Sommerferien varer længe endnu i det franske - nærmere bestemt til den 4. september. Og mens De, kære læser, for længst formodes at være hjemvendt fra Deres årlige strabadser med familien, så er Deres klummeskriver, når De læser afskedsklummen selv på ferie et sted i Sydfrankrig. Formodentligt og forhåbentligt. For der er uheldigvis en vis tradition i denne familie, som har været omdrejningspunktet for sommerens klummeskriverier fra Paris, for aflyste ferier.
Ud af de sidste fire års sommerferier har klummeskriverens ægtemand, den hårdtarbejdende DBD, fået aflyst de to. Altså sådan rigtigt aflyst på grund af presserende hændelser af betydning for den britiske, nationale sikkerhed.
Udskudt til oktober, hvor enhver ved, at man da bare kan tage to børn ud af skolen og holde ferie i tre uger - ligesom overtegnede da også bare kan udskyde sommerferien og arbejde i hele august, hvor skolen og børnehaven godt nok holder lukket-. nej vel; Det kan man nemlig ikke, så derfor har DBDs arbejdsgiver, det britiske udenrigsministerium været mere end almindeligt upopulær hos Klummeskriveren og dennes børn i både 2003 og 2004.
Men OK - i år ser det i skrivende stund ud, som om også DBD får sin ferie. Den arme mand. Det skriver jeg, fordi mange af de læsere, som har reageret på klummen, har udtrykt overraskende forståelse dels for ham, dels det faktum at denne diskrete britiske diplomat ikke har ønsket at optræde med billede og navn i klummen.
En læser siger ligeud i en mail, at han ikke kunne forestille sig noget mere rædsomt end at havne i en klumme skrevet af hans bedre halvdel.
Nuvel - det kan være, men han er sluppet billigt vil jeg sige. Alle hans jeremiader over, at Danmark ikke er et rigtigt land, er f.eks. undsluppet det offentlige rum.
("Ingen arbejder egentlig, og de lever af pumper, radiatorer, småkager, grise og kemi," lyder det, hver gang franske og britiske diplomater undrer sig over, hvad den danske velfærd egentlig bygger på). Ej heller er hans reverenter talt latterlige forslag om at vi skulle hyre en kok i sommerferien, hvor vi fra den 21. juli har været au-pair løse - hvilket betyder ingen fast person til at finde på spændende middagsretter - havnet i avisen. Før nu altså.
For er det ikke bare for galt. En kok ?
Den sidste rest af klassisk husmoderlig stolthed ville i givet fald forsvinde fra min selvforståelse som Alma Mater. Jeg har ikke fået fire børn for så ikke at kunne lave mad til dem - i hvert fald på papiret. Og DBD får så mange gode frokoster og middage i Dronning Elizabeths tjeneste, at det kun er sundt for hans taljemål, ikke altid at få fantastiske middage i weekenden.
Det gode liv
Ikke mere om ham i denne serie. Det, der er faldet læserne mest for brystet, er de to klummer - nummer fem og seks - der handlede om det gode liv. Og naturligvis har Informations velbegavede, over gennemsnittet betalte, definitivt veluddannede abonnenter en mening om lykke. Læserne er stort set enige med overtegnedes veninder, som peger på samværet med familien som mere vigtigt end tasker fra Marc Jacobs eller udsigt til Triumfbuen.
Men den politiske korrekthed er dog ikke større end at en del (kvindelige) læsere har ladet klummeskriveren forstå, at de ikke ligefrem ville klage over rengøringshjælp eller husholdersker. Det gode liv består med andre ord ikke i at bruge al sin fritid på at gøre rent, stryge eller rydde op.
Her er vi fremme ved noget centralt.
Hvor det i Danmark er ligesom forkert (især hos det i egen selvforståelse progressive og rødvinsdrikkende segment, der udgør kernen af vore læsere; undskyld, men sandheden er ofte ilde hørt) at have privat hjælp til de kedelige opgaver i hjemmet, så ses det i stort set resten af Europa syd for vore grænser, som noget ganske selvfølgeligt, hvis man ellers har råd.
Eksistensen af hushjælp muliggør to ting: At kvinder kan arbejde på linje med mænd, hvis de har lyst samt at man kan prioritere at lave nogle interessante ting med sin familie i stedet for at muge ud, hvilket ellers tager timer og timer og timer. I hvert fald med fire børn, der roder "helt vildt", som de selv siger, hvis man spørger dem.
Det skal være min afsluttende salve her i klummen, at den danske kystbanesocialistiske indstilling om, at man kun er et pænt menneske, hvis man selv gør rent efter sig, i virkeligheden afspejler en pæn portion nedladenhed over for de mennesker, som arbejder i servicesektoren og hvis eneste mulighed ofte netop er at tage den slags jobs.
Skattetrykket på lønindkomster er dertil som skrevet oven for en effektiv kvindeundertrykkende mekanisme. Og derfor må det ned.
Til benefice for a) børn, som hellere vil lege med mor end at se hende gøre rent derhjemme
b.) børn, som hellere vil have at mor har et arbejde end hæver en minimal bistandshjælp
c.) samt til de karriereglade kvinder og mænd som hellere vil arbejde end pudse vinduer og stryge.
God fortsat sommer ønsker Deres korrespondent og hendes store familie fra Paris.
