Læsetid: 4 min.

Farvens poet

Carl-Henning Pedersen var en maler med poesien og musikken rullende i årerne. Den store danske maler er død, 93 år
22. februar 2007

"Jeg vil fange ildens stråler og leve af dem. Jeg vil binde ildens arme én for én og løse dem - Jeg vil fange solen, når den drager over himmelen, og holde den ind til mig. Jeg vil holde solen så fast, så dagen aldrig mere forsvinder. Og jeg vil bruge solens stråler, én for én og smelte dem ind på mit lærred."

Ordene er en digters. En digter med farven. Har man én gang set et maleri af Carl-Henning Pedersen slynge om sig med strålende farver og fantasifulde, levende skikkelser, er man ikke et sekund i tvivl om, at han var en maler med poesien og musikken rullende i årerne.

Carl-Henning Pedersen lagde også ud med at drømme om at blive digter og komponist, før han i 1930'erne for alvor begyndte at male. Sammen med hustruen Else Alfelt debuterede han i 1936 på Kunstnernes Efterårsudstilling i København. Herefter tog hans maleriske løbebane fart, og han fik hurtigt placeret sig centralt i de dele af kunstmiljøet, der med kunsten som brækjern gjorde op med den stivnede borgerkultur. I 40'erne virkede han således som en af hovedkræfterne bag tidsskriftet Helhesten, hvor han i sit umiddelbare og poetiske sprog skrev om andre beslægtede kunstnere og de emner, der optog dem. Han var ligeledes fast medlem af Høst-udstillingen, der talte navne som Henry Heerup, Else Alfelt, Egill Jacobsen og Asger Jorn.

I 1948, da den internationale CoBrA-bevægelse blev dannet med Jorn som en af de centrale skikkelser, var Carl-Henning Pedersen også et naturligt element. Hans personlige tilgang til maleriet som et sted for en eksistentiel livsdans, en beruselse i farvens kraft og bevægelse og ikke mindst en insisteren på at besynge glæden gjorde ham til det mest lysende indslag i CoBrA-bevægelsen. I en tid, hvor Anden Verdenskrig stadig sad lige under huden, begyndte han for alvor at udvikle sin egen karakteristiske billedverden med leende fabelvæsener, kæmpemæssige fugle, heste, gyldne slotte, konger og guder i verdener præget af luftighed, plads til at boltre sig, lege og drømme. Og ikke mindst med et overskud af farver som glas gennemlyst af solens stråler. Hans malerier var som besværgelser af alverdens ondskab og en kraftig understregning af, at det at lave og se kunst havde en nærmest magisk evne til at løfte mennesket ud af mørket.

Kunsten er i os alle

Carl-Henning Pedersen kom af en arbejderfamilie og havde fra starten af sit kunstnerliv en veludviklet politisk bevidsthed, der manifesterede sig i hans kunst som et opgør med alt, hvad den traditionelle vestlige, borgerlige kultur stod for. Hans nære tilknytning til Høst-udstillingen og CoBrA-bevægelsen hang netop sammen med et brændende ønske om at fralægge sig alle tillærte kunstneriske former og fastlåste roller og at kaste sig ud i kunsten som en spontan og ustyret leg.

Derfor var det heller ikke den vestlige kunsthistories gamle mestre, men derimod masker fra såkaldt primitive kulturer, indiske gudefigurer, nordiske ornament-slyngninger og børnetegninger, der udgjorde Carl-Henning Pedersens primære kunstneriske inspirationskilder. Ligesom barnets spontane og utvungne dans med farver hen over papiret søgte han at slippe sine kreative kræfter løs og nå ind til en tabt, barnlig fantasi.

Det betød også, at han gennem hele sit liv fastholdt den fundamentale tanke, at alle mennesker i sig har evnen til at lave kunst - det handler blot om at frisætte tanken og hænderne.

Den umiddelbare barnlige glæde og sprudlende farveenergi, der altid har været til stede i Carl-Henning Pedersens kunst, gjorde ham tidligt til en folkekær kunstner, men hans arbejde kunne også være en udfordring for publikum og kunstinstitutionen.

Da han i 1966 tilbød Københavns Kommune at overtage mere end 1.000 malerier og akvareller med henblik på at etablere et museum for sin kunst, gik forhandlingerne med kulturborgmesteren i hårdknude. Det resulterede i, at samlingen i stedet endte i Herning. Her var Aage Damgaard, byens berømte kunstmæcen, til gengæld ovenud begejstret for Pedersens magiske og farverige billedverden, og i 1976 åbnede Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk Centerpark i Herning som et af de relativt få museer i Danmark, der er viet til en enkelt kunstners virke.

Enorme udsmykninger

De store udsmykningsopgaver, som Carl-Henning Pedersen stod for, vakte ligeledes både debat og begejstring. I tilknytning til Herning Kunstmuseum udførte han fra 1965-68 en kæmpemæssig stentøjsfrise inde i Angligårdens cirkelrunde gård. Frisen betegnede han selv som Fantasiens leg om livets hjul, og værket blev til i en kraftanstrengelse over kun tre år mod de 10, der oprindeligt var sat af til arbejdet. Også Ribe Domkirke er prydet med en markant udsmykning af Carl-Henning Pedersen over temaer fra Det Gamle Testamente. Arbejdet stod på fra 1982-87, og det vakte megen lokal debat, om den moderne kunst ville passe ind i Ribes ærværdige romanske domkirkerum. Udsmykningen med kalkmalerier, mosaikker og glasmosaikker i kirkens lyse kor formåede at integrere sig smukt i kirken og står som en indlysende besyngelse af det ovenfrakommende lys, der strømmer ind af glasruderne og sætter farverne i spil i rummet.

I 2003, i anledning af Carl-Henning Pedersens 90 års fødselsdag, samlede Statens Museum for Kunst en retrospektiv udstilling med Carl-Henning Pedersens livsværk. En smuk og værdig afrunding på et langt liv i billedkunstens farve- og lysmættede midte.

Carl-Henning Pedersen (1913-2007)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her