Læsetid: 2 min.

Farvel - og tak - Thomas

Drømmegrænsen blev nået mod Frankrig, men en kolossal fejl mod Paraguay understregede, at Thomas Helvegs dage i rødt og hvidt nu bør være ovre
2. juni 2006

Fodboldlandsholdets anfører Thomas Helveg opnåede onsdag aften som den blot fjerde dansker i historien de magiske 100 kampe i den danske landsholdstrikot. Overordnet set en viljestærk indsats mod superstjernen Thierry Henry - uden nogen skyld i de to mål, der kvalitativt skilte VM-outsideren Frankrig fra dét danske hold, der desværre ikke er med, når ballet åbnes i Tyskland næste uge.

Enkelte tekniske vanskeligheder og manglende fantasi i afspillet frem ad banen skæmmede ikke nævneværdigt kaptajnens indsats, der var en værdig ramme om det, som bør blive den 34-årige fynbos farvel til landsholdet - og en lang, flot international karriere.

For det stærkeste landsholdsbillede, der vil stå tilbage på nethinden efter den forløbne uges kampe, kom lørdag aften. Det var synet af en i afmagt knælende Thomas Helveg, der netop på grotesk og nærmest tragikomisk vis havde foræret Paraguay deres føringsmål i 1-1 kampen i Parken.

Det var billedet af en mand, der mangler kamptræning, og hvis tekniske formåen og reaktionsstyrke er vigende. Yderligere er det faktum, at Helveg - i gru over sin eklatante fejl - faldt immobil sammen, ludende på sine knæ, uden at jagte den José Cardozo, der sagde tak for invitationen og scorede karrierens nok letteste landskampsmål, det er også et billede på, at selv fighterhjertet tikker langsommere, og at Helveg selv vidste, hvor gal den var.

Unge kræfter

For det var jo ikke i sig selv en overraskelse. Man behøver end ikke være kynisk for at påstå, at det blot var et spørgsmål om tid, for Thomas Helveg har meget længe spillet meget lidt. Han får ikke en rolle som stamspiller i en stærk europæisk klub igen. Han bliver ikke som ædel vin bedre og bedre, men kun mindre og mindre kapabel i fremtiden. At droppe en anfører, der selv ønsker at fortsætte, er altid svært, men landstræner Morten Olsen må med tanke på de forestående EM-kvalifikationskampe satse på de unge, talentfulde, fremadstormende kræfter.

"Hvis man er god nok, er man gammel nok."

Sådan lyder det hæderkronede credo i hollandske Ajax Amsterdam, hvor Morten Olsen selv var træner inden landsholdsjobbet, og det er værd at betænke, når såvel ungdomslandsholdets Daniel Agger og Leon Andreasen som de mere rutinerede kræfter Michael Gravgaard og Bo Svensson har vist deres værd som supplement til etablerede Per Krøldrup og Martin Laursen. Thomas Helveg nåede sin milepæl. Lad os huske ham for alt det gode gennem årene - og ikke som et rustent ringvrag eller 'ugens bommert'. Lad os se fremad. Så farvel Thomas - og mange tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu