samme had eller misundelse - ikke mindst udspillet live over for analytikeren. Det ligner Dantes helvede til forveksling. Endnu værre er modstanden, så der ikke engang kommer noget ud (af det), og man tilbringer dyrebare timer med ikke at være aggressiv og ikke erkende sine følelser.

Et opgør med 68'erne

Alligevel er der løsninger eller måske rettere opløsninger. Som i bogstaveligste forstand at gå ud af Hammershøis rum og mærke dørene lukke sig bag én for altid, som i en fødsel. Og alt er forandret i den struktur, man ellers var fanget i. Er det psykoanalysens eller bare psykens fængsel, Guldager undslipper til sidst?

I en række interview beskrives Guldagers komedie som "et opgør med 68'erne" - manglen på autoritet og opdragelse. Der er helt sikkert udfald mod forældrene. Ikke mindst på grund af den seksuelle frihed i tresserne, der åbenbart var det, der ødelagde Guldagers familiestruktur:

"Når man er andre utro, er man også sig selv utro" skriver Guldager.

"Ikke alene spalter man sine følelser for den person, man er sammen med, man spalter også sit hjerte, sin tunge og sin sandhed ".

Modsigelsen kommer fra Guldager selv, næsten ubevidst og langt senere i bogen. Hun skriver, at problemet med at være faderens fortrolige var, at siden da "har der altid eksisteret mere end én sandhed i familien". Guldager viser også, hvorledes analysen i modsætning til et par kunsteriske fordomme om den lidende kunstner overhovedet ikke har begrænset hendes litterære rum, men udvidet feltet - netop med det flertydige.

Freuds patienter - Hammershøis samtidige - klagede over fornægtelsen af seksualitet. Guldager beklager sig over seksualitetens nærvær i tresserne, og et enigt anmelderkorps følger trop. Der er helt sikkert noget galt med seksualiteten, især forældrenes, kan man konstatere på tværs af anno 1900 og 2000. Det er her, Guldagers fortælling bliver større end sig selv - ganske som Dantes rejseskildring.

Hvem var det mon, forældrene skulle have været tro over for? Vi vil for Guds skyld ikke være spaltede, selvom det måske lige præcis er det, vi ulideligt er. Ødipus er stadig i live og stadig lige blind.

Guldager 'ved' det godt. Hun er kommet gennem sin analyse, hvor hun ikke mindst taler om en truende tid som "ødipal vinder", da hun efter forældrenes skilsmisse boede alene med faderen. Guldagers analyse-roman - udgivet på Gyldendal, (faderen var forstkandidat, moderen var landskabsarkitekt) er et forrygende vidnesbyrd om, at det ubevidste i analysen kan forandres... ikke mindst ubevidst. Og vist nok første gang vi i Danmark har den enestående mulighed for at betragte en landsmands 'rejseprospekt'.

nKatrine Marie Guldager: Lysgrænsen. En psykoanalyse, 248 s., 249 kr. ISBN 978-87-02-05675-4. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her