Læsetid: 6 min.

Farvel til frygtens velbehagelighed

Eller noget om et passioneret forsvar for lidenskaben, der ikke vil kendes ved medlidenheden for de svage
22. december 2005

Det amerikanske ugemagasin, Time, kårede forleden årets personer. And guess what? Det er ikke politikere, der hyldes på forsiden. U2-rockstjernen Bono plus Bill og Melinda Gates hyldes i en coverstory som tre gode samaritanere, der vil redde verdens fattige, sikre dem medicin og fører kampagne gældslettelse.

Det er dem, og ikke verdens toppolitikere - som USA's præsident George W. Bush og den britiske premierminister, Tony Blair - der løber med Time magazines laurbær. Kåringen af Gates-parret og forsangeren fra U2 er symbolsk. Og paradoksal. For som Time skribenten noterer, har Bono bestemt ikke noget imod at spendere nogle tusinde dollar på en Pinot Noir på en restaurant, og Bill Gates har for nydelsens skyld indrettet et trampolin-rum i sit 100 millioner dollar hjem.

Men ugemagasinet kan alligevel ikke stå for Gates-fondens store filantropiske milliardindsats for verdens fattige, og magasinet er faldet pladask for Bonos enorme charme, der (hjulpet af den globale Make Poverty History kampagne) pressede verdens toppolitikere til at acceptere en gældslettelsespakke i Gleneagles i sommers.

Og her er moralen så midt i tvetydighederne: De tre samaritanere er så passionerede - man kunne også sige engagerede - at de har mobiliseret noget andet end de magtfuldes medlidenhed med de svageste.

"Det handler ikke om medlidenhed," konkluderer Time.

"Det er mere et spørgsmål om lidenskab. Medlidenhed ser lidelsen og ønsker at lindre smerten. Lidenskaben (på engelsk 'passion', der også kan betyde vrede og forbitrelse, red.) ser uretfærdigheden, og ønsker at gøre regnskabet op. Medlidenheden kan få de magtfulde til at vise opmærksomhed; lidenskaben advarer dem om, hvad der vil ske, hvis de ikke gør noget. Risikoen ved medlidenheden er, at den dræber med venlighed; lidenskabens løfte er, at den bygger på en forhåbning om, at de fattige er fuldt ud i stand til at hjælpe sig selv, hvis de gives en chance. I 2005 har verdens fattige ikke brug for mere kondolence; de har brug for, at folk bliver interesseret, bliver vrede og får arbejdet gjort."

Unik chance

Man må reelt spørge om verdens politiske ledere - eller intellektuelle for dens sags skyld - kan mobilisere den samme lidenskab for at forandre. Den polsk-britiske sociolog, Zygmunt Bauman, berørte på en måde spørgsmålet, da han den 8. november holdt sin tredje Ralph Milliband under rubrikken "Enhver tid er unik":

"Antallet af personligheder på den politiske scene, der kan forstå og artikulere deres vælgeres forventninger og krav, er på hastigt tilbagetog. Det politiske rum er for indadvendt, og det lukker sig om sig selv, og det er nødvendigt at åbne det igen," sagde Bauman - i øvrigt med venlig hilsen til den afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu.

Zygmunt Bauman begræder, at de før så stærke bånd mellem 'de intellektuelle' og 'folket' er brudt sammen. Den globale tidsalders intellektuelle og ekstraterritoriale klasse er ifølge Bauman mere optaget af at kommunikere i elektronisk medierede netværker på tværs af grænserne og at italesætte en global hybrid kultur end i at guide og lede den del af menneskeheden, der ikke er så mobil og bundet i det lokale livs fysiske rum. Han kalder også den nye transnationale videnselite for 'symbol-manipulatorer' og 'symbol-magere', selv om Bauman og hans 'smeltende modernitet' ironisk nok også er ekstremt globaliseret. Intet har som globaliseringen gjort Bauman så kendt og læst uden for de snævre intellektuelle miljøer. Fra at omfavne globaliseringsprocessen i alle dens tvetydigheder er Bauman i sit livs aftenland mere og mere optaget af at udtrykke sig som kritiker af globaliseringen:

"I dens nuværende, rent negative form, er globaliseringen en parasitisk og rovgrisk proces," sagde Bauman den 20. oktober i sin første Milliband-forelæsning på London School of Economics, der handlede om det åbne samfunds dæmoner.

"Samfundenes perverterede åbenhed, der tvinges frem af globaliseringen selv, er i sig selv den primære årsag til uretfærdigheden og indirekte til konflikt og vold."

Det synspunkt kan i høj grad diskuteres. Åbenheden og globaliseringen er ikke bare med til at ødelægge gamle strukturer. Den gribes også som en velsignet og frigørende mulighed af hundreder af millioner af indere og kinesere, der før var isoleret fra verdensmarkedet af protektionistiske og undertrykkende stater, som lukkede af overfor omverdenen. Eller som chefen for Infosys Tecnologies i Bangalore, inderen Nandan Nilekani, påpegede forleden i ugemagasinet Newsweek, har 1990'ernes liberaliseringer frigjort en masse potentialer i Indien. Åbningen af kapitalmarkederne, softwarerevolutionen og de fiberoptiske kabler til klodens internetnetværker er - kombineret med Indiens store menneskelige kapital og mange højtuddannede højtuddannede - ved at forvandle Indien til en it-supermagt.

"Indiens vidensbaserede eksport kan overstige 50 milliarder dollar i 2010," forudser Nilekani, der spår, at Indien kan blive en model for nationer, der ønsker at tage hoppet fra en status som udviklingsnationer til højtudviklede videnskøkonomier. Uden at gentage industrialismens fejltagelser. Nilekanis analyse står i skarp kontrast til Baumans analyse. Og bag kontrasterne er der et globalt terræn for en ufattelig mængde nuancer.

Institutionel krise

En af grundlæggerne af World Economic Forum, Klaus Schwab, har blik for mange af nuancerne. Han minder i Newsweek om, at 2005 måske vil blive husket som et vendepunkt for globaliseringen. Tsunamien i Asien, Katrina-orkanen i New Orleans og jordskælvet i Kashmir endte ikke som lokale fænomer, men folk fra alle egne af kloden reagerede med global bevidsthed på naturkatastroferne.

Schwab er ikke entydigt optimistisk, selv om han er håbefuld. Mens det civile samfund fra neden viser vilje til at hjælpe "er vore eksisterende institutioner på randen af marginalisering." Forsøgene på at reformere FN og andre internationale institutioner har fået politikerne til at udsende forsigtige statements uden at leve op til forventningerne.

Klaus Schwab tegner et billede af voksende ubalancer i den globale økonomi og siger, at der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt i kampen mod terrorismen, klimaforandringerne, den globale sundhedskrise og arbejdsløsheden. "Vore delvist dysfunktionelle globale ledelsessystemer mangler kapacitet til at udvikle strategiske svar på udfordringerne i en verden i hastig forandring. Resultatet er en generaliseret følelse af usikkerhed og hjælpeløshed, der udløser udbrud af populisme, nationalisme og religiøs fundamentalisme, som et identitetsmæssigt sikkerhedsnet," skriver Schwab.

Han advarer dog mod at forfalde til 'negativisme'. Han nævner ikke Bauman, men han kunne have gjort det. Schwabs svar er ikke at søge 'en stor løsning' og 'en stor leder' eller at længes vemodigt tilbage til den engang så moderne nationalstats såkaldt trygge rammer. Han ved godt den tid er slut. Han opfordrer i stedet til at forstærke de netværker, alliancer og internationale rammer, der i en myriade af aktiviteter på kryds og tværs kan skabe 'nye regler, nye institutioner og et mere kreativt lederskab'. På globalt plan.

Klynkeri er noget pjat

Måske har angsten for de globale forandringer - den genopblussede længsel efter en hensovende national identitet - noget at gøre med, at de europæiske og amerikanske samfund i en relativ kort historisk epoke i det 20. århundrede har vænnet sig til at leve behageligt med enestående høj velstand, fjernt fra den nød, den fattigdom og den daglige kamp for overlevelse, som mange lande i det globale syd stadig slås med. Og de velbehagelige ængstes ved udsynet til, at hundreder af millioner af kinesere, indere og andre hårdt arbejdende og stadig mere veluddannede mennesker i de såkaldte u-lande med stormskridt søger at efterligne og måske overhale os i det rige Vesten?

I den spanske El País sagde den tyske intellektuelle, Hans Magnus Enzensberger forleden, at "verden ikke er konstrueret for at være behagelig. I Afrika er verden ikke behagelig, og det er den heller ikke i Kina eller i Latinamerika. Hvorfor skal verden være evigt behagelig for os," spurgte Enzensberger. Han er træt af den klagesang og den fremtid, som har grebet så mange i Tyskland og andre steder: "Dette klynkeri er noget pjat. Hvis man tænker tres år ud i fremtiden kan alt selvfølgelig ende meget galt. Men gå De ud på Münchens gader. Restauranterne er fyldte. Denne krise finder sted på en blød og komfortabel pude. Indtil nu er det en behagelig krise," sagde Enzensberger og mindede om Sigmund Freuds udtryk om frygtens nydelse.

"Det er uden tvivl et interessant fænomen, fordi folk har det sjovt med at klage. Det er en pervers nydelse at sige, hvordan det ender. Folk er blevet bange for at blive gamle. Før var man tilfredse med at kunne blive gammel. Nu siger man: 'Jeg vil kunne få alzheimer, hvor forfærdeligt! Så må jeg på plejehjem!' Det er frygtens velbehagelighed, og den findes ikke kun i Tyskland. Den findes alle steder."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu