Læsetid: 4 min.

Farvel til en krigsforbryder

Milosevic fik en rettergang i overensstemmelse med retssamfundets fundamentale principper – med respekt for den tiltaltes retssikkerhed. Det viser forskellen på et samfund, der holder menneskerettighederne i hævd, og det regime, Milosevic stod i spidsen for
13. marts 2006

STÆRKE BEKLAGELSER har været reaktionen på Slobodan Milosevics død i den internationale krigsforbryderdomstols fængsel i Haag. Det er ikke dødsfaldet i sig selv, der er blevet beklaget, men den kendsgerning, at det skete, inden sagen imod ham var ført frem til en endelig dom. Som lederen af Mødre fra Srebrenica, Hajra Catic, sagde, er "det en skam, vi ikke får ham at se, når retfærdigheden sker fyldest". Som en af de mange, der mistede familiemedlemmer under massakren i Srebrenica, er det fuldt forståeligt, at hun havde set frem til at se den tidligere diktator dømt for folkemord.

Derimod er det ganske uforståeligt, at en dansk Balkan-ekspert, Niels Aadal Rasmussen, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til Politiken kan sige, at det "for krigsforbryderdomstolen er en ren fiasko, at Milosevic dør, inden han har fået sin dom". Han begrunder det med, at de mange ofre nu aldrig vil føle, at retfærdigheden sker fyldest. Det er givetvis rigtigt, men hvis det skulle være en ren fiasko for domstolen, må det indebære, at den har gjort et eller andet helt forkert.

Det fører til spørgsmålet om, hvad den tænkeligt kunne have gjort anderledes. Hvis sagen var afsluttet hurtigere, ville dommen være faldet, mens Milosevic endnu var i live. Man kan derfor hævde, at dommerne var for langmodige over for hans åbenlyse forsøg på at forhale sagens gang. Men i den sammenhæng valgte de at følge en rettergang i fuld overensstemmelse med retssamfundets fundamentale principper. Processen skulle gennemføres under respekt for den tiltaltes retssikkerhed.

NETOP EN SÅDAN linje fremhæver forskellen mellem et samfund, der holder menneskerettighederne i hævd, og det regime, Milosevic stod i spidsen for. Den tidligere regerings- og statschef blev den store nationalistiske leder op igennem 1990'erne. Skamløst appellerede han ikke blot til sine serbiske landsmænds nationale følelser, men også til deres fordomme over for andre folkeslag i det, der engang var den jugoslaviske føderation. Muslimerne i Bosnien og albanerne i Kosovo blev gjort til undermennesker, der kun fortjente udslettelse. Mindelserne om Hitlers tredje rige var uhyggeligt nærværende.

Hans projekt var et storserbisk rige. På det holdt han sig ved magten igennem næsten et tiår. Men rent faktisk måtte han notere det ene nederlag efter det andet. Med Serbien som udgangspunkt førte han krig imod de øvrige delrepublikker i det gamle Jugoslavien. Slovenien måtte han hurtigt opgive, fordi det serbiske mindretal dér er så diminutivt, at han manglede selv den fjerneste legitimation for at tvinge denne lille republik til at forblive i en serbisk domineret forbundsstat. I Kroatien blev krigen mere langvarig, men også her måtte han trække sig tilbage.

Den mest grusomme krigsskueplads blev Bosnien-Herzegovina. Her kunne han slå på de antimuslimske følelser i den serbiske befolkning, og undertrykkelsen af den lokale befolkning var skånselsløs. Det samme blev den senere i Kosovo, indtil han også der blev fordrevet af den internationale intervention. De ugerninger, der blev begået på hans foranledning og under direkte ledelse af hans håndgangne mænd, fortjente uden forbehold betegnelsen krigsforbrydelser.

OG DERFOR VAR han faktisk for længst dømt i den internationale offentlighed. Hvad der manglede ved hans død, var kun domstolens bekræftelse. Den kunne have været nyttig af hensyn til de pårørende til de mange ofre for hans brutale regimente. Men det er ikke det samme som at sige, at retfærdigheden ikke er sket fyldest. Ingen er i tvivl om, at Slobodan Milosevic var krigsforbryder af værste slags - bortset fra de serbiske kredse, der fortsat ser ham som en helteskikkelse.

Spørgsmålet er nu, hvordan de vil reagere, efter at deres leder er død. De er allerede ved at skabe myter om hans dødsfald, og de vil gøre deres yderste for at forsyne ham med martyrens glorie. Men vil de også være i stand til at destabilisere den nuværende serbiske ledelse i en sådan grad, at de selv kan vende tilbage til magten?

Skulle det ske, vil de samtidig isolere deres land i forhold til resten af Europa. Præcis af den grund håber EU's udenrigsministre, der holdt møde i Salzburg, da meddelsen om Milosevic's dødsfald blev bragt, at de demokratiske kræfter i Serbien kan styrke deres position. Den britiske udenrigsminister Jack Straw udtrykte et stærkt håb om, at dødsfaldet "gør det muligt for det serbiske folk at forlige sig bedre med fortiden, da det er den eneste måde, hvorpå man kan se ordentligt ind i fremtiden".

Men det kan kun være et håb. De umiddelbare reaktioner i Serbien peger i den modsatte retning. Store dele af det politiske miljø og pressen giver domstolen i Haag skylden for Milosevics død. Og stærke røster kræver en officiel statsbegravelse i Beograd. Bliver denne tendens den dominerende, er det ensbetydende med, at en stor del af serberne nok engang tyr til offerrollen. Denne opfattelse af sig selv som offer for omverdens ondskab og fjendtlighed, som Slobodan Milosevic forstod at udnytte så effektivt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her