BERLIN - I filmen Goodbye Lenin blev det socialistiske Østtyskland atter vakt til live, med humor. Fra Dresden til Leipzig skreg folk af grin, mens en pligtopfyldende søn prøvede at forsikre sin mor, der lige var kommet ud af koma, at Berlinmuren stadig stod. Men som dagen for det tyske valg nærmer sig, er nostalgien vendt tilbage til Eisenhüttenstadt, hvilket Gerhard Schröder utvivlsomt vil opdage i løbet af ugen.
Byen blev oprindelig opkaldt efter Stalin, og stolt omtalt som 'Østtysklands første socialistiske by', men i sidste uge blev dens forstæder ved hjælp af bulldozere og larmende lufthammere reduceret til murbrokker. De østlige forstæder i denne tidligere juvel af østtysk stræben - nu en nedtrådt stålby tæt ved den polske grænse - ligner nu resterne af en krigszone. Cementtårnene er tomme og murene revet bort, så man ser tapeterne i de tomme værelser. Blandt meterhøje bjerge af beton og stål kvaser rydningshold resterne af arbejderhjem til grus, der skal bruges til Tysklands autobaner.
Afgørende rolle i valget
Eisenhüttenstadt er døende. I løbet af de seneste år er befolkningstallet halveret til 30.000. Men som i hundredvis af andre ødelagte byer og landsbyer i det tidligere kommunistiske øst vil de, der er blevet tilbage, spille en afgørende rolle for udfaldet af det tyske valg på søndag.
Vælgerne i det østlige Tyskland vender ryggen til de store politiske partier, desillusionerede som de er af 15 års stigende arbejdsløshed og indbyggernes masseudvandring til den rige, vestlige del af landet. I stedet vælger de et mere radikalt venstreorienteret alternativ, tættere på traditionerne fra deres tidligere kommunistiske ledere.
Svaret for mange er det nyligt dannede venstreparti, Die Linke/PDS, anført af Oskar Lafontaine, kansler Schröders frafaldne venstreorienterede finansminister, og partiet er på vej til at blive regionens stærkeste politiske faktor. Meningsmålinger viser, at partiet vil få op til 30 procent af øst-stemmerne ved valget. Drejningen mod det yderste venstre er en af de bitre konsekvenser af kansler Schröders upopulære, om end nødvendige, økonomiske reformprogrammer, der har drevet tusindvis af tidligere socialdemokratiske vælgere til at vende sig mod Die Linke. Resultatet er en splittelse af den tyske venstrefløj, hvilket sandsynligvis vil koste hr. Schröder kanslerposten.
Stalins by
I forstæderne til byer som Eisenhüttenstadt er det ikke vanskeligt at opdage grunden til de nye krav om radikale løsninger på regionens problemer. I det, der er tilbage af de omliggende gader, venter et par forretninger bygget i 1930'erne og nogle engang nydelige middelklassehuse på rydningsholdene - tagene er revet af og vinduerne gabende, sorte huller.
I distriktet med det besynderlige navn 'Boligkompleks VII' er mere end 4.000 lejligheder blevet revet ned i løbet af det seneste år, selv om de fleste af bygningerne ikke er 20 år gamle. Tusinder flere står for tur, når den tyske regerings plan om 'Bysaneringsprogram øst' er tilendebragt.
Dette ligger fjernt fra de dage, hvor Eisenhüttenstadt blev født. Æret med titlen 'Stalin By' i 1950, blev byen bogstavelig talt bygget op fra ingenting af 'Arbejderhelte', i løbet af blot få år. 'Den første socialistiske by i den Tyske Demokratiske Republik' blev bygget udelukkende til arbejderne på områdets gigantiske stålværker, der allerede var blevet en vigtig faktor i produktionsforøgelsen i østblokken.
Under det igangværende oprydningsprogram bliver over en million hjem jævnet med jorden inden år 2010. Det østlige Tyskland har ikke oplevet lignende ødelæggelser siden Anden Verdenskrig. Men motiverne bag er tydelige. Regionen, som Tysklands tidligere 'samlingskansler', Helmuth Kohl pralede med ville blive 'et blomstrende landskab', lider under en menneskelig forblødning, der kan sammenlignes med den østtyske masseflugt til Vesten umiddelbart før opførelsen af Berlinmuren i 1961.
Siden den tyske genforening i 1990 er mere end 1,5 millioner østtyskere flyttet vestpå, de fleste af dem unge og veluddannede. Og stadig synes udvandringen at fortsætte. Både Kohls og Schröders manglende evne til at tackle det østlige Tysklands uregerlige økonomiske problemer har gjort regionen til et teutonisk 'Mezzogiorno', det ord, der bruges om Italiens kronisk fattige syd.
Ingen af landets ledende politiske partier har været i stand til at give vælgerne et overbevisende middel mod områdets voksende problemer. I stedet er emnet stort set fjernet fra den politiske agenda. Deres mislykkede forsøg på at tage fat på problemerne fik den respekterede Süddeutsche Zeitung til i en leder for nylig at anklage dem for 'fejhed'.
"I de værste tilfælde vil vi opleve hele områder forvandle sig til ødemarker," siger Joachim Ragnitz, ekspert i økonomiske problemer i det østlige Tyskland, og ansat ved institut for økonomisk forskning i Halle. "I forhold til genopbygning af området oplever vi udelukkende hjælpeløshed fra de store partier."
Die Linke er redningen
Uvægerligt vil de lette marxistiske løsninger, man tilbyder fra Die Linke, komme til at ligne en slags redning for vælgerne i øst. I Eisenhüttenstadts forfaldne bymidte ser man valgplakater, der viser kansler Schröders næsten ukendelige ansigt, i konkurrence med gigantiske plakater, der viser de grinende ansigter af Die Linkes Lafontaine og hans allierede, Gregor Gysi, tidligere medlem af det østtyske kommunistparti. "Vi vil ændre det politiske landskab i Tyskland," står der. "Vi vil ikke tillade lave lønninger, pensionsnedskæringer og ødelæggelsen af velfærdsstaten."
Johannes Reisz, partiorganisator, er fuld af selvtillid op til valget.
"Vores argumenter rammer noget dybt. De etablerede partier har haft 15 år til at genrejse det østtyske område, og det er ikke lykkedes dem. Kohl var ikke i stand til at gøre det, og hvad angår job har Schröder blot gjort tingene værre," siger Johannes Reisz.
Statistikken er på hans side. Til trods for en tilførsel af svimlende 1,25 bio. euro fra centralregeringen siden 1990 er arbejdsløsheden steget drastisk lige siden og har nu nået rekordhøjden 20 procent, et tal, der er stærkt medvirkende til, at der i dag er fem millioner arbejdsløse i Tyskland, det højeste tal siden Weimar-republikken.
Det samme overalt
I Eisenhüttenstadt er arbejdsløsheden på omkring 19 procent. Indbyggertallet er faldet fra 50.000 i 1990 til 30.000 i dag. Der er simpelt-hen ikke indbyggere nok til at fylde f.eks. 'Boligkompleks VII'. Situationen er lige så slem, om ikke værre, i hundredvis af andre byer over hele det østlige Tyskland.
Følelsen af håbløs resignation møder man også på Fürstenberg Gymnasium. Skolen blev bygget i slutningen af 1980'erne, men står nu omgivet af halvt nedrevne bygninger og skal også rives ned om tre år. En af de studerende, Max Nischalla, siger: "Mange forsøger at fortrænge, hvad der foregår. Det er en ond cirkel, folk rejser bort, bygningerne tømmes og det får endnu flere til at forlade stedet. Jeg er væk, så snart jeg har taget min eksamen." 18-årige Max Schmolke, der bliver færdig næste år, vil også væk.
"I Eisenhüttenstadt er bedemanden og lederen af alderdomshjemmet de eneste, der er sikret fast arbejde. Jeg vil gerne være sagfører."
Også de ansatte var pessimistiske.
"Det er en død by," siger en lærer, Heike Zylla.
"I gamle dage var Eisenhüttenstadt en meget ung by. Der var masser af børn og mange aktiviteter. Hovedgaden hed Lenin Strasse, den var fuld af liv, når man gik tur om aftenen. Nu færdes her kun et par pensionister. Selvfølgelig rejser de unge, hvad skulle de ellers gøre?"
Med de økonomiske problemer in mente kan man næppe bebrejde byen, at den fejrer sin kommunistiske fortid. De elegante lejlighedskomplekser, der i al hast blev opført i begyndelsen af 50'erne, er blevet istandsat ved hjælp af pengeindsprøjtninger fra EU og står som en uberørt kerne i en på alle andre måder forfalden, arbejdsløshedsplaget og snart befolkningstømt by.
Komplekset huser det østlige Tysklands eneste permanente udstilling over hverdagslivet i den tidligere kommunistiske stat. Rummene er fyldt med socialistiske minder, deriblandt militærarbejderes uniformer, krukker med østtysk erstatningskaffe og skolebøger.
I sidste uge sad en lærer der med en flok elever, og de fnisede, mens de så en film fra DDR-tiden. Heri fortaltes om fortræffelighederne ved Østtysklands berygtede bil, to-takteren 'Trabant'.
"Det er godt at se disse gamle film igen," sagde læreren til eleverne, der for de flestes vedkommende var for unge til at kunne huske livet under kommunismen.
Men hvis øst-egnens fortid virker som sort humor på nogle, er den nuværende situation ingen spøg. Og det argument vil man høre igen og igen i denne uges løb i Eisenhüttenstadt.
