Læsetid: 4 min.

Farvel Robinson

8. december 1998

Vil tv opæde virkeligheden? Vil der en dag ikke være et uskyldsrent punkt på kloden eller i menneskehjertet, som medierne ikke kan befamle med klamme hænder? "I must love what I destroy and destroy the thing I love..." sang Sting i nummeret Moon over Bourbon Street. Det samme synes at gælde medieverdenen, der sværmer som fluer om godt, menneskeligt råstof og til tider smitter de involverede menneskers liv med dødelig virus.
"Socialpornografi", "udlevering" - den slags råb gjalder naturligt nok efter tv-programmer, der som TV 3's mediesucces Robinson Ekspeditionen udstiller mennesker i maskefaldets øjeblik, dér, hvor facaden falder og virkelighedens tårer og bloddråber pibler frem som eksempler på liv. Virkeligt, saftigt liv, levet med en intensitet, der næppe er hverdagskost for en moderne velfærdsdansker.
Robinson Ekspeditionen, der sluttede i går, er blevet sidste nyt i grænseoverskridende reality-tv og har med sin massive pressebevågenhed givet en række 'normale kendte' en kærkommen juleslapper fra avisomtale. Men før man helt kammer over af skræk eller benovelse over fænomenet, må proportionerne på plads. I absolutte seertal når succesen ikke en nostalgisk seermagnet som filmen Vagabonderne på Bakkegården (1,4 million tv-seere) til sokkekanten, og Robinson er i gennemsnit kun blevet set af halvt så mange mennesker som TV2's underholdningsprogram Den store Klassefest (1.282.000 seere eller 26 procent af alle danskere). Til sammenligning havde de 12 første udgaver af Robinson gennemsnitligt 649.000 seere (13 procent af alle danskere og 20 procent af dem, der kan se TV 3).
Men hvilke seere! Blandt andet har de eftertragtede unge seere nemlig i ugevis fulgt Robinson Ekspeditionens moderne udgave af den urgamle drøm om livet på en øde ø. Endda selv om programmet er indspillet for måneder siden og derfor manglede de overskridende interaktive elementer, der gjorde Husk lige Tandbørsten og Tæskeholdet til fjernsyn, der rykkede og på godt og ondt manede tv-mediets belærende spøgelse tilbage til monopolets våde grav.
Man kan spørge, hvad meningen med Robinson Ekspeditionen er - for seerne, altså ikke for tv-stationen (det ved vi nemlig godt). Ja, den er blandt andet, at man skal blive underholdt, identificere sig med deltagerne og tænke over, hvad mennesker gør og hvorfor. Præcis som i øde ø-temaets klassikere: Daniel Defoe skrev sin roman Robinson Crusoe i det Herrens år 1719, bl.a. som billede på det oplyste hvide kulturmenneskes suveræne beherskelse af farvede mennesker og den rå natur. Bl.a. underlægger Robinson sig, som den naturligste ting i verden, sin kammerat, Fredag, der som barnefødt under øens himmelstrøg ellers har et bedre udgangspunkt. Et par hundrede år senere fik Defoe morbidt gensvar af William Goldings mareridtsagtige roman Fluernes Herre (1954), som med hele vort århundredes had-kærlighedsforhold til civilisationen fremmanede en skibbruden drengegruppes vej mod socialt sammenbrud, lynchmord og primitivitet.
Til sammenligning må Robinson Ekspeditionens tårer, bitre ordvekslinger og sandstorme af gensidige beskyldninger, afbrudt af selverkendelsens øjeblikke, virke som civilisationens højborg. Trods alt har folk selv valgt at være med og har som det allerværste risikeret at blive stemt hjem for åben skærm. Tilmed har en række af disse i bund og grund almindelige mennesker (aerobic-trænere, tjenere, fysioterapeuter, arkitekter mv.) allerede indledt en ny karriere som velbetalte foredragsholdere, eller har blot set deres almindelige butik blomstre uventet op som lyslevende eksempler på mediets magt og enhvers krav på 15 minutters berømmelse.
I aftes sluttede det så i et værdigt showdown: Fire kvinder og en mand, den 60-årige Ole fra Fanø, nåede frem til de afsluttende konkurrencer og afstemninger. Med samme fremgangsmåde som børnefødselsdagens stoleleg røg deltagerne af planken én for én, indtil de ni tidligere deltagere i afregningens time dukkede frem fra fortiden og valgte mellem finalisterne Karina (29 år og servicechef i Bilka i Vejle) og Regina (32 år og fængselsbetjent fra Århus Arrest). Overraskende, måske, blev Regina Robinson Ekspeditionens samlede vinder, med udholdenhed, tilfældighed og evne til at vække sympati blandt vinderkriterierne.

Spørgsmålet er, om den slags afspejler en moderne virkelighed med én vinder og mange tabere (der dog også har deres afsluttende stemme)? Eller om det bare handler om en moderne medievirkelighed, hvor det sådan set er lige meget, hvad der sker, bare det sker nu og føles virkeligt? Man kan stille det samme spørgsmål til Peter Weirs aktuelle film The Truman Show, hvor hovedpersonen opdager, at hans skæbne er kendt af enhver tv-seer på kloden. Det sjove er, at Trumans liv ikke er særligt spændende, men - han er virkelig, han spiller ikke komedie, mens selv hans mor og ferske forstadskone er statister.
Både Robinson Ekspeditionen og The Truman Show viser, hvordan alt og alle kan bruges og bliver brugt, blot historien eller 'konceptet' vækker mediefluernes - det er også os - glubske interesse. Men Robinson og Truman viser også, at skellet mellem fiktion og virkelighed nutildags kan blive vældig, ja... kornet. Derfor er det ikke blevet mindre nødvendigt at melde klart ud, når virkeligheden mediemanipuleres - om det så er, når Copenhagen Models optræder som indstuderede quizdeltagere, nyhedsbillederne er manipuleret eller andet godt. Kun rene linjer holder kanalen mellem seere og medier åben for opmærksom, kritisk dialog - en åbenhed, som på kort sigt måske undergraver tilliden mellem seere og medier, men som på længere sigt bevarer troværdigheden.
Og hvis ikke der findes tillid og troværdighed - mon vi så i længden gider bruge tid på medier, eller vil vi mon ikke hellere drøne ud i den virkelige virkelighed?
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her