Læsetid: 3 min.

Farum-larum

4. august 2001

KRUKKEN KAN gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem. Krukken er i dette tilfælde
Peter Brixtofte, Venstre-borgmester i Farum. Brixtofte er ved at krakelere. Han er slidt af at søge magten, og magten har slidt på ham.
Kun 23 år gammel kom han i Folketinget ved tumultvalget i 1973, røg ud i ’77, ind igen i ’79 og ud i ’81. En plads i Venstres hovedbestyrelse holdt kun fra 1978-80. Landspolitikken nægtede Brixtofte en fast karriere, og han fandt en anden vej. Fra 1978 havde han haft byrådssæde i Farum, der i de år var præget af splid mellem en mangfold af små politiske grupper. Efter kommunalvalget i 1985 formåede Brixtofte et kunststykke: Han fik samlet en utænkelig alliance – også med kommunisterne – og blev borgmester.
Brixtofte omdannede Farum til sit kongedømme, en blanding af laboratorium for ekstreme liberalistiske eksperimenter, dristig økonomi og personkult om borgmesteren. Betænkelige embedsmænd forsvandt på stribe; støttepartier blev spillet ud mod hinanden, og fire år efter havde Brixtofte ikke brug for dem mere. Venstre vandt et absolut flertal, som – var ingen i tvivl om – tilhørte Brixtofte som personlig fortjeneste.

FARUM ER blevet en model-kommune. Men model på hvad? Rub og stub af kommunale ejendomme har Brixtofte bortsolgt og tilbagelejet i svært gennemskuelige konstruktioner. Serviceydelserne er udliciteret. Byrådsmøderne varer den studs, der går med at tage borgmesterens kundgørelser til efterretning.
Borgernes gunst søger Brixtofte ved en gavmildhed, der svarer til at fodre hunden med dens egen hale. Alle over 67 får tilbud om en årlig rejse til De Canariske Øer. Når Brixtofte ikke selv flyver med som den glade giver, tilbyder han værtsrollen til medlemmer af byrådets opposition. Noget til alle. Den lokale avis er fyldt med takkebreve fra folk, der har oplevet kommunal fællesskabsfølelse under palmesuset.
Ingen aldersgruppe skal føle sig forbigået. Det sikrer Brixtofte gennem sit formandsskab for Farum Boldklub. Bygge- og lejeaftaler hvirvler dunkelt frem og tilbage mellem kommune og boldklub; boldklubbens sponsorer er også kommunens – og Brixtoftes – venner. PR-brochurer og lovord for hinanden flommer ud.

ET GILDE, nærmest uden regning. Den slags plejer ikke at blive ved. Brixtoftes komethale af klagesager og kritiske spørgsmål fra overordnede myndigheder vokser støt. Ligesom utrygheden ved de finansielle tryllerier. På budgettet for år 2000 havde Brixtofte fået afsat 1,8 mill. til »repræsentation«. Det reelle forbrug løb op i 4,1 mill. Samme overskridelse som året inden.
»Småpenge i det store regnestykke«, forklarer borgmesteren til B.T. og henviser til udgifterne ved »gæster fra hele verden og hele Danmark«.
Senest har Brixtofte vakt opmærksomhed ved at nægte at efterkomme en afgørelse fra det kommunale tilsynråd for Frederiksborg Amt, der har pålagt Farum at standse opførelsen af 62 ungdomsboliger. Et tilsvarende påbud er kommet fra Miljøministeriet og Naturklagenævnet. Sidstnævnte er i gang med at undersøge, om byggeriet er foreneligt med den lokalplan, der udlægger området til erhvervsformål.
Byggeriet er en del af Brixtoftes dobbeltrolleri i
Farums gigantiske idrætskompleks, og størstedelen af ungdomsboligerne er reserveret til Team Danmark idrætsfolk. Byggeopgaven er uden licitation givet til entreprenør Kay Vilhelmsen – sponsor for Farum Boldklub.
Borgmesterens fremfusen har fået Venstre-formanden for byrådets plan- og miljøudvalg til at afgå i protest. En anden partifælle har forladt bestyrelsen for byggeriet. Magtens slid og tænkeligt også den megen festivitas har afstumpet Brixtoftes førhen så sikre politiske instinkt.
To perspektiver melder sig: Det ene – som tidligere Farum-præst Asger Baunsbak-Jensen har fremhævet i Politiken: At Farum rummer et stort element af 1970’ernes nu desillusionerede venstrefløj, hvis erhvervede kynisme Brixtofte som en lokal Berlusconi har formået at spille på.
Det andet er, at danske kommuner har et frirum for effektiv kontrol. Folketinget forudsætter tillidsfuldt, at vælgerne standser Berlusconi’erne, inden de kører kommunen i grøften.
Gør Farums vælgere ikke det, når chancen gives dem ved kommunalvalget i november, er det ikke bare deres egen kommune, de udsætter for risiko. Det er trygheden ved det vidtgående danske kommunestyre.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her