Læsetid: 2 min.

Fars sprog - et redskab til integration?

22. december 2005

Så spøger de igen, myterne om at det fremmede modersmål først skal læres til fulde, før det danske sprog kan bygges på, og myten om at fars sprog er grundlæggende for identitetsdannelsen hos børn født her af udenlandske forældre.

Selvom jeg er både lingvistisk uddannet og indvandrerlærer, ser jeg ikke sprogproblemer som forklaring på hovedparten af indvandrerelevers integrationsproblemer. Vanskeligheder ved at integrere sig kan f.eks. også skyldes dårlig begavelse - husk resultaterne af sessionsprøverne - eller vanskeligheder med at få forskellige verdensopfattelsers forklaring af den samme oplevede virkelighed til at hænge sammen til én forståelse inde i barnehovedet?

Jeg vil hævde, at undervisningssproget kommer i anden række, og at det er den lærendes begavelse, forholdemåde, omverdenskendskab og undervisningens struktur, der har afgørende indflydelse på begrebsdannelsen og dermed muligheden for integration.

Hovedparten af jordens befolkning vokser op med flere sprog, men undervises kun på det ene. Således også prinserne Frederik og Joachim,der har dansk som andetsprog, i og med modersmålet i hjemmet på Amalienborg er fransk.

Lærer man først sit modersmål, er det ulige meget nemmere at lære andre sprog bagefter, er flere overbevist om. Men prinserne har fulgt en undervisningsplan som almindelige 'danske' børn, og ikke fået modersmålsundervisning i fransk. Har vi så snydt dem for en fuld sproglig udvikling?

Vil sociologer og lingvister på Danmarks Pædagogiske Universitet så ud fra samme logik også hævde, at kinesiske og indiske adopterede børn, der kommer til Danmark i tre-fem års alderen bliver nødt til at få undervisning i deres biologiske forældres lokalsprog for deres identitetsudviklings skyld og for at gøre det muligt at lære dansk?

Børn af danske diplomater og udstationerede forretningsfolk frekventerer engelsktalende skoler i årevis i nation efter nation og modtager jo heller aldrig formel modersmålsundervisning. Når skolebørnene tilbage i Danmark tager 9. klasses eksamen, klarer de sig imidlertid udmærket i både mundtlig og skriftlig dansk.

Nå ja, vil mange indvende, diplomater, internationale forretningsfolk og prinser er jo generelt også en helt anden socialklasse end tyrkiske gæstearbejdere eller palæstinensiske flygtninge. Ja, netop. Socialklasse har jo, udover økonomisk formåen, noget at gøre med, hvordan man tænker, hvordan man føler, og hvordan man agerer; socialklasse kan altså også forstås som en kulturel forholdemåde.

De omtalte etniske danske børn klarer sig f.eks. også fagligt godt i de amerikanske eller franske skoler, de er flyttet rundt imellem. Her har deres udmærkede faglige præstationer (performance) helt klart ikke noget med undervisning i eller på eget sprog at gøre. Performance har derimod et tæt forhold til intelligens og læringsstrategi.

Efterkommernes generelle mindre gode performance i PISA-undersøgelsen kan derfor forventeligt ikke afhjælpes med undervisning på et sprog fra det land, far og mor har forladt. Det er her værd at erindre, at skolen ikke er det vigtigste rum for læring, det er familien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her