De sagde selv fredag middag i radioen i Albanien, Kanal 2, at præsident Berisha var flygtet ud af hovedstaden Tirana i helikopter. Og oplysningen spredtes hurtigt ud over landet, at Berisha var flygtet.
Det er en god nyhed, at det nu er kommet dertil, at der to dage i træk er rygter om at Berisha er flygtet. Begge gange har det taget flere timer at dementere det. I går skete det først, da det franske nyhedsbureau AFP havde haft præsidenten i røret fra Tirana. Han ville bare sige, at rygterne om hans afrejse var stærkt overdrevne.
Han havde ikke ret meget mere at sige. Oprørerne kræver, at han går. Berishas svar på kravet er sådan set det eneste emne, de ønsker at høre ham tale om.
Den dårlige nyhed er til gengæld, at Berisha ikke har sagt, at han går.
Anarki, vold, ild, kaos er den beskrivelse, der når os fra Albanien, især i den sydlige del, hvor ethvert ordenssystem er ophævet. Det er et område, hvor indbyggerne gik lige fra middelalderlig undertrykkelse til et driftigt smugler- og gangsterliv, da det kommunistiske system brød sammen. Sanktionerne mod Serbien gav dem muligheder, der var større, end de tidligere havde haft. Det blev et pengebegær, hvor smugleriet af våben, varer og narko var så profitabelt, at folk ikke så nogen fidus i at arbejde, hvis der altså havde været jobs, eller i at dyrke deres marker.
Siden blev pengene investeret i pyramidespillene, der tilbød formidable gevinster. Da sanktionerne mod Serbien faldt bort, var der ikke så meget andet at investere i. Så længe der var nye spillere, der skød penge ind gik det godt.
Det gav en helt særegen stemning. Beskrevet således i torsdagens avis af Mads Lund, der arbejdede to år i den sydlige by Vlore - oprørets center:
"Det slog mig, hvor apatiske albanerne var overfor politik. De tog tingene som de kom, og tænkte bare på at tjene penge".
Da spillene brød sammen, brød landet sammen. Det var befolkningens griben til våben, der bredte sig i en bølge sydfra, der har ført til den nuværende opløsning. Pludselig har det økonomiske oprør fået et politisk udtryk: Oprørerne erklærer, at de vil have
deres penge igen, i det mindst vil de have Barisha fjernet. Om nødvendigt korporligt.
Selv om de ikke interesserede sig for politik vidste de godt, at Berisha snød ved valget sidste år i maj. De vidste også, at han siden har forfulgt oppositionen,og fængslet socialislederen Fatos Nano. De var bare ligeglade, så længe de kunne tjene penge. Nu hvor de har tabt penge til pyramidespillene ved de også godt, at Berisha har tjent på dem. Nu vil de have hævn.
Der kom andre gode nyheder i går. Landets samlingsregering, som oprøret tvang Berisha til danne med socialistpartiet, fløj til forhandlinger med den østrigske eks-kansler Franz Vranitzky. Han er OSCE's udsending og repræsenterer den vestlige verdens forsøg på at få uroen afsluttet.
Det er sigende for overgangsregeringens skrøbelighed, at mødet ikke kunne finde sted i Tirana, men blev holdt ombord på et italiensk krigsskib i farvandet mellem de to lande.
Den rigtigt gode nyhed var, at inde på land ventede endnu en delegation. Det anarkiske oprør er blevet organiseret i Nationalkomiteen til den Offentlige Frelse, en sammenslutning af oprørskontrollerede
byer i syden.
Berisha er udenfor. Hans eneste tilbageværende rolle er at aflevere magten til de to, for de har bred folkelig opbakning. Både blandt de hævntørstige spekulanter (hver tredje familie tabte) og de politisk orienterede.
Berisha kan abdicere med et løfte om at udskrive præsidentvalg sammen med det parlamentsvalg,
regeringen vil afholde til juni. Han kan også bare
forsvinde med det samme, for en ny regering skal nok være karle for at afholde det præsidentvalg.
Vranitsky har tilbudt OSCE's hjælp - med overvågning af valg og støtte til forhandlinger. OSCE bør støtte oppositionens krav om et præsidentvalg. Og når der er dannet en regering med myndighed, der kan etablere hærens og politiets kontrol, bør OSCE gå videre og sende politi, eventuelt soldater, til at bakke op om denne orden. De bør ikke tvivle på vores opbakning. De skal til gengæld skaffe enighed om at ville fred.
pety (Peter Tygesen)
