Læsetid: 3 min.

Farvel og tak, Mandela

18. december 1997

Nelson Mandela træder på lørdag tilbage som leder af ANC og i 1999 som Sydafrikas præsident. Det er i sidste øjeblik, for hele verdens folkekæreste præsident er på samme katastrofale kurs som en trist række af afrikanske præsidenter har fulgt før ham: Despotens, der ikke accepterer dissens, og populistens, der puster til farligt ulmende gløder for at sikre sin egen magt.
Da det kom frem sidste år, at han havde modtaget en stor pengegave fra kasinokongen Sol Kerzner, der er sigtet for omfattende bestikkelse, var Mandelas reaktion at få ekskluderet den mand, der kritiserede ham for forbindelsen til Kerzner.
Værre var den svada, han afleverede i sin afskedstale som leder til partikongressen i forgårs:
*Om pressen: "...en styrke, der er imod ANC... fører kampagner imod både reelle forandringer og mod dem, der vil gennemføre ændringerne".
*Om oppositionen: "En miserabel brigade af modstandere af vores bevægelse;... (i en) desperat kamp for at overgå hinanden i et væddeløb, de mener vil blive vundet af den, der formår at fremstille sig selv som den bedste beskytter af hvides privilegier;... tiltrækker nogle af de mest tilbagestående og korrupte elementer i vores samfund, der overhovedet ingen interesse har i at fremme befolkningens interesser".
*Om græsrodsorganisationer: "Tror fejlagtigt at de skal være en kritisk vagthund overfor vores parti".
Åh nej - ubehagelige minder om de fordrejede rasende fjæs på Zambias tidligere diktator Kenneth Kaunda, Kenyas Daniel Arap Moi, Zimbabwes Robert Mugabe etc. etc., når de kunne mærke magtens alvælde vakle.
Særligt forstemmende ved Mandelas udtalelser er, at han lige netop går i kødet på de vigtigste elementer ved demokratiet: Den frie presse, oppositionen og det mylder af interesse-, religions- og pressionsgrupper, der samles under fællesbetegnelsen civilt samfund. Det samme civile samfund, der er så afgørende vigtigt for, at et samfund 'udvikles', økonomisk, socialt, moralsk - og som afrikanske samfund er så desperat fattige på.

Under overfladen lurer en rasende krise for ANC: Kort fortalt den krise, ethvert parti gennemgår i sin transformation fra befrielsesbevægelse for hele folket til ansvarligt regeringsparti, der skal afbalancere interesser i samfundet til fordel for en udvikling, der gavner almenvællet.
Ovenstående smuds på Mandela er bagsiden af den medalje, der ellers skinner som en lille stjernesol: Mandelas værdige stil, der allerede i hans første frihedsdage førte til karakteristikken som 'en gammeldags gentleman': Høflig men fast, uegennyttig, først og fremmest retfærdig. Med andre ord: Royal.
Mandela har netop regeret Sydafrika og ANC som dén ophøjede vise konge, hans aristokratiske baggrund forberedte ham på. Hans evne til at bøje ubøjelige viljer mod det fælles bedste, og hans insisteren på at fortidens synder ikke må blokere for fremtiden samtidig med at fremtiden skal råde bod på fortidens ulykker, er et enestående træk ved den særlige sydafrikanske demokratiske revolution.

Nu er Sydafrikas post-Mandela æra indledt, og den bliver næppe morsom: Nulvækst, manglende udenlandske investeringer, massearbejdsløshed, voldsom analfabetisme - desperationen opsummeret i de 65 daglige mord. Hans afløser, først som partiets og dernæst formentlig landets leder, Thabo Mbeki, har længe været den faktiske regeringschef. Forvent derfor ingen ændringer i regeringens politik. Men frygt en ændring i stil.
Mbeki er en mand uden folkelig forandring; hans baggrund er en økonomisk universitetsgrad fulgt af exil-livet i ANC's topledelse omkring The Pamodzi Hotel i Zambias hovedstad Lusaka - afrundet af slutkampens hektiske års konstante rundrejse i fly, hotelværelser, ministerkontorer og direktionslokaler. Han er en af verdens dygtigste diplomater, hvori forklaringen også ligger på hans udmanøvrering af rivaler til præsidentposten; en fremragende teknokrat, der må frygte det tidspunkt, hvor de rasende masser gør oprør mod deres elendigheds uløselige fortsættelse.
Hvad gav Mandela ham i afskedsgave? Et bittert angreb på landets hvide indbyggere. Dødsensfarlig morgengave til en usikker mand, der tidligere har vist samme populistiske tendens til at slå på pjalteproletariatets refleksfjende - Winnie kunne have skrevet denne del af hans tale. Hvor galt denne næsten racistiske tilgang til den politiske virkelighed kan gå, er Mugabes nylige nationalisering af 1.500 hvide farmeres jord et uhyggeligt eksempel på: 17 års økonomisk genopbygning af Zimbabwe er undervejs til ruin. Men Mugabe red magtfuldt gennem endnu en stormvarslet partikongres. Hold vejret, og ønsk Sydafrika og Thabo Mbeki held og lykke. pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu