"Godmorgen Grete." Klokken er 8.10 mandag morgen, og Kirsten Juul Brylles vejrtrækning skal lige falde til ro efter, at hun har taget trapperne op til femte sal og dagens første af i alt otte hjemmebesøg. Med små hurtige bevægelser trækker hun et par turkise plastikovertræk ud over sine solide gummisko og banker på Grete Walther Jacobsens soveværelsesdør.
"Jeg respekterer de ældre og deres ritualer, netop fordi jeg kommer ind i deres private hjem. Det nytter ikke noget, at man bare brager ind og siger, at nu skal der gøres rent på min måde. Plastikovertrækkene er også en måde at vise hensyn på," siger Kirsten Juul Brylle, der arbejder i hjemmeplejen på Indre Østerbro i København og helst kaldes Brylle.
Respekt er omdrejningspunktet, når man gør rent i andres hjem, hjælper ældre ind under bruseren og på med tøjet. Og så er det ligegyldigt, hvilken hudfarve, man har, mener Kirsten Juul Brylle, der har arbejdet som hjemmehjælper i 28 år.
Men netop hjemmehjælpernes hudfarve har givet anledning til debat, siden det kom frem, at der i syv ud af otte kommuner kan bestilles hvid hjemmehjælp; en mulighed Dansk Folkeparti har bakket op omkring, selv om det er i strid med racismeparagrafen. I dag er det kun muligt at få hjemmehjælperen skiftet ud, hvis den ældre har konkrete klager over hjælperens arbejde.
"Selv har jeg ikke oplevet at blive valgt fra. Men det kan da være, at man ikke matcher hinanden. Jeg tror ikke, det er på grund af farven, hvis det sker, og der er stort set aldrig nogen, der får klager," siger hun og understreger, at det gælder alle uanset hudfarve.
"Men det er helt afgørende, at man taler dansk, for det nytter ikke noget, at de ikke kan tale med de ældre. Borgerne skal forstå, hvad der bliver sagt," siger hun.
At tale med de ældre er nemlig en stor del af arbejdet. Kirsten Juul Brylle skynder sig at vaske op og smøre ostemadder til Grete Walther Jacobsen, så de kan få snakket om, hvad der skal ske i dag og hvilke piller, der skal tages.
"Det er en del af omsorgen. De ældre får ikke snakket så meget ellers," siger hun og løfter sit vandglas og skåler med Grete Walther Jacobsen for at få hende til at drikke noget mere.
Valgt en fra
Da morgenmaden er spist, skraldet smidt ud, og Grete Walther Jacobsen har fået adskillige knus og kindkys, skynder Kirsten Juul Brylle sig videre til Tove Nielsen. Hun er glad for sin hjemmehjælper. Så glad, at hun nogle gange siger til Kirsten Juul Brylle, at hun skal lave noget mindre og snakke i stedet for.
"Morgenbesøgene er af stor betydning for mig, især når jeg er rigtig dårlig om morgenen. Men så kommer Brylle med sit gode humør, og så siger siger jeg til hende, at hun skal lade opvasken stå og snakke med mig. Vi snakker om alt muligt," siger hun.
Tove Nielsen har fået hjemmehjælpen skiftet ud en enkelt gang, fordi hun var utilfreds:
"For et par år siden var der en udlænding, som jeg bare ikke kunne sammen med, men det var ikke, fordi han var udlænding. Jeg har haft andre udlændinge, både mænd og damer, som det har været fint med," siger hun.
Kirsten Juul Brylle har haft sin gang hos Tove Nielsen i et par år. Men i marts er det slut, for da stoper hun for at gå på efterløn.
"Så har jeg aftjent min værnepligt," siger hun og griner. Selv tror hun, at det bliver sværere og sværere for hjemmeplejen at tiltrække personale, der vil arbejde lige så trofast, som hun selv har gjort.
"Der er kun tre hjemmehjælpere i min afdeling, der har været der lige så længe, som jeg har. Der er ikke mange tilbage af min slags. Folk bliver der ikke så længe mere, de ryger ind og ud," siger hun.
Kirsten Juul Brylle er nede ved cyklen igen. Hun svinger benet over cykelstangen og skynder sig videre til sit næste besøg for at vaske op, koge havregrød og frem for alt snakke.