Læsetid: 4 min.

Farvel, Kandolhudhoo

7. januar 2005

Giver Maldiverne mening? Var flodbølgen skriften på væggen for det lille ørige, i Vesten bedst kendt som det ultimative ferieparadis med sine solbeskinnede, hvide sandstrande og palmeklædte koraløer? 10 dage efter flodbølgen, der rullede fra jordskælvets epicenter et par tusind kilometer østpå, overvejer folk på øerne, om der overhovedet er en fremtid for dem dér. Målt i dødsofre – 82 omkomne plus 26 savnede – slap Maldiverne nådigt i forhold til de forfærdende tal fra Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand. Men målt i nationaløkonomi er øriget måske allerhårdest ramt. Maldiverne har intet ubeskadiget bagland at hente ressourcer og genopbygningskraft fra – nationen består af lutter kyst: knap 1.200 små koraløer, heraf 200 beboede. 80 procent af nationens areal rager kun én meter op over havets overflade. Og flodbølgen skyllede hen over det hele. 53 af de beboede øer har lidt betydelige skader, 20 angives at være helt ødelagt, 14 er totalevakueret, hver tredje af nationens indbyggere er »alvorligt berørt«. Maldivernes regering skønner, at genopbygning vil sluge, hvad der svarer til to-tre gange ørigets bruttonationalprodukt. »Nationen er sat mindst to årtier tilbage i socioøkonomisk udvikling,« siger regeringstalsmand Ahmed Shaheed til Reuters. Når nogle spørger, om det er umagen værd at starte tilværelsen forfra, er det fordi tsunamien bare var en generalprøve. Et forvarsel om hvad der venter det lille paradis. »Vi er verdens lavestliggende land,« siger Mohammed Zahir, en af ørigets fremtrædende miljøfolk, til AP. Som andre ved han, at der er flere oversvømmelser på vej. Jordskælvet var en hilsen fra naturkræfterne, men i de kommende årtier vil menneskets klimaforandrende kraft indebære, at havenes vandstand stiger, og at hyppigheden af stormfloder og andre voldsomme vejrfænomener tager til. Mens den globale hyppighed af ’geofysiske katastrofer’ – som jordskælvet – har været uforandret siden 1990, er hyppigheden af ’hydrometeorologiske katastrofer’ – som oversvømmelser og stormflod – mere end fordoblet. Og øriger som Maldiverne er først blandt ofrene. »At besøge Maldiverne er at bevidne en nations langsomme død,« skrev BBC’s udsendte på øerne nogle måneder før flodbølgen. Det antages, at verdenshavene vil være steget med 0,5-1 meter om hundrede år, hvis ikke der gøres noget radikalt ved udledningerne af klimaforstyrrende CO2-gasser. Og at en yderligere stigning på et par meter over de næstfølgende århundreder er uundgåelig, hvis ikke der bremses op nu.

Det var derfor, Maldivernes præsident Maumoon Abdul Gayoom helt tilbage i 1987 begyndte at appellere til verdenssamfundet om at handle.
»Vi har ikke bidraget til denne truende katastrofe for vor nation, og vi kan ikke ved egen kraft sikre vor overlevelse,« sagde han dengang. Og har sagt det talløse gange siden. Efter flodbølgen er nogle begyndt at tvivle på, at det nytter. Tvivle på at de rige, CO2-belastende lande kan råbes op. »Jeg overvejer at finde et sted at flytte hen med min familie. Man må være realistisk. År 2050 er formentlig grænsen for dette land,« sagde Ali Waheed, forretningsmand på hovedøen Male, i tirsdags. I Stilleavet er det lille ørige Tuvalu allerede blevet foregangsnation i selvafvikling. Tuvalu – med sine 11.000 indbyggere placeret midt mellem Hawai og Australien – tror ikke på, at udviklingen kan vendes i tide. Man oplever allerede oversvømmelser, kysterosion, forværrede storme og indtrængen af saltvand i drikkevandsforsyningen, og derfor har Tuvalu indgået en aftale med New Zealand om en begyndende evakuering. Foreløbig 75 Tuvalu-emmigranter har New Zealand aftalt at tage imod om året. For Maldiverne starter det måske med Kandholhudhoo. En lavtliggende ø med 3.500 indbyggere, som før flodbølgen havde brugt millioner af dollar på at opbygge et værn mod havet. Flodbølgen smadrede alt og gjorde ifølge regeringen Kandholhudhoo »ubeboelig«. Værre en Falluja, sagde en amerikansk flådemajor, der har gjort tjeneste i Irak og i søndags inspicerede øen. Nu er Kandholhudhoo en af i alt ni øer i øgruppen, som man er indstillet på helt at opgive til menneskelig beboelse, fortæller Maldivernes FN-repræsentant i dagens avis.

Det må være en blandet oplevelse for det lille øriges beboere at registrere disses dages overstrømmende villighed blandt lande i den rige verden til at yde nødhjælp til katastrofens ofre. Næsten 4,3 milliarder dollar havde det internationale samfund i går fundet frem for at komme befolkningerne ramt af naturkatastrofen til undsætning.
Men den samme rige verden – regeringer som befolkninger – slår sig i tøjret eller vender ryggen til, når sårbare lande som Maldiverne år ud og år ind forsøger at gøre det begribeligt, at vi er på vej ud i en menneskeskabt katastrofe, der siger spar to til tsunamien, omend smerten vil være fordelt over længere tid, ja, faktisk over fremtiden så langt man kan se den. Virkeligheden er sommetider banal, og den banale virkelighed er, at den rige verdens medmenneskelighed viser sit smukke ansigt, når det kan ske uden reelle omkostninger – de fire milliarder dollar er vel omkring en ti’er pr. indbygger i donorlandene. Mens selvtilstrækkeligheden hersker, når hjælpen forudsætter reelle ofre i form af omfordeling af forbrugsmuligheder og indgreb i den energifrådsende livsstil, der er klimakatastrofernes årsag. jsn

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu